Skip to main content

Full text of "Rasmus Kristian Rask: Et mindeskrift i anledning af hundredårsdagen for hans ..."

See other formats


This is a digital copy of a book that was preserved for generations on library shelves before it was carefully scanned by Google as part of a project 
to make the world's books discoverable online. 

It has survived long enough for the copyright to expire and the book to enter the public domain. A public domain book is one that was never subject 
to copyright or whose legal copyright term has expired. Whether a book is in the public domain may vary country to country. Public domain books 
are our gateways to the past, representing a wealth of history, culture and knowledge that 's often difficult to discover. 

Marks, notations and other marginalia present in the original volume will appear in this file - a reminder of this book' s long journey from the 
publisher to a library and finally to you. 

Usage guidelines 

Google is proud to partner with libraries to digitize public domain materials and make them widely accessible. Public domain books belong to the 
public and we are merely their custodians. Nevertheless, this work is expensive, so in order to keep providing this resource, we have taken steps to 
prevent abuse by commercial parties, including placing technical restrictions on automated querying. 

We also ask that you: 

+ Make non-commercial use of the files We designed Google Book Search for use by individuals, and we request that you use these files for 
personal, non-commercial purposes. 

+ Refrainfrom automated querying Do not send automated queries of any sort to Google's system: If you are conducting research on machine 
translation, optical character recognition or other areas where access to a large amount of text is helpful, please contact us. We encourage the 
use of public domain materials for these purposes and may be able to help. 

+ Maintain attribution The Google "watermark" you see on each file is essential for informing people about this project and helping them find 
additional materials through Google Book Search. Please do not remove it. 

+ Keep it legal Whatever your use, remember that you are responsible for ensuring that what you are doing is legal. Do not assume that just 
because we believe a book is in the public domain for users in the United States, that the work is also in the public domain for users in other 
countries. Whether a book is still in copyright varies from country to country, and we can't offer guidance on whether any specific use of 
any specific book is allowed. Please do not assume that a book's appearance in Google Book Search means it can be used in any manner 
any where in the world. Copyright infringement liability can be quite severe. 

About Google Book Search 

Google's mission is to organize the world's information and to make it universally accessible and useful. Google Book Search helps readers 
discover the world's books while helping authors and publishers reach new audiences. You can search through the full text of this book on the web 



at |http : //books . google . com/ 




Dette er en digital kopi af en bog, der har været bevaret i generationer på bibliotekshylder, før den omhyggeligt er scannet af Google 
som del af et projekt, der går ud på at gøre verdens bøger tilgængelige online. 

Den har overlevet længe nok til, at ophavsretten er udløbet, og til at bogen er blevet offentlig ejendom. En offentligt ejet bog er en bog, 
der aldrig har været underlagt copyright, eller hvor de juridiske copyright vilkår er udløbet. Om en bog er offentlig ejendom varierer fra 
land til land. Bøger, der er offentlig ejendom, er vores indblik i fortiden og repræsenterer en rigdom af historie, kultur og viden, der 
ofte er vanskelig at opdage. 

Mærker, kommentarer og andre marginalnoter, der er vises i det oprindelige bind, vises i denne fil - en påmindelse om denne bogs lange 
rejse fra udgiver til et bibliotek og endelig til dig. 

Retningslinjer for anvendelse 

Google er stolte over at indgå partnerskaber med biblioteker om at digitalisere offentligt ejede materialer og gøre dem bredt tilgængelige. 
Offentligt ejede bøger tilhører alle og vi er blot deres vogtere. Selvom dette arbejde er kostbart, så har vi taget skridt i retning af at 
forhindre misbrug fra kommerciel side, herunder placering af tekniske begrænsninger på automatiserede forespørgsler for fortsat at 
kunne tilvejebringe denne kilde. 

Vi beder dig også om følgende: 

• Anvend kun disse filer til ikke-kommercielt brug 

Vi designede Google Bogsøgning til enkeltpersoner, og vi beder dig om at bruge disse filer til personlige, ikke-kommercielle formål. 

• Undlad at bruge automatiserede forespørgsler 

Undlad at sende automatiserede søgninger af nogen som helst art til Googles system. Hvis du foretager undersøgelse af maski- 
noversættelse, optisk tegngenkendelse eller andre områder, hvor adgangen til store mængder tekst er nyttig, bør du kontakte os. 
Vi opmuntrer til anvendelse af offentligt ejede materialer til disse formål, og kan måske hjælpe. 

• Bevar tilegnelse 

Det Google- "vandmærke" du ser på hver fil er en vigtig måde at fortælle mennesker om dette projekt og hjælpe dem med at finde 
yderligere materialer ved brug af Google Bogsøgning. Lad være med at fjerne det. 

• Overhold reglerne 

Uanset hvad du bruger, skal du huske, at du er ansvarlig for at sikre, at det du gør er lovligt. Antag ikke, at bare fordi vi tror, 
at en bog er offentlig ejendom for brugere i USA, at værket også er offentlig ejendom for brugere i andre lande. Om en bog 
stadig er underlagt copyright varierer fra land til land, og vi kan ikke tilbyde vejledning i, om en bestemt anvendelse af en bog er 
tilladt. Antag ikke at en bogs tilstedeværelse i Google Bogsøgning betyder, at den kan bruges på enhver måde overalt i verden. 
Erstatningspligten for krænkelse af copyright kan være ganske alvorlig. 

Om Google Bogsøgning 

Det er Googles mission at organisere alverdens oplysninger for at gøre dem almindeligt tilgængelige og nyttige. Google Bogsøgning 
hjælper læsere med at opdage alverdens bøger, samtidig med at det hjælper forfattere og udgivere med at nå nye målgrupper. Du kan 



søge gennem hele teksten i denne bog på Internettet på http://books.google.com 



?i^'--^ 



* « t 







Dahlerup Collectlon 



nz 




RASMl!;-;a;iMiANRASK. 



•:.J.»' -Jvu;; \ 



• N .). lO I ^'l M- 



'M \]'i\ .\\-\^/.GES V(''i< H \XS KODSKL 



K <U: K < !• AV \. 

KARL sCfK^VHrJ^ •' V -»LA 

TRYKT HOS NIELSEN & LYDICHE. 
1887. 




'^i 



«# 



^;^. 



; ' ' "o-'^ 



F. RONNING: 

ti 



RASMUS KRISTIAN RASK. 



ET MINDESKRIFT 



I ANLBOMNG AF 



HUNDREDÅRSDAGEN FOR HANS FØDSEL. 



4 ' b V »m 



KØBENHAVN. 
KARL SCHØNBERGS FORLAG. 

TRYKT HOS NIELSEN & LYDICHE. 
1887. 



DAHUaU? 






Forord. 

Meningen med det foreliggende skrift er at give 
en almenfattelig fremstilling af Rasks liv og hans be- 
tydning som sprogforsker. Hvad det biografiske an- 
går, frembød opgaven ikke særlige vanskeligheder. 
Der foreligger i breve fra og til Rask og i hans dagbog 
et rigt materiale, hvoraf en del, som er meget oplysende 
med hensyn til Rasks sjælelige udvikling, hidtil ikke 
har været benyttet. Materialets beskaffenhed med- 
førte desuden den fordel, at skildringen af hans liv for 
en stor del kunde gives med hans egne ord. Derimod 
var redegorelsen for Rasks betydning som sprogforsker 
ulige vanskeligere, da den læserkreds, til hvilken bogen 
henvender sig, møder med hojst forskellige sproglige 
forudsætninger. Jeg har søgt at gore fremstillingen 
således, at den ikke krævede særlige sproglige kund- 
skaber for at kunne forstås. En udtommende rede- 
gorelse for Rasks mangfoldige videnskabelige arbejder 
kunde der selvfølgelig ikke være tale om. Derfor er 
her skildringen af Rasks betydning for sprogforsk- 
ningen samlet om tre af hans arbejder: den islandske 
grammatik fra 1811, prisskriftet om det gamle nordiske 
sprogs oprindelse og den danske retskrivningslære. 

Hvad der er meddelt af breve er ikke givet med 
vedkommende brevskriveres hojst forskellige retskriv- 

M111830 



ninger, da det vilde have givet bogen et meget broget 
udseende. Derimod er de grammatikalske former altid 
bevarede uforandrede. 

Det eneste portræt man har af Rask blev stukket 
i Stockholm, og findes foran hans udgave af »Den ældre 
Edda« (1818). Det er des værre i kunstnerisk hen- 
seende ikke vel udført. Den gengivelse, der, efter et 
træsnit af Æ P. Hansen^ følger med dette skrift, har, synes 
det, heldig løst den opgave at give en restavration af bil- 
ledet. Afbildningen af gravmindet er taget efter en 
tegning deraf, som findes i »Beretning om gravmælet 
over prof. R. Rask«. 

Tallene i teksten henviser til anmærkningerne bag 
i bogen. 

København, den 10. November 1887. 

F. R. 



I. '■ ^^' 

Barndom og skoleår. 

1 halvgærdserne i forrige århundrede lå der midt 
i landsbyen Brændekilde (en mils vej fra Odense) en 
lille simpel husmandshytte med gavlen ud til lande- 
vejen.* I det boede der en skrædder ved navn Niels 
Hansen Rasch, Byens folk vidste imidlertid nok, at 
han kunde adskilligt mere end sin skrædderkunst, og 
de mere fantasifulde blandt dem vilde endogså vide, 
at han kunde mere end sit fadervor. Der mumledes 
om, at han i et skab gemte den hemmelighedsfulde 
bog »Cyprianus« og havde et menneske-skelet oppe på 
sit loft. Skelettet har dog nok kun været til i fanta- 
sien, og Cyprianus vilde for et mere nøgternt blik være 
skrumpet ind til den brave Henrik Smiths aldeles ikke 
troldomsfulde lægebøger (fra 16. århundrede). Af disse 
ejede han flere, indbundne sammen i et gammeldags 
pergamentsbind. Paa det første blad af bogen — 
der opbevares på universitets-biblioteket ^ — står der 



* For en snes år siden blev huset* ombygget; ved siden af det 
ny skal der rejses en mindesten på hundredårsdagen for 
Rasks fødsel. 

F. Honning: R. K. Bask. * 1 



2 Barndom og skoleår. 

med runer — der rigtignok til dels er lidt selvlavede 
— Niels Hans Christiansen Rasch^ Brendekilde 1789^ 
navnet på Rasks fader. ^ At han selv har skrevet denne 
rune-indskrift, kan ganske vist ikke bevises, men sand- 
synligheden taler dog derfor. Han var, af en almues- 
mand at være, ret vel belæst, og kunde nok under sin 
• ••^•^ • ••• •• • 

læsning :va5re\tri|ffwi pS runer. At en sådan rune-ind- 

• *•* •• •• • *• 
sjcrift.i.acjgkilli^^s, ojpe, mjltte kaste et hemmeligheds- 

fuldt a&ei»:Qyjer'l)J)geto/,ft,];^lf t forståeligt. Denne mærke- 
lige bog betød imidlertid ganske simpelt, at Rasks 
fader var en »klog mand.« Han havde et stort ry for 
sine heldige kure, og hyppig holdt der vogne for hans 
dor med syge, som søgte hans hjælp; særlig skal han 
have været dygtig til at læge benbrud. 

Han var flere gange gift. I sit første ægteskab 
havde han kun en datter »Mette Marie c. Efter sin 
første kones død ægtede han (1780) pigen Rirthe Ras- 
musdatter, med hvem han fik 4 born, hvoraf dog de 
tre døde i en temmelig tidlig alder; den fjærde var 
Rasmus Kristian Bask^^ der blev fødtd. 22. November 
1787. Da han kom til verden, var han meget skrøbelig 
og saa lille, at han — som traditionen beretter -- 
kunde ligge i sin faders træsko. Tre dage efter sin 
fødsel blev han »frembåren til dåben af jomfru Jensen ; 
testes reliqui [de øvrige vidner]: alle gårdmænd i 
Rrændekilde«, en omstændighed der synes at tyde på, 
at faderen indtog en ret anset stilUng i byen. Sonnen 
fandt i begyndelsen ikke rigtig nåde for faderens ojne : 
hvad duede sådan en svækling til? Ja det fortælles 
endogså, at da to af hans born døde med kun et par 
måneders mellemrum, skal han have truet op mod 



Livet i hjemmet. 3 

himlen og sagt: »Den gamle tager dem fra mig, soni 
der var noget at håbe af, og lader mig beholde skidtet«, 
idet han ved de sidste ord pegede på den lille otteårige 
Rasmus Kristian. 

Den hårde dom, han havde fældet over sonnen, 
måtte han dog snart erkende for ugyldig. Det viste 
sig nemlig tidlig, at der i dette lille, skrøbelige legeme 
boede en usædvanlig ånd. Faderen var selv, som 
nys omtalt, en begavet og ret belæst mand, der 
kunde skonne på sonnens skarpe forstand og sjældne 
hukommelse. Han læste selv med drengen, medens 
han gik i byens skole, hvor han snart vakte opsigt ved 
sine ævner; bl. a. lagde biskoppen ved en visitats 
mærke til ham. Desuden fik han undervisning af sogne- 
præsten, Peter Jacobsen, der også på anden måde tog 
sig af ham og hjalp ham frem. — Faderen havde en 
ret god bogsamling, bl. a. flere historiske skrifter (som 
Arild Hvitfeldt)^ og sonnen benyttede dem flittigt så 
at han, da han kom i Odense skole, havde læst ad- 
skillige ting, som drenge i hans alder ellers intet kendte 
til. Da Rasmus Kristian viste så gode anlæg, blev det 
besluttet, at han skulde sættes til bogen. Faderens 
kår var ganske vist ikke så gode, at han kunde hjælpe 
ham meget, men andre er rimeligvis trådt understøt- 
tende til, og desuden kunde der jo gores temmelig 
sikker regning på skolestipendier ^ 



Det har sikkert været en dag fuld af uro og spændt 
forvæntning, da faderen kørte med ham ind til Odense, 



4 Barndam og skoleår. 

hvor han blev indlogeret hos en murmesterenke, madam 
Kofod, i Kirkestrædet. Han delte værelse med en anden 
elev*, som skolens konrektor (Bloch) havde taget sig 
af og anbragt sammesteds. Sin middagsmad skulde 
han have hos nogle familier i byen, og det blev så 
efterhånden skik, at de også gav ham noget smorrebrød 
med til aftensmad. 

Den 3. Juni mødte han på latinskolen, som den 
gang lå på Set. Knuds kirkegård, og blev optaget i 
nederste klasse. I skolens censur-protokol hedder det: 
»Faderen har selv læst nied ham og det ret godt.« 
Hans skolekammerat, den senere bekendte hteratur- 
historiker, N. M. Petersen fortæller, at »hans lille vækst, 
hans levende ojne, den lethed, hvormed han bevægede 
sig og sprang om over og på borde og bænke, hans 
usædvanlige kundskaber, ja selv hans afstikkende bonde- 
dragt vakte hans meddisiples opmærksomhed.«* Det 
var dog ikke blot blandt kammeraterne, at han gjorde 
opsigt; også lærerne lagde snart mærke til ham. Det 
ser man af de domme, som de har fældet over ham, 
i skolens censur-protokoller. Således hedder det i April 
1803 om hans natur gaver: »Et meget opvakt hoved, 
måske det mest opvakte af alle dem, der for nær- 
værende tid ere i skolen ... En yngling af de heldig- 
ste ævner, han fatter hurtig, dommer rigtig og ikke 
sjælden vidunderlig skarpsindig . . . praktisk talent til 
at anvende de allerede erhvervede kundskaber og heu- 
ristisk genie til ved egen hjælp at opdage flere, i det 
mindste til at gå nye veje til de allerede bekendte 
sandheder . . . Naturen synes at have skænket ham 



* Rimeligvis ea J. G. Clod, der senere blev adjunkt i Nakskov. 



Lærernes dom om Rask. 5 

den gave ... at udtrykke sine tanker med lethed i 
et skont og kærnefuldt sprog . . . Skarpsindighed er 
den mest fremherskende ævné i hans sjæl . . .* Jævn- 
lig forekommer der udtryk som »denne ypperlige yng- 
ling«, »denne sjældne yngling«. En anden gang taler 
en lærer om hans fortrinlige ævner, »hvoriblandt jeg 
blot vil nævne sprogenes etymologiske del, hvorudi 
hans hyppige originale bemærkninger røbe en ual- 
mindelig grad af vid og skarpsind;« eller det fremhæves, 
at han »har udmærket lyst til de nordiske oldsager.« 
Også hans flid roses i stærke udtryk: »Hans lyst til 
kundskaber er lige så stor som hans anlæg«; »det er 
ikke usædvanligt«, bemærker rektoren en gang, »at 
han studerer til kl. I å 2 om natten og er igen oppe 
imellem 5 og 6 om morgenen.« Meget sjælden er der 
noget at udsætte på ham : at hans store livlighed under- 
tiden kan virke lidt forstyrrende, eller, som rektoren 
én gang bemærker, at det eneste han »måske kunde 
desiderere hos ham er nogen mangel af udholdenhed; 
ti da ingen ting mislykkes h^m, forsøger han måske 
sine kræfter på vel mange genstande.« Her peges der 
på Rasks Akilleshæl, den skrøbelighed hos ham, der 
fik en betydelig og ikke heldig indflydelse på hans 
videnskabelige arbejde, 

»Også uden for skolen«, fortæller N. M. Petersen \ 
»vakte Rask megen opmærksomhed ved sin væverhed 
og opvakthed ; borgerfolk sagde ofte, når han kom : 
»Nu kommer den lille professor.« Almuesmænd di- 
sputerede gærne med ham, og han anvendte da sin 
hele dialektik; en sådan samtale ledsagedes fra hans 
side næsten helt igennem af en besynderlig smålatter, 
han efterhånden havde tilvant sig, og som for alle, 



6 Barndom og skoleår. 

der den gang kendte ham, var noget karakteristisk hos 
ham.« — 

Når det egentlige skolearbejde var besørget, kom 
drengens kæreste timer, der tilbragtes, i samtale og 
drommerier med jævnaldrende kammerater eller med 
ivrige studier på egen hånd. Mange år efter, da Rask 
var vendt tilbage til Danmark fra sin store, æventyrlige 
udenlandsfærd, skrev en af disse kammerater (N. M. 
Petersen)^ til ham: »Meget du for, meget du fristed. 
Da vi gik sammen på Odense gader, da vi på det lille 
kammer eller rettere i " stuen ved siden ovenpå hos 
træskomandens udkastede plan til en nyzelandsk repu- 
blik, da dromte vi vel ikke om, at du skulde gore en 
sådan rejse . . . Hvor levende bliver mig igen alle de 
lykkelige timer,' vi den gang tilbragte sammen, vore 
mjødgilder på torvet hos skomageren, vore vandringer 
i samling.« 

»Til livets sædvanlige adspredelser«, fortæller samme 
kammerat ved en anden lejlighed, »lævnedes os hverken 
lyst, tid eller anledning. Vor vederkvægelse var en 
slags regelmæssige Søndags-sammenkomster, hvor sam- 
talen da ofte, hos Rask næsten altid, drejede sig om 
det gamle Norden; ved disse grundlagdes i vore sjæle 
en kærlighed til fædrelandet, til nordisk gammel ærlig- 
hed og til et trofast fostbroderlag, som ingen siden har 
svigtet. Mangen stjærneklar aften er jeg, sædvanlig 
ledsaget på en del af vejen af matematikeren Krejdal, 
gået bort fra denne kreds i en henrykkelse og begejst- 
ring for alt, hvad godt, ædelt og stort er, som man 
kan tænke sig den i et ungdommeligt hjærte og en 
tidlig opvakt fantasi.« 

Blandt de andre kammerater var der to, som særlig 



Ungdomsdromme. 7 

stod ham nær: H, 1. Bansen^ en bondeson fra nær- 
heden af Rasks fødeegn; han boede en , tid sammen 
med R., men dimitteredes for denne til universitetet, 
hvad der gav anledning til en brevveksling mellem dem, 
i hvilken Rask meddelte ham mange af sine planer og 
idéer; endvidere den tidligere nævnte Clod^ >de boede 
sammen og delte studier med hinanden; flere år i rad 
gjorde de i deres skolegang én gang om sommeren en 
vandring ud i den fri natur hele natten igennem; ofte 
besøgte de i samling Rasks forældre, og hertil måtte 
også vælges den sildige aften eller tidlige morgenstund, 
for at skolen ikke skulde forsommes.« 

Under disse sammenkomster, på det lille værelse 
og de lange spadsereture, drog så en broget række af 
forestillinger og tanker gennem.de unge hoveder. Snart 
var det drenges drommerier om de æverityrlige bedrifter, 
de vilde udføre, drommerier der dog på en måde kunde 
bære en virkelighedsspire i sig, som når R. dromte 
om (i forbindelse med N. M. Petersen) at drage til Ny- 
zeland for at anlægge en republik, i hvilken det islandske 
sprog skulde indføres. * Der blev i den anledning gjort 
studier i Engelsk, læst rejsebeskrivelser osv., for at for- 
berede sig til den ikke så ganske ringe opgave at 
grundlægge en evropæisk koloni, der med tiden skulde 
udbrede sit herredomme over hele Avstralien. Eller 
der kom religiøse sporgsmål op imellem dem. Som 
barn havde Rask fået den sædvanlige religionsunder- 
visning, der væsentlig bestod i at lære forskellige skole- 
bøger ordret udenad. Det lader til, at han hverken i 



* »Sydhavsrejsen blev til en sprogrejse, måske den eneste i 
sit slags, der endnu har været gjort«, siger N. M. Petersen 
i et brev (af 19. Des. 1825) ^ til Rask. 



8 Barndom og skoleår. 

skolen eller kirken har hørt en personlig, levende for- 
kyndelse af kristendommen. Hans fortrinlige hukom- 
melse beholdt med lethed alle de religiøse vendingei 
og talemåder, men hans hjærte blev uberørt. I Latin- 
skolen fortsatte han i samme spor. I en censur fra 
November -1802 hedder det: »Hans indsigter i religions- 
kundskaber ere lyse, udbredte og grundige, ved hans 
eftertanke og åndsvirksomhed gjorte til -forstandens 
ejendom . . . tillige har han med held vidst at benytte 
mangt et vink og bemærkning til opmærksomheds og 
dommekrafts skærpelse, de egentUge dogmer vedkom- 
mende.« Denne bedommelse er sikkert meget rigtig: 
det var forstanden og ikke hjærtet, som var sat i be- 
vægelse. Men en sådan tilstand bliver meget betænke- 
lig, når forstanden ikke længer nojes med at modtage 
men vil prøve. Dette indtraf tidlig hos Rask. En gang 
havde han og Clod været en lang vandring sammen, 
da R. forfærdede ham med det sporgsmål, hvad han 
mente om en vis religiøs lærdom. »Jeg var,« fortæller 
Clod, »som falden ned fra månen; hidtil havde jeg lært 
mine lektier i lærebogen, og der var ingen tanke des- 
angående videre opstået hos mig, uden frygt for ikke 
at kunne lære lektien, glæde over at have lært den 
eller bekymring over ikke at have lært den^« 

Også videnskabelige sporgsmål blev hyppig drøftede, 
og her var det naturligvis altid Rask, der var den af- 
gorende dommer. Det var fornemmelig i hans frie 
studier på egen hånd, at hans ejendommelige begavelse 
fik lejlighed til at lægge sig for dagen. En tid lang var 
det særlig historien som optog ham. Han skriver (1805) til 
vennen Hansen : »Jeg må sande din gamle spådom; du 
sagde tit : du bliver dog en historikus ; det er og bliver 



studier på egen hånd. 9 

rigtignok mit hovedstudium, især den nordiske historie, 
antikviteter osv.« ^ Men historien blev dog kun den 
dor, ad hvilken han gik ind i det, der skulde blive 
hans egentlige hjem: sprogenes verden. 

Et brev fra 1805, i hvilket han udvikler sprogets 
indflydelse på sæderne ved eksempler fra Sparta, Rom, 
Tyskland og den franske revolution, er i denne hen- 
seende ret oplysende. Det hedder her: »Ikke lægger 
jeg mig efter det islandske for deraf at lære statskunst, 
krigskunst o. desl, nej, for at tænke et menneske vær- 
digt, for at forandre den lave og nedtrykte ånd, der 
er mig bibragt ved opdragelsen fra min spædeste ung- 
dom, for at danne min sjæl til at gå farer i møde med 
foragt, til heller at forlade legemet end forandre de 
grundsætninger, om hvis sandhed og værdighed den 
én gang føler afgorende vished.« Intet glimt af inter- 
esse for sproget for dets egen skyld! Men man er da 
også straks på det rene med, at således udtrykker en 
dreng sig ikke, når han taler naturligt og siger sin 
hjærtens mening. Det er et stykke lavet veltalenhed 
efter klassisk mønster. Så får vi mere af den virkelige 
Rask i et andet brev fra samme tid. Heri skriver han : 
»Så længe livet varer, skal det være min trøst og glæde 
at kende dette sprog, og at se i dets skrifter, hvorledes 
forfædrene have båret lidelser og djærve overvundet 
disse.« Dette smager lidt af stilen i det andet brev, 
men så kommer pludselig, uden overgang, den virkelige 
Rask i disse ord: »Du kan tro jeg i førstningen for- 
undrede mig, måske mere end du, over at vore for- 
fædre kunde have så ypperligt et sprog, og at vi, hos 
hvem jeg syntes videnskaberne var steget langt videre, 
havde et langt ringere.« Og endnu mere får vi det 



10 Barndom og skoleår. 

virkelige forhold frem i N. M. Petersens fortælling om, 
hvorledes Rask læste Heimskringla med ham: når 
Petersen, tiltrukken af indholdet, undertiden foretrak at 
læse oversættelsen for betragtningen af de gamle ord- 
former, kunde Rask blive helt vred over denne mangel 
på interesse for sproget. ^ 

Vedrørende hans studium af Islandsk er der be- 
varet følgende lille anekdote. En dag kom konrektor 
Bloch op på hans værelse for at tale med sin plejeson; 
da han så den lille Rask sidde ved et bord med en 
del store bøger omkring sig, spurgte han ham, hvad 
det var, han studerede. Rask svarede, som om han 
vilde undskylde sig, fordi det ikke var lektier til skolen : 
»det er kun lidt Islandsk, jeg lærer mig selv.«^ I be- 
gyndelsen var det som sagt for historiens skyld, at han 
tog fat på dette sprog. Han fortsætter i det ovenfor 
anførte brev: »for at få nogen indsigt heri [historie osv.], 
indser jeg, at det islandske sprog er uundværligt, og 
derfor har jeg allerede et halvt års tid lagt mig der- 
efter, men gjort langsomme fremskridt, ti jeg har slet 
ingen hjælpemidler, grammatik eller leksikon, haft der- 
til.« Men snart blev sprogstudiet, og særlig studiet af 
Islandsk, det der optog næsten hele hans interesse. 
Han søgte at skaffe sig et islandsk leksikon, men da 
det ikke lykkedes ham, begyndte han på bar grund, 
uden hjælp af leksikon og grammatik. Han gav sig til 
at læse et værk på Islandsk, og efterhånden som han 
læste, optegnede han de ord, han stødte på, i alle de 
former, hvori de forekom, og ordnede så disse former, 
indtil han havde nogle navneord, tillægsord osv. op- 
stillede med alle de forandringer, de kunde undergå. 
Ad denne vej dannede han sig så et grammatikalsk 



studier i Islandsk. 11 

system, der i sine hovedtræk var det samme som det, 
der ligger til grund for hans »Vejledning til det island- 
ske sprog.« En ordbog udarbejdede han på lignende 
måde, og heri anførte han ikke blot den danske over- 
sættelse af de islandske ord, men jævnførte også disse 
med de tilsvarende i andre germanske sprog: Tysk, 
Hollandsk, Angelsaksisk osv. En prøve på denne ordbog 
vil bedst give en forestilling om den*: 

Dåd^ hu. — ir (sv. dåd, 'holl. daad, eng. deed, t. That, 
angels. dæd) Daad. (Af et gammelt Gjerningsord, som de nor- 
diske Sprog ikke have, men som findes i de saksiske og tyske; 
nemlig holl. doen, eng. to do, t. thun, ulf.* taujan: synes dannet 
af perf. part. pass., som nok er Oprindelsen til de fleste Ord, 
som afledes med d af Gjerningsord; dette stemmer og med Vo- 
kalens Forandring; thi det hedder på t. thun, that, gethan, holl. 
doen, deed, gedaan. Forresten have vi endnu en anden Lævning 
af dette Ord, nemlig af præs. part. aet dåndimadr. Disse to Ord 
forholde sig til doen netop som fced og fiandmadr til fia, og som 
frogd og frændi til fria) dels 1) Handling; dels 2) Bedrifter. 

Den første islandske bog Rask blev ejer af, var 
Snorres Hejmskringla, og der knytter sig hertil en ret 
morsom anekdote. Han skulde have en flidsbelonning, 
og på grund af hans interesse for Islandsk blev det 
bestemt, at den skulde bestå i det, der indtil da var 
udgivet af den nævnte bog. Da hojtidsdagen kom, for- 
tæller N. M. Petersen, stod rektoren — »manden« som 
han gærne blev kaldt af disiplene — »på det store 
kateder i Qærde klasse med en dejlig samUng af ny, 
smukt indbundne bøger for sig; han lod sit ene oje 
løbe hen over rygtitlerne, savnede noget og sagde til 
pedellen: »Larsen! der mangler en bog.« »Der var 
ingen fler, hr. rigter!« svarede pedellen. Rektoren 



♦ o: Ulfilas, en biskop der i 4 årh. oversatte biblen påMøso- 
gotisk. 



12 Barndom og skoleår. 

måtte gentage sit sporgsmål og fik samme svar, indtil 
han endelig befalede ham at hente den bog, der lå 
ovenpå (nemlig i den sal, hvor skolerådet sædvanlig 
lioldtes). Pedellen kom da pustende med en tyk foliant 
i armen (den til Rask bestemte i ét bind indbundne 
Heimskringla) og leverede den, til stor moro for os 
alle, med de ord: »Hæ! jeg tænkte ikke vi skulde ha' 
den store prottekol med.«^ 

Rasks sproglige studier indskrænkedes ikke til Is- 
landsk; han lagde sig også efter de forskellige tyske 
sprogarter, efter Angelsaksisk, Møsogotisk og Færøisk, 
ja efter Gronlandsk og Kreolsk. Fremdeles samlede han 
fynske provinsialismer og syslede i det hele taget med 
dialekterne.^ Og han henvendte også allerede nu sin 
opmærksomhed på det danske sprogs retskrivning, et 
sporgsmål, som i hans senere år optog hans tanker 
på en næsten sygelig måde. Den tidligere omtalte 
konrektor Bloch havde udgivet en retskrivningslære 
(1805), i hvilken han havde opstillet, »fire stridende 
principer, af hvilke snart det ene, snart ^det andet, 
snart hele to til tre på gangen antages og følges.* 
Dette var utåleligt for en klar og ordnende ånd som 
Rasks. Han søgte derfor også at bringe orden og 
enhed ind i denne forvirring, og dannede sig flere ret- 
skrivninger, hvori grundprincipet var det fonetiske o: 
det at udtalen må være det væsentHg bestemmende for 
retskrivningen. * Som en prøve på et af hans systemer 
kan følgende tjæne ; det er taget al nogle bemærkninger 
om det kreolske sprog: 

Dæn modsatte tilstan af hin ganske raa oprinnælse 



* En følge af hans retskrivnings-reformer var, at han ikke mere 
vilde skrive sit navn Rasch men Bask. 



Retskrivnings-teorier, — Rimerier. 13 

til tuggemaalene ær naar de have dannet sig til et saa 
kunstigt helt som f. æ. grønlanskæn, jæg maa tale 
nogæt aam vorl dænne kunstighed og opløsning bestaar. 
Man ser da at alt i værdæn faarandrer sig idelig, op- 
rinnær fra ubetydelighed af, stigær til dæt højeste, dær- 
paa synkær dæt attær tilbage i et evigt krésløb, saam 
man sigær. * 

»Under disse alvorlige studier tjænte digtekunsten 
ham af og til til forfriskelse«, hedder det i N. M. Pe- 
tersens levnedsskildring af Rask. Man må imidlertid 
her ikke komme med forvæntninger, selv ikke med 
'meget nedstemte forvæntninger. Rask var ikke digter, 
ikke en gang af 2den eller 3dje rang. Grunden dertil 
var ikke den, at hans begavelse var så aldeles over- 
vejende sproglig. Tyskeren Fr. Riickert er et slående 
bevis på, at man kan være professor i de østerlandske 
sprog (hvad jo Rask også blev) og dog tillige en digter 
af 1ste rang (hvad Rask aldrig blev). Rigtignok for- 
tæller N. M. Petersen om et digt, som R. i sin skoletid 
læste for ham og Clod, og som skildrede Longobarder- 
nes sejlads over Østersøen i en måneklar nat med et 
så poetisk liv, at hægge endnu en 30 år derefter be- 
varede en levende følelse af det indtryk, denne skildring 
gjorde på dem. En af hans lærere taler også om den 
lethed, hvormed han kunde versificere en opgiven fabel 
el. Ign. 2- Men hverken R.'s rimerier fra drengeårene 
eller hans senere trykte og ikke trykte vers vidner om 
andet, end at han var en ganske jævn rimer. — 

Endnu blot et par ord om R.'s skolegang. Da han 
kom ind i den latinske skole, havde den endnu sin 
gamle ordning: Latin, Græsk og religion slugte næsten 
hele undervisningstiden; kun ganske få timer var ind- 



14 Barndom og skoleår. 

rommede til historie, geografi, matematik og regning; 
modersmålet og de nyere fremmede sprog hørte ikke 
til skolefagene. Neesten alt lærtes udenad på remse, 
og skulde afleveres i den form til lærerne, der havde 
. det betegnende navn: hørere'. Men et års tid efter R.'s 
indtrædelse i skolen blev den nye skoleordning indført. 
Den latinske skole blev til en lærd skole, hvormed 
man vilde antyde, at fra nu af skulde de klassiske 
sprog ikke være det alt opslugende i undervisningen; 
historie, geografi, modersmålet m. m. kom nu til at 
spille en betydeligere rolle, så undervisningen blev mere 
alsidig og mere interessant. 

Rask blev først student 20 år gammel efter at have 
gået over 6 år i skolen. Det kunde synes underligt, 
at en dreng med hans begavelse skulde behøve så lang 
tid til at tage examen artmm^ tilmed når man ser, at 
han rykkede meget hurtig op fra den ene klasse til 
den anden (en gang sprang han et helt år forud for 
sine klassekammerater), så at han gik 3 år i øverste 
klasse. Grunden til, at han blev så længe der, må vel 
— som man har antaget — have været hans dårlige 
økonomiske stilling. Han blev dimitteret til universi- 
tetet 1807, men på grund af Københavns bombarde- 
ment kpm han først til hovedstaden i November måned. 



II. 

Ophold i København 1807 — 13, — Islandsrejsen. — 
I København 1815—16. 

Rask skulde nu for første gang rigtig bort fra 
hjemmet. Skolelivet i Odense, med de jævnlige spad- 
sereture til det 1 mil bortliggende hjem, kunde endnu 
ikke give drengen* nogen følelse af, hvad der fandtes 
der ude i den store verden. 

Det var et sørgeligt syn, der på adskillige steder 
mødte hans oje, da han for første gang rullede ind 
gennem Vesterport. Man. havde ganske vist arbejdet 
ivrig på at udslette sporene af ødelæggelsen fra Sep- 
temberdagene, men minderne efter bombardementet 
var dog endnu mange steder friske. Den blandede 
stemning, der hvilede over byen, har sikkert haft noget 
tilsvarende i Rasks indre. Ind i de ungdommelige 
drommesyner om de skatte, som København indeslut- 
tede, og som skulde yde ham en vidtstrakt og frugtbar 
mark for vidunderlige opdagelser, faldt der mørke skyg- 
ger ved tanken om fremtiden. Hjemme fra turde han 
ingen hjælp vente; fra Odense skole havde han nogle 
stipendier (en halvandet hundrede rigsdaler), lidt under- 
støttelse fik han fra gehejmeråd Johan BUlow til Sande- 



16 Ophold i København 1807—13. 

rumgård*, og nogen tid efter at han var bleven student 
også kloster og regens. Men trods denne hjælp måtte 
han alligevel leve meget økonomisk. N. M. Petersen 
skildrer hans levevis således : > Hans fornødenheder vare 
kun få; hvad han kunde erhværve anvendtes til bøger. 
I det første år levede han hele dagen af tort surbrød 
og vand ; kun sjælden kunde han gore sig til gode med 
en ret varm mad; når dette endelig var nødvendigt, 
gik han om aftenen — sædvanlig med en gammel 
kavaj på, da han undså sig ved sin trang — ned i en 
kælder, hvor han kunde få en sådan ret for fem skil- 
ling. Hans venner kende endnu en anekdote fra denne 
tid, da den daværende portner på regensen i etl sådan 
kælder kom til at sidde lige over for ham, uden dog 
hverken den gang eller siden at lade sig mærke med, 
at han havde kendt ham. Når en af hans noje ven- 
ner besøgte ham om aftenen, og han dog gærne, når 
spisetiden kom, vilde byde ham noget, så kom atter 
den gamle kavaj frem; han gik ud og hentede i 
et torklæde nogle varme kartofler; disse med lidt 
salt til udgjorde hele aftensmåltidet, men dette krydre- 
des med desto kraftigere åndelig føde.« En anden af 
hans venner fortæller, at han kunde sulte flere dogn 
og straks efter spise meget mere, end man skulde tro 
det muligt han kunde få plads til, hvad der ikke sjæl- 
den var lidt generende for vedkommende ven, når de 
om aftenen gjorde excurser til et spisekvarter. Ved 
slige lejligheder, og når han selv var vært, hjalp ingen 
undskyldninger; man måtte spise og drikke lige så 
meget som han selv. »Han arbejdede på samme tid 



* Denne gård ligger kun en halv mils vej fra Rasks fødested. 



økonomisk stilling. 17 

ikke blot hele dagen igennem, men også en stor del 
af natten, sædvanlig til klokken tre. Det anstrængende 
og trættende i hans sprogarbejder og hans ensformige 
liv gjorde ham det til en stor trang at meddele sig. 
Meget blev ham selv endnu klarere, i det han udvik- 
lede det for andre. Med sine venner gennemgik han 
derfor ofte, stundum en hel aften igennem, sine ny 
opdagelser, udviklede sit sprogsystem og dets anven^ 
delse på de gotiske og slaviske sprog osv. Han blev 
mismodig, bedrøvet, næsten vred, når man ikke kunde 
eller havde stemning til at følge ham og dele de glæ- 
der, som gik ham over alt. Således ser jeg med ve- 
mod,« fortæller N. M. Petersen, »at han i et af sine 
breve beklager sig, at han sukkede og udgød tårer, 
fordi Clod og jeg ikke vilde dele hans sysler.« 

Det var ikke frygten for at skulle leve tarveligt, 
som foruroligede Rask, ikke heller angst for, at han 
ikke skulde kunne tjæne så meget, som han behøvede 
for at leve. Men han gruede for at skulle slide sig 
op i et eller andet mekanisk arbejde, med næsten ingen 
lejlighed til at sysle med det, der var hans egentlige 
livsopgave. Han blev ganske vist året efter sin an- 
komst til København ansat som volontær ved universitets- 
biblioteket, men her fik han ingen Ion. Så måtte han give 
timer (særlig i regning) for en temmelig tarvelig be- 
taling, og den tid, han skulde have brugt til sit egent- 
lige studium, blev saaledes ikke meget rigelig. Det var 
dette forhold, som på en uheldig måde virkede ind 
paa hans af naturen noget nervøse sind. 

Rask var en ægte Fynbo : Hans tanke var skarp og 
nojagtig overfor de enkelte genstande, som den syslede 
med, og samtidig var den overordentlig let og adræt i 

F. RoDning: B. K. Raik. ^ 2 



18 Ophold i København 1807-13. 

sine bevægelser fra den ene genstand til den anden, 
med et hurtig opdagende oje for de indbyrdes forhold 
imellem dem. Det var, som om dette indre allerede 
i skoleårene havde præget sig i hans ydre : i de store, 
blå, spillende ojne og i den spinkle, smidige skikkelse, der 
var i uafladelig bevægelse; han kunde vanskelig holde 
sig rolig i timerne, lød det stundum som en mild be- 
brejdelse fra lærerne. Men denne lethed og adræt- 
hed havde en sygdomsspire i sig, som ydre omstæn- 
digheder senere bragte til udvikling. Der kom i år- 
enes løb over denne bevægelighed noget nervøst, febrilsk. 
Som hans gang var hurtig og skødesløs og savnede 
fasthed, og hans tale var hurtig og noget uregelmæs- 
sig, således var der også i hans tankes bevægelser en 
mangel på ro og planmæssig bestemthed, noget, der 
gjorde ham det vanskeligt at samle sig udelukkende 
på ét punkt for et længere tidsrum. Spiren til dette 
lå, som sagt, i hans natur, men at den udviklede sig 
så stærkt, skyldtes for en væsentlig del de trykkende 
økonomiske forhold, hvorunder han levede. Derved 
nødtes han til et forceret åndeligt arbejde og til i far- 
ten at måtte snappe enkelte ledige ojeblikke til sit viden- 
skabelige studium, samtidig med, at han stadig trykke- 
des af bevidstheden om det uheldige i disse forhold. 

Hans åndelige tilstand på denne tid kan man få 
et godt begreb om gennem et brev af 19de Marts 1812 
(til Btilow)^: >Til visse tider«, hedder det heri, »føler 
jeg en utrættelig, brændende virksomhedslyst, der varer 
ved temmelig længe; men når jeg på alle sider og 
kanter ser uoverstigelige grænser og skranker for min 
virksomhed, eller jeg i det mindste ser den indsluttet 
indenfor min egen sjæl, saa overfalder mig et slags 



Melankolsk sindsstemning. 19 

sørgmodig træghed, som gor, at jeg lægger alting hen, 
og det gamle (biblioteket, konditioner o. desl.) går da 
sin jævne, mekaniske gang, og jeg vegeterer i nogen 
tid ; snart fatter jeg dog ny planer, overlægger, fore- 
stiller mig, hvorledes det skal gå til med udførelsen, 
som jeg stundum tror at befinde mig lige i, men ak! 
jeg vågner, den fryd forgår, langvarig lykke kun håber 
Qanter! etc.« * Når han ikke kan få sine arbejder ud, 
råder Nyerup ham til at gemme dem til bedre tider, 
»det var vist det klogeste, dersom jeg kunde, men det 
er mig ofte umulig, når jeg forestiller mig, at de skal 
ligge og mugne og mølædes i et bibliotek, det være 
så mit eget eller om det var kongens. Men det er 
ikke altid literære planer, tit og ofte føler jeg en 
underlig beklemmende indskrænkning, som jeg ikke kan 
beskrive bedre end med Burgers: 

Knapp', sattle mir mein Dånenross, 
dass ich mir Ruh' erreite, 
es wird mir hier so eng' im Schloss, 
ich will, ich muss ins Weite! osv. '^ 

Men der er ingen stilling mindre end min skikket til 
at komme ins Weite, da jeg hver dag blandt andet har 
mine to timer for 40 rdl. om året! . . . Jeg misunder 
ikke nogen, som blev født til rigdom, men jeg bekla- 
ger den, hvis ånd nåede en sådan dannelse, at han 
kunde virke noget stort og herligt, men hvis fødsel satte 



* I et andet brev (af 6. Des. 1812 tilBulow)^ hedder det: »Imid- 
lertid nægter jeg ikke, at når jeg har været nødt til at lægge 
et arbejde aldeles hen, da hænder det mig stundum, at når 
jeg siden efter betragter det, sker det med et slags smerte- 
lig følelse og lede, som nøder mig for det første at tage et 
andet arbejde, fat, til hint udtryk efterhånden udslettes.« 



20 Ophold i København 1807—13. 

ham på en sådan post, at hans granskning og virksom- 
hed skulde i det mindste for en stor del hæmmes og 
spildes for verden og følelsen heraf snarere martre og 
nedtrykke end opmuntre ham. — Et af mine sidste 
indfald, eller hvad jeg skal kalde det, var et slags rap- 
tus til at studere Angelsaksisk* . . .« 

Medens haii selv lever under indskrænkede og 
trykkende forhold, går det hans venner og bekendte 
udmærket: En af hans gamle skolekammerater, N. F. 
B. Schjern, har fået bestemt løfte om en god plads 
ved Frue skole og et glimrende tilbud om en rejse i 
Sverrig. Molbech skal gore en antikvarisk rejse til 
Lund, og har derefter sikkert håb om at kunne foretage 
en antikvarisk rejse i alle Danmarks provinser. Prof. 
Ørsted har nylig været hos ham og fortalt, at han 
skulde gore en udenlandsrejse osv. Det er dog ikke 
professorater og rejser, han selv særlig længes efter, 
men »en friere virksomhed, der ikke var saa uendelig 
indskrænket af alle mulige udvortes omstændigheder.« 
— Og så er der desuden andre ting, som trykker ham. 
»I denne tid ligger min broder mig også meget på 
hjærte, min stedmoder har giftet sig .på ny med en 
ung bondekarl. Jeg anser mig derved ganske og min 
broder halv udelukt af familien; mig kan det ikke sige 
meget, undtagen for så vidt jeg derved er udelukt 
fra al familieforbindelse og på nogle få venner nær 



♦ Da Biilow en gang havde bebrejdet Rask, at hans arbejde 
manglede ro og planmæssighed, svarede han (brev af 6. Des. 
1812): »1) kan jeg umulig arbejde rolig fort, når jeg ikke med 
nogenlunde vished véd, om mit arbejde skal bringe mig til en 
rolig og hæderlig stilling i livet eller til bettelstaven, 2) kan 
man ikke have nok af håbet, når man imidlertid f. eks. sulter 
ihjel eller tigger sit tarvelige ophold.« 



Melankolsk sindsstemning. 21 

snart fra al menneskelig forbindelse, men for ham er 
det en ting af betydenhed, og jeg kan slet intet gore 
for ham. En af mine venner trøstede mig med for- 
synets uransagelige veje, men man måtte snart blive 

* ved sådan trøst, som om alle disse uransagelige 

veje ikke vare lige så mange beviser mod forsynets 
tilværelse. Et forsyn måtte, mener jeg, sætte enhver 
omtrent i sådanne familieforbindelser ved fødslen, i 
sådanne lykkesomstændigheder og i en sådan stilling, 
som kunde svare til hans ånds beskaffenhed, befordre 
dens udvikling og virksomhed, ikke kvæle og spilde 
den drift og kraft, naturent nedlagde deri; ti dette er 
jo at tilintetgore sine egne hensigter, og dog ser man 
det utallige gange. Siden jeg altså fik den trøst, har 
jeg indtil nu indsluttet min følelse i mig selv. Da jeg 
gik hjem udtrykte jeg uvilkaarlig mit sinds tilstand 
således : 

Har jeg da ingen fortrolig ven, 
med hvem jeg dele kan min smerte, 
for hvem jeg åbne kan mit hjærte, 
og som vil åbne mig sit igen? 
Har jeg slet ingen fortrolig ven, 
med hvem jeg dele kan min glæde? 
skal jeg ene nyde den, 
skal jeg ene græde? 

... På egentlige venner har jeg just ingen overflødighed 
her i staden. Derfor overlader jeg mig også des mere 
til mine egne betragtninger; stundum fortryder det mig, 
at jeg ikke som bondedreng skulde vedblive at gotte 
mig ved livet og naturen i en halv ubevidst tilværelse, 
stundum falder det mig ind, om ikke lykken skulde 



* Således står der i brevet. 

t Ovenover er tilføjet »det selv« [o: forsynet]. 



22 Ophold i København 1807—13. 

blive mig gunstigere i andre fremmede lande, stundum 
har jeg andre endnu urimeligere indfald, der altid op- 
løse sig i rådvildhed, uvirksomhed og sørgmodighed.« * — 
Det var oprindelig Rasks tanke at studere teologi, 
og i flere år syslede han Udt dermed, når han kunde 
få tid til det for sine sproglige arbejder. Men han fik 
aldrig teologisk attestats, t En hovedgrund dertil var 
naturligvis det, at han blev mere og mere klar over, 
hvor hans egentlige gerning lå. Men der var en anden 
omstændighed, som medvirkede. Allerede i skoletiden 
havde hans skarpe søgende forstand, med dens stadige : 
hvorfor^ ikke uden videre kunnet slå sig til ro ved de 
kristelige trossætninger. Også her måtte han sporge: 
hvorfor? Denne tilbojehghed fik stærkere og stærkere 
magt over ham i tidens løb, og i studenterårene var 
de religiøse sporgsmål genstand for hyppige drøftelser 
mellem ham og hans venner. En aften havde han haft 
en ivrig disput med en Thorstensen (senere amtmand 
på Island) om forsynet, sjælens udødelighed m. m. 
Næste morgen blev der kastet et brev ind ad Th.'s 
vindue på Regensen. Det indeholdt en skrivelse fra 
Rask, hvori han nærmere udviklede sine anskuelser 



* Det ene af de ovennævnte breve (det af 6. Des. 1812), hvori 
han således åbner sit hjærte, ender han med følgende linjer 
af det 121de vers i »Den hojes taler« (i »Den ældre Edda«) : 
Sorg etur hjarta, Sorg fortærer hjærtet, 

ef ^li segia né ndir om man ej kan åbne 

einhvorium allan hug, én sit hele sind. 

t Tanken om at tage den, fastholdt han dog længe, væsentlig 
vel af praktiske grunde. Han skriver således til Biilow (6. 
Okt. 1812) M »Kunde jeg få et års tid endnu ledigt til stude- 
ring, tror jeg endnu jeg kunde bekvemme mig til at bide i 
det sure s^ble: attestats.« 



Religiøse anskuelser. 23 

om de æmner, de havde drøftet den foregående aften: 
Tankegangen i disse bemærkninger er følgende: Ved 
at betragte sig selv, finder han, at han består af to 
særskilte enheder: 1) legem og 2) sjæl, men intet spor 
til et tredje hojere, som kunde forene hine to i en 
hojere enhed. Det kan være kont nok at tænke sig 
en sådan, men det går med den hojero enhed, som 
Baggesen siger ora sin uforlignelige elskerinde, efter at 
have beskrevet alle hendes fuldkommenheder. 

Ak! én fejl har dog min pige: 

denne uforlignelige 

er des værre — ikke til ! * 

. . . Hvorfra får du da det håb, at denne strid vil om 
nogle tusendår opløse sig i en enhed? ... Af dit håb, 
som du gruer for at slippe, ledes du til at antage den 
hojere enhed, af den hojere enhed fatter du håb! hvil- 
ken grund, hvilken sirkel! hvor vil du tænke at finde 
sandheden, når du lader håb, frygt, ønske og attrå 
komme med i undersøgelsen? 

nuhila mens est_ 
vinctaqve frenls, 
Jiæc iibi reg7iant!* 

. . . Hvad udretter du med den hojere enhed, hvad 
trøst får du der? hæver den striden, eller gor den, at 
den gode sag sejrer? . . . Ja, siger du, den vil dog 
måske om tusender, om millioner år opløse al strid i 
harmoni! Vi have et ordsrog, hvormed jeg vil svare 
herpå: »Imens græsset gror, dør koen«. Jeg for min 
part forsmår en sådan trøst. — — Den værste af alle 



♦ Tåget er det sind og lænkebundet, hvor disse herske.* 



24 Ophold i København 1807— IB. 

vildfarelser kalder jeg teisteriet, fordi det synes mig 
ligesom at slå en bom for al filosofisk tænkning og 
granskning over tingenes natur og oprindelse, i det 
mindste på den anden side åbner det doren for al 
mulig vildfarelse og overtro; ti der er ingen urimelig- 
hed, som man jo kan få ud og godtgore ved en detis 

ex machina. € Forholdet mellem den moralske 

og den fysiske verden er det, at de kæmpe om herre- 
dommet, indtil den moralske til sidst bukker undec for . 
den fysiske; når en gang en komet støder mod vor 
jord og knuser den, da har det fysiske sejret over det 
moralske. ^ — Rasks stilling er jo her rent ateistisk, og 
med disse anskuelser vil det være let forståehgt, når han, i 
et brev (fra 1811)^ til sin tidligere lærer Bloch, skriver: 
»Teologien har jeg nu rent lagt på hylden.« * 



Alle disse trykkende forhold, både inden i ham 
og uden om ham, kunde ganske vist til tider virke 
meget nedstemmende og slappende på ham, men de 
kunde dog ikke få bugt med hans store energi og ar- 



* Det, at han havde vendt sig bort fra kristendommen, beteg- 
nede han bl. a. på den, lidt pedantiske, måde, at han af sit 
navn bortkastede ledet >Kristian«. Det hedder i et brev til 
Biilow (1. Jan. 1812)'*: »Jeg har ellers fået i sinde at ude- 
lukke det midterste af mine navne, for at der slet ingen læv- 
ning af noget kristeligt eller jødisk skal klæbe ved mig.« I 
sine følgende breve underskriver han sig derfor: B. Rask. — 
Rasks stilling til kristendommen synes dog senere at have for- 
andret sig noget. Således prædikede han en gang under sit 
ophold på Island, og mens han var i Indien, overværede han 
jævnlig religiøse møder og gudstjænester, og det vel ikke 
altid af blot kulturhistoriske hensyn. * 



Bekendtskab med Nyerup. — Første arbejder. 25 

bejdskraft. Desuden stod han ikke alene; han mødtes 
snart med folk, der forstod at sætte pris på hans 
sjældne ævner og opmuntrede ham til at bruge déra. 
Blandt hans lærde velyndere må først og fremmest 
nævnes professor og universitets-bibliotekar Basmus 
Nyerup, Selv fynsk bondeson var han »alle Fynboers 
ven«, og desuden var Rasks store interesse for nordisk 
sprog og literatur ham en varm anbefahng hos Nye- 
rup, der selv syslede meget med de æmner. I fortalen 
til en oversættelse af »Den yngre Edda«, som Nyerup 
udgav 1808, forestillede han Rask for den danske læse- 
verden" på følgende smigrende måde: Han (N.) vilde 
aldrig have påtaget sig denne oversættelse, hvis han 
ikke havde fået bistand af en islandsk tolk. »Denne 
translatør . . . som jeg er glad ved at kunne anmelde 
for vor læfde republik som en tilkommende mystagog * 
i den islandske Hteraturs inderste helligdomme er R. 
K. Rask, en ung student fra Fyn.« 

Ved Nyerups hjælp fik Rask snart (efterår 1808) 
plads på Regensen og ansættelse som volontær ved 
universitets-biblioteket. Hans første literære arbejde 
skyldes også Nyerup, idet han på dennes opfordring deltog 
i den nys nævnte oversættelse af »Den yngre Edda«. 
Dette førte til mere. Den tidligere omtalte gehejmeråd 
Bulow til Sanderumgård, der vandt et navn som en 
rundhåndet understøtter af videnskabelige arbejder, til- 
bød nu at ville yde et pengetilskud, hvis Rask vilde 
påtage sig en udgave af »Den yngre Edda«. Foreløbig 
blev .der dog intet deraf, bl. a. fordi et vigtigt 



Denne benævnelse brugtes hos Grækerne om den præst, som 
indførte dem, der "skulde indvies i mysterierne. 



26 Ophold i København 1807-13. 

håndskrift af den befandt sig i Upsala, og det kunde 
han ikke få til afbenyttelse, uden på stedet selv. ^ 

De år, som nu kommer, hører til de vigtigste i 
Rasks liv. Hans hoved vrimlede af kæmpemæssige 
planer. Han havde dannet sig nye grundregler for den 
grammatiske behandling af sprog, og satte sig for at 
gennemgå så mange sprogs grammatik som muligt og 
omarbejde dem efter sit eget system. I et brev 
(19 Marts 1812) ^ til Biilovsr fortæller han: »jeg har så- 
danne arbejder over en del af dem færdige, over en 
del andre begyndt. 'Lappisk, Svensk, Engelsk,* Hol- 
landsk, Møsogotisk, Angelsaksisk, Portugisisk Tiar jeg 
omtrent færdige. Tysk, Fransk, Italiensk, Græsk, Latin 
har jeg begyndt og har stykker deraf færdige.« Des- 
uden syslede han med Russisk, Polsk, Bøhmisk, de 
indiske sprog, Malaisk m. m. Men først og ^idst droges 
han dog mod Islandsk. »Det islandske sprog,« skriver 
han^ »har været en hovedkilde og det første udspring 
til mange, ja de allerfleste endog ganske forskelligartede 
ideer hos mig, hvorfor jeg også har en overvættes for- 
kærlighed for det;« derfor talte han det også »ved alle 
optænkelige lejligheder med en vis stolthed og inderlig 



* Rasks kendskab til de nyere sprog som : Engelsk, Tysk, 
Fransk, var, på det tidspunkt da han blev student, meget 
ringe; undervisning i de nyere sprog hørte ikke med til 
skolens plan. Han havde nok som skoledreng syslet noget 
med Tysk og Engelsk, men ikke nået ret vidt. Da han så- 
ledes i sommeren 1809 vilde levere en artikel til et tysk 
literært blad, måtte han skrive den på Dansk og få en anden 
til at oversætte den, »da jeg,« hedder det i et brev^, »des 
værre ikke har øvelse nok i andre sprog til at skrive dem 
og ikke heller omstændigheder til at skaffe mig samme.« I 
et brev af en lidt senere dato ^Des. 1809)* beretter han: »I 
denne tid har jeg ellers haft et temmeligt arbejde for, nemlig 
at lære Engelsk.« 



Islandsk grammatik. 27 

glæde, når andre tale Tysk eller Fransk.« Hans første 
storre arbejde var da også en islandsk grammatik, som 
allerede var færdig i forsommeren 1809, men dog på 
grund af forskellige omstændigheder ikke udkom for i 
1811. Den bærer titlen: * Vejledning til det islandske 
eller gamle nordiske sprog, <^ 

Bogen* har et motto af Peder Syv: »Nogle måske 
mene, at der var vel andet i det latinske og græske 
sprog, hvorpå jeg heller burde at anvende tiden; men 
mig bor jo først at vide mit fædreneland og dets sprog 
nogen ære.« En meget udførlig fortale begynder så- 
ledes : »På en tid, da Dannefolkets fædrenelandskærlighed 
og selvfølelse synes at fordoble sig, da så mange for- 
træffelige lærde søge at stille vore fædres bedrifter, ind- 
retninger og begreber i det fortjænte lys, da selv Dan- 
marks storste digtere besynge fædrenelandets gamle 
handeler i udødelige værker, da det danske sprog har 
tiltrukket sig så megen opmærksomhed og dyrkes med 
så megen omhu, ja da regeringen endog tager sig med 
iver af fædrenelandets oldsager, deres bevaring og ud- 
tydning, behøves vel næppe lang undskyldning for et 
forsøg til at fremstille vore fædres, det gamle nordiske 
sprogs bygning og indretning, med andre ord: en is- 
landsk sproglære.« 

I fortalen søger han så at godtgore Islandskens 
store betydning og nødvendigheden af at studere den. 
Hans begrundelse er omtrent følgende: Det islandske 
sprog er det samme som det gamle nordiske, fælles- 



* Den er tilegnet historikeren G. L. Baden. Denne mand, der 
under Rasks skoletid var herredsfoged i Bjerge, Aasum og 
Vinding Herred i Fyn og boede i Odense, opmuntrede ham 
ivrig i hans studium af Islandsk og lånte ham mange bøger. * 



28 Ophold i København 1807—13. 

sproget for hele Norden; dette blev i Danmark stærkt 
fordærvet i middelalderen, væsentlig derved at Tysken 
gennem lange tider uafbrudt flød ind over vore grænser 
og blandede sig med det oprindelige nordiske sprog. 
Først omtrent ved midten af det 17 århundrede begyndte 
denne gæring at sætte sig, og vi fik så som resultat et 
sprog, der var meget forskelligt "fra det oprindelige 
nordiske (islandske), og som havde mange, fra Tysk 
indtrængte, uægte ord og former. Ud fra denne be- 
tragtning vil det da være let forståeligt; at kendskabet 
til Islandsk ikke blot er vigtigt paa grund af den rige, 
ejendommelige literatur, som er bevaret deri, men også 
fordi vi ikke er i stand til grundig at forstå vort eget 
sprog, vore gamle folkeviser, ordsprog, landskabslove 
osv. uden at anvende Islandsk som forklaringsmiddel. 
Desuden er dette sprog meget oplysende ved sin regel- 
rethed, sin rigdom på former, sin dannelighed m. m. — 
Rask går dernæst temmelig udførlig ind på sporgsmålet 
om forholdet mellem Dansk og Tysk, og søger med en 
mængde grunde, hentede fra runeindskrifter, fra vore 
steds- og personnavnes form, fra hele vort sprogs 
grammatiske bygning at godtgore, at Tysk ikke, som 
der er blevet påstået, er stamsproget til Dansk, ja at man 
ikke en gang kan kalde det for dets søstersprog, nær- 
mere beslægtet med det end med ethvert andet, men 
at derimod »Dansken hgfrer til en anden sprogklasse, 
der er sideordnet den germaniske, at det kan kaldes 
søster til Svensken, og at disse tillige med Færøisk og 
Norsk nedstamme fra modersproget Islandsk, er så ind- 
lysende, at det ikke trænger til vidtløftige beviser.« 

Hjælpemidler til studiet af ^det islandske sprogs 
grammatik var der ikke mange af; de indskrænkede 



Islandsk grammatik. 29 

sig egentlig til en islandsk formlære, der var bleven 
forfattet af en Islænder i midten af 17 århundrede. 
Rask fandt imidlertid, at den ikke kunde være ham til 
megen hjælp på grund af dens »såre betydelige ufuld- 
kommenheder og mangler«, idet bl. a. hojst forskellige 
ord var henførte til de samme bojningsklasser. I hånd- 
skrift forelå der endnu en islandsk sproglære, der stod 
betydelig over den ovenfor nævnte, men dog også 
havde væsentlige mangler. ^ Rask fik altså ikke megen 
hjælp fra de tidligere grammatikere, men kunde også 
nok undvære det. Han havde nemlig, allerede inden 
han kendte nogen af dem, gennem læsning af islandske 
skrifter uddraget sig grundtrækkene af en sproglære 
(han havde jo allerede begyndt derpå i skoletiden), og 
det er en videre udførelse heraf, som han forelægger 
læseverdenen i sin »Vejledning til det islandske osv.« 

Denne bog er et betydeligt fremskridt fra de ovenfor 
nævnte grammatiker; den lægger først den egentlige 
grund til et virkelig videnskabeligt studium af det is- 
landske sprog. Den fremskridende sprogvidenskab har 
naturligvis givet en anden og mere begrundet fremstilling 
af adskillige punkter i det islandske sprogs grammatik ; 
men alligevel har Rask i denne lille bog formået at 
opspore de virkelige grundlinjer i sprogets grammatiske 
bygning, bl. a. fordi han ikke — som forgængerne — gik 
til studiet af Islandsk med den latinske grammatik i 
hovedet, men uden forudfattede meninger stræbte at nå 
ind til sprogets ejendommehge ånd og bygning. 

Bogen vakte, som rimeligt var, en del opsigt blandt 
kendere; som vidnesbyrd derom skal her anføres et 
takkedigt, som han, gennem en af sine islandske ven- 
ner i København, fik tilsendt fra den senere bekendte 



**•* 



30 Ophold i København 1807-13. 

videnskabsmand Fifin Magnusen^ der den gang endnu 
opholdt sig på Island som sagfører ved overretten i 
Rejkevig, I et brev til Bulow * har Rask meddelt noget 
af digtet i dansk oversættelse: 

»Født i Danmark, hvor et forandret sprog hersker, 

forvirret og blandet af fremmede lyd, 

af Rommersk, Saksisk, Frisisk og Fransk, 

men den gamle tunge var glemt, 

brød Rask den raske sig frem over de bratteste fjælde 

og over tidernes svælg som en ung helt 

og nåede de marker (egentl. åbninger uden træer inde i 

skove) hvor Norræna* lever 
i sin gamle herlige glans.« 

Meget smigrende for Rask, men mindre smigrende 
for hans modersmål. — Dernæst indføres Norræna 
talende ; hun byder- Rask velkommen : 

de gamle guders glimrende boliger 
vænte på dig i det yndige Østen 
og lysalfernes skonneste egne, 

Og hun spår, at 

der kommer de tider, at Sakser og Svenske, 
samlede igen under Skjoldungernes faner, 
tillige med de danske og norske skulde kalde 
dig den lærer, de mest trængte til. 

Rask tilfojer, at dette digt »skal berolige mig for 10 
resensioner, hvor uforskammede tie end måtte være,« 
men beder dog Biilow om ikke at meddele det til 
nogen, da han synes, det er alt for smigrende. »Jeg 
kunde ikke bare mig for straks at skrive et lille svar, 
som jeg har leveret' mellemmanden og bedet ham 
ved næste lejlighed besørge, ti det var skik i gamle 
dage, at de, der modtoge æredigte, gave altid guldringe 



o: det gamle nordiske (islandske) sprog. 



Et islandsk digt af Rask. 



31 



eller deslige til digterion {bragarlaun). Det er kort og 
langt simplere, hvorfor jeg håber Deres eksellense ikke 
vil fortryde på, jeg afskriver det helt. Det er i en 
anden, ældgammel verseart. 



Finni Magnussyni. 

Géf mér epli 
Idunn liufa! 
mål er nil 
munni ad hræra, 
andsvor veita 
vidfrægu skdldL 
en tannverkr iungu 
vefur um tonn. 

Undrizt eckl 
Islam megir, 
1)0 stirt og ogreit 
yrkia pyki; 
pér heyrld segg, 
er sd at M6rland, 
d Fjoni fceddan, 
en eckl Finn. 

Hånvm réd Brag i 
hdrpu géfa, 
Sigifr inn 7næra 
suttiinga miod. 
"^or lét fæddan 
Finn d froni, 
Norn 1x6 num dlifan 
aldur lim skop. 

Honum ^acka ég 
^usiin^ slnnum 
dstilb mikla 
og od hinn wæta. 



Ræk mig et æble, 

kære Idunne ' ; 

ti nu er det tid 

at røre 'tungen, 

at give den vidtberomte 

skald et svar, 

men tandpine tungen 

svøber om tænderne-. 

Undres ikke 
Islands sonner! 
om jeg end synes 
hårdt og vanskeligt at gore vers; 
I høre en mand, 
som aldrig så Island, 
som fødtes i Fyn, 
og ikke Find*. 

Ham har Brage 
givet sin harpe, 
og Odin den klare 
Suttunge mjød. 
Tor* lod Find 
på Island fødes, 
Nornen bestemte ham 
et evigt liv (navn). 

Ham jeg takker 
tusende gange 
for sit kærlige sindelav 
og den herlige sang. 



* Når man bed i Idunnes æble, forvandt man al sygdom og 
alderdom. 

* Siges om alt hvad der hindrer en at synge eller tale med 
. færdighed. 

* Skalden som forfattede sangen til mig. 

* Tor var Islands gamle skytsgud. 



32 



Ophold i København 1807-13. 



Hinum oska eg 
Islands smmm 
års og uuds 
og allskyns sælu. 

Eitt md at 6di 
dgiætum finna: 
litib ^ykir 
leyfdar efni! 
samt er 7nærd su 
mikils verd, 
Wi e'mtémt hrelnlyvidl 
huginn knudL 

"^iggib ^d petta 
^undar vin 
i haiiga stad 
ad bragarlaunum ! 
Ég héfi ad géfa 
hjartab eitt, 
^ab færl ég Finn i 
i Fjolnis krus, 

R, Easkur.* 



De andre Islands 
sonner ønsker jeg 
(godt) år og rigdom 
og alt slags held. 

Ét kan man udsætte 
på den fortræffelige sang: 
lidet (ringe) synes 
lovsangens æmne! 
Dog er det hædersdigt 
af stor værdi, 
ti lutter oprigtighed 
bevægede sindets 

Modtag(er) da denne 
Odins vin* 
i steden for guld' 
til digterlbn! 
Jeg har ej uden 
hjærtet at give, 
det bringer jeg Find 
i Odins bæger*. 



Efter at have fuldendt sin islandske sproglære 
tænkte Rask på videre at udarbejde det udkast til en 
islandsk ordbog, som han allerede havde gjort i Odense 
skole. Denne plan kom dog ikke til udførelse, bl. a. 
for^i den arnamagnæanske kommission * satte sig i be- 
vægelse for at få udgivet en islandsk ordbog (af Bjørn 
Haldorsen), som forelå i håndskrift. Rask blev opfordret 
til at deltage i arbejdet og satte også af og til en del 
kraft ind på det"; men da planen for bogens udarbejd- 



gejsten til at digte. 

o: dette stykke, vers. 

egentlig ringe. 

o: i sangen, på vers. 

Den bekendte islandske videnskabsmand Arne Magnusen op- 

oprettede kort for sin død (1730) en fond, hvis midler skulde 

benyttes til fremme af studiet af Islandsk. En kommission 

fik bestyrelsen af fonden. 



Rejse til Sverrig. 33 

else var givet i forvejen, og da han desuden var stærkt 
optaget af andre arbejder, kom han ikke til at yde 
noget af afgorende betydning paa dette punkt. 



I foråret 1810 fik Nyerup offentlig understøttelse 
til en rejse i Sverrig. Rask vilde meget gærne ledsage 
ham, og Nyerup, som satte pris på at få ham til rejse- 
kammerat, ansøgte om, at Rask måtte få lov til at 
følge med. Denne ansøgning blev dog afslået, men 
imidlertid havde R^k i et brev til Biilow berørt sagen, 
og denne havde straks med sin sædvanlige rundhåndet- 
hed tilbudt at ville hjælpe ham. Efter at have fået 
dette tilsagn, begyndte Rask ivrig at studere Svensk; 
han skriver til Biilow (17 Marts 1810), at han >har 
længe følt trang til at lære Svensk, for at nyde denne 
literatur, hvortil man med så- liden moje kan åbne sig 
adgang; det forekommer mig at forholde sig med vor 
sædvanlige lyst og forkærlighed for de langt bortQæmede 
sprog omtrent som med stjærnekigerne i Fædri fabels 
Der blev dog intet af rejsen, da Rask pludselig fik be- 
tænkeligheder. I et brev af 4. Maj 1810 hedder det, 
at da han skrev sidste gang [brev af 30. Marts], 
svævede han ligesom i halv uvished, om han vilde 
komme til at. benytte Biilows gode tilbud; men det 
varede ikke mange dage, inden han fuldkommto indså, 
at den svenske rejse, paa denne tid og under disse 
omstændigheder, ikke kunde ske på en måde, der var 
gavnbringende nok for fædrenelandets literatur og ærefuld 
for hans velynder^ osv. En underlig hovedkulds be- 
slutning; mon der har været andre bevæggrunde med 
i spillet? 

F. Bonning: B. K. Bask. 3 



34 Ophold i København 1807—13. 

I foråret 1812 gikNyerup igen til Sverrig, og denne 
gang lykkedes det ham at skaffe Rask en offentlig 
understøttelse til at følge med. Paa denne rejse vilde 
Rask særlig undersøge de finske og lappiske sprog, 
deres poesi og deres sammenhæng med de nordiske 
sprog. »Dette vilde jeg,« skriver han til Rulow (24 
Marts 1812), »foruden [i] sagens egen interesse, af en 
anden grund så meget hellere have undersøgt, som 
der nemlig af videnskabernes selskab er udsat den pris- 
opgave at undersøge det gamle nordiske sprogs oprind- 
else. Dette har jeg tænkt at forsøge på, og jeg ud- 
leder Islandsken af Græsken som det ældste og ori- 
ginaleste sprog i hele Evropa. Opgaven var egentlig 
for forrige år, og jeg indsendte en prøve af afhandlingen 
med anmodning om udsættelse. Det indsendte inde- 
holdt en del leksikalske sammenligninger og af gram- 
matik en sammenligning mellem den islandske og 
græske deklinations-teori, hvori enhver endelse i den 
første var henført til og udledt af det sidste. Jeg viste 
Nyerup disse brudstykker, og han sagde, de vare for- 
træffelige, og at den grammatikalske sammenligning var 
noget ganske nyt, som ingen for havde opdaget eller 
anet. En lige så smigrende dom fik jeg af prof. Erasmus 
Muller, som er i den klasse af videnskabernes selskab, 
der skal bedomme det. Naturligvis måtte dette smigre 
mig meget . . . Men alt i det islandske er dog ikke Græsk ; 
nu er det min gisning, at måske de trende sprog: Finsk 
og de to lappiske [det norsk-lappiske og det svensk-1.] 
som ere hojst forskellige (næsten som Tysk og Engelsk), 
om ikke disse skulde have afgivet den øvrige del, efter- 
som det er klart, at disse nationer for Asernes an- 
komst fra det sorte hav (Asgård ved Tanais, Asow) 



Rejse til Sverrig. 35 

har beboet hele Norden, for så vidt den var beboet 
for. Men dette kan umulig bestemmes uden temmelig 
noje kundskab i sprogenes inderste; ti det er klart, at 
meget er kommet fra de nordiske sprog med kultur og 
al borgerlig indretning ind i de finniske. Dette er en 
sag, som ingen nogen sinde har undersøgt, ja måske 
■endnu mindre anet eller brudt sig om end slægtskabet 
med Græsken, i« ' 

Afrejsen foregik d. 7 April, og turen til Stockholm 
tilbagelagdes hurtigt, skont ikke behageligt, da det var 
meget koldt, med is og sne. I Stockholm arbejdede 
han ivrig på at lære Svensk, at tale og skrive det. 
Desuden læste han Finsk hos Digteren Franzén^ der 
var en indfødt Finlænder. I Upsal, hvor de opholdt sig 
et par dage, undersøgte han det tidligere omtalte hånd- 
skrift af den yngre Edda. >I Stockholm og Upsal,« 
skriver han til Biilow, >er opvakt en ganske over- 
ordentlig interesse for den islandske og danske literatur 
så vel som for den tyske, mystiske filosofi ; besynderligt 
er det, hvorledes studiet af dé herlige lævninger fra det 
gamle Norden overalt skal forenes med den lyssky 
filosofi,* hvorvel intet kan være i sin hele natur m^re 
stridende derimod end netop vore fædres hele viden- 
skabelighed, ^c Rejsen gik over Kristiania tilbage til 
København, hvor de ankom omtrent i midten af Juni 
måned. 

Rejsen havde været en oplivelse for ham, men, 
fortæller han i et brev til Biilow (24 Juni 1812), 
> straks da jeg kom tilbage i mit lille, mørke hul på 



* For Danmarks vedkommende sigter han her vist særlig til 
N, F. 8. Ch^^ndtvig. 

3* 



36 Ophold i København 1807—13. 

Regensen, vendte de gamle forestillinger tilbage, ja 
endog min kind begyndte at blive dårlig, og jeg har i 
disse dage været ligesom halv syg. Ved ankomsten 
forefandt jeg et brev, hvori jeg allernådigst var udnævnt 
til amanuensis ved universitets^biblioteket med 100 rdL 
Jast aldeles afkortningsfri gage årlig! efter 4 års tjæn- 

este som volontær Jeg tror aldrig, at jeg trives i mit 

fædreneland, jeg kommer i det mindste næppe i en 
stilling, hvori jeg kan befinde mig rolig og fornojet, for 
en al ting forbitrende melankoli har rodfæstet sig i 
sjælen, med mindre det lykkes mig forinden at fly langt 
bort til et fjærnt land. ^« Da denne mørke sindsstemning 
havde klaret sig lidt, tog han fat på sit arbejde igen; 
og til det, der nu lå for, kunde han behøve alle sine 
kræfter. Som ovenfor omtalt havde han besluttet at 
konkurrere til den af videnskabernes selskab udsatte 
prisopgave: »ifed historisk kritik at undersøge og med 
passende eksempler at oplyse, af hvilken Mide det gamle 
skandinaviske sprog sikrest kan udledes, at angive 
sprogets karakter og det forhold, hvori det fra ældre 
tider og igennem middelalderen har stået dels til nordiske 
dels til germaniske dialekter, samt nojagtig at bestemme 
de grundsætninger, hvorpå al udledelse og sammen- 
ligning i disse tungemål bor bygges.^ Det er dette arbejde, 
som nu i et par års tid lægger beslag på det meste at 
hans arbejdskraft. Værkets egentlige udarbejdelse falder 
sikkert i tidsrummet fra sommeren 1812 til sommeren 
1813, skont han først lagde sidste hånd på det under 
sit ophold på Island, hvorfra det i 1814 blev sendt ned 
til videnskabernes selskab. ^ 



Rejse til Island. 37 

Med Rasks store kærlighed til det gamle Norden ep 
det let forståeligt, at ønsket om at besøge Island, den 
»hellige ø! ihukommelsens vældigste tempel!« snart 
måtte dukke op i ham. En islandsk købmand i Køben- 
liavn tilbød ham i 1812 fri rejse i den følgende som- 
mer til Island og måske tilbage igen. Rejsen på selve 
Island kunde, mente Rask, gores temmelig billig, når han 
benyttede sig af de bekendtskaber han havde der oppe. 
Men skibet var nødt til at gore et ophold på omtr. 
3 uger i Skotland, og det vilde jo medføre nogle ud- 
gifter. Desuden vilde han med det samme gærne til 
England — det var prof. P. E. Miiller, der gav ham 
den idé — for at studere Angelsaksisk, da København 
var yderst dåriig forsynet med hjælpemidler til studiet 
ni dette sprog (en 3—4 angelsaksiske bøger), og da de 
gamle grammatiker og lexica var næsten ubrugelige, 
eftersom »de gode forfattere aldeles ikke have forstået 
sproget.« Ved sammenligning med Islandsk var han 
bleven', i stand til at gore et udkast til en angelsaksisk 
grammatik; men skulde han gore noget grundigt på 
dette område, følte han, at han måtte til England, ti 
der gemtes hele den utrykte literatur. De allernødven- 
digste udgifter vilde efter hans overslag ikke løbe hojere 
op end til 3 — 400 rdl., og denne sum tilbød en mand 
i København ham. Da planen således havde ret gode 
udsigter til at virkeliggores indgav han i foråret 1813 
en ansøgning til regeringen om understøttelse til en 
Islandsrejse, og det fik han også bevilliget. Skibet 
skulde have afsejlet tidlig på sommeren, men på grund 
af de urolige politiske forhold trak det ud med afrejsen, 
saa han kom temmelig sent afsted. ^ 

Han opholdt sig først nogen tid i Rejkevig; men 



38 Islandsrejsen 1813—15. 

her talte han næsten lige så meget Dansk som Islandsk, og^ 
der var derfor ikke så megen lejlighed for ham til at lære 
at tale sproget. Hans plan var: først at studere sproget, 
siden historien, og endelig at samle alt hvad han kunde 
overkomme vedrørende statistiken. Foreløbig brugte 
han tiden til nogle småudflugter fra Rejkevig. Først 
tog han op til en af sine ungdomsvenner fra Køben- 
havn, Arne Helgesen^ der var præst nogle mil nord for 
Rejkevig (i Reynevalle). »Hans præstegård,« fortællerRask, 
»er, hvad huset angår, næppe saa bekvem og god, som 
min faders jordløse hus i Fyn var. Den er med jord- 
vægge og torvtag, uden kakkelovn; ildhuset (køkkenet) 
er for sig selv, og lige så lidt som vore bryggerser 
skikket til studerekammer. Men han har en vakker 
bogsamling og bruger den, har også en del studerende 
hos sig om vinteren at lære, hvoriblandt er hans broder.« 
Efter en uges ophold i denne præstegård tog Rask 
tilbage til Rejkevig, hvorfra han' siden gjorde en tur 
øster på, ind i Rangåvalle-syssel. Her besøgte han en 
sira* Steingrim Jonsen, der var provst paa Odde, den fra 
sagatiden bekendte gård, på hvilken Sæmund den frode 
boede, og hvor senere Snorre Sturlesen fik sin viden- 
skabelige uddannelse. Dette præsteembede regnes nu 
for at være blandt de bedste på Island, og præste- 
gården var da også, siger Rask, noget storre og bedre 
end Helgesens, skont ikke meget. S. Jonsen viste sig 
senere meget hjælpsom overfor Rask; han forærede 
ham en god ridehest og fodrede den en hel vintQr 
igennem, skont han havde det temmelig knapt med 
foder. — Fra Odde gjorde Rask en udflugt til den fra 



* De islandske præsters almindelige titel (jfr. engelsk Sir). 



Odde.— Hlidarende. r- Gejser. — Altinget. 39 

Njals saga bekendte gård Hlidarende. Den ligger meget 
smukt i en frodig dal, der overalt indesluttes af gronne 
bakker, som i flere med gårde og huse bebyggede af- 
satser hæver sig amfiteatralsk, indtil de i synskredsen 
begrænses af de snedækte jøkler. Det var dette fagre 
syn, der laa udbredt for Gunnar fra Hlidarende, da 
han kom til at vende sig om og kaste et afskedsblik 
på sin hjemstavn (Njals saga, kap. 75). 

En stifson af S. Jonsen fulgte Rask fra Odde til 
Skalholt, der tidligere var det ene af Islands bispesæder 
og havde haft den ene af landets lærde skoler. Da Rask 
besøgte stedet, var der dog hverken bisp eller rektor 
mere. Derfra gjorde han og hans ledsager en udflugt 
til det beromte Gejser^ hvor de lå om natten i et telt, 
mens regnen strommede ned. Næste dag var de så 
heldige at se både Gejser og en anden varm kilde 
(Strok) i fuld virksomhed. »Det hele lignede,« syntes 
Rask, »overordentlig et fyrværk; enhver vandstråle, der 
for op i luften, lignede en raket, kun at de kom ideHg 
ovenpå hinanden med et uendelig Udet mellemrum.« 
— »Det er af sådanne kilder, som findes på den vest- 
lige kant af Sønderlandet, at Reykjanes og Reykjavik 
(Rejkevig) har fået navn, idet reykr er det islandske 
ord på røg.« 

Henimod middag rejste de i våde klæder og i ved- 
varende regnvejr videre til en bondegård Laugarvatn^ 
hvor de blev modtagne med megen gæstfrihed' af ejeren, 
en mand ved navn Bernhard, der talte meget livlig og 
fornuftig om mange ting, dog mest om krigen. Her lå 
de om natten og red så næste morgen til Tingvalle, 
hvor de beså stedet for det gamle, beromte Alting, 
Tæt derved var der en kirke, hvor en Pavl Thorlaksen 



40 Islandsrejsen. 1813—15. 

(broder til den islandske digter Jon Thorlaksen) var 
præst. En af hans sonner viste dem rundt på stedet, 
og fulgte dem senere et stykke på vej, da de red 
vester på ind i Kjosesyssel for at nå Helgesens præste- 
gård. Der slog de sig til ro for natten og den følgende 
dag, fik klæderne torrede og deres legemer udhvilede 
efter den temmelig besværlige tur. Han vendte så 
tilbage igen til Rejkevig i den første uge af September. 

Efter at have tilbragt en del af efteråret på Sønder- 
landet, hvor han især blev gæstfrit modtaget af den 
senere biskop Vidalin og assessor Thorarensen, tog 
han kort efter jul igen op til Helgesen, hos hvem han 
boede til begyndelsen af den følgende sommer. Han 
holdt overordentlig meget af sin vært. »Jeg vilde ønske,« 
siger han i et brev, »at vi aldrig behøvede at skilles, 
men jeg vilde hellere leve sammen med ham i Køben- 
havn end her, hvis jeg kunde vælge.« Som ovenfor 
omtalt havde Helgesen nogle unge mennesker i huset. 
Rask læste med dem, noget Engelsk, geografi og en 
smule Græsk, og skaffede sig derved lidt indtægt. Han 
synes på denne tid at have været noget religiøst be- 
væget. Han besteg endogså prædikestolen her i Reyne- 
valle. Anden pinsedag prædikede han nemlig — som 
han udtrykker sig i et brev — »om den sande og 
sjælefrelsende tro, og det var en lang tale og dygtigt, 
som du nok kan tænke dig;« ja der var dem blandt 
hans tilhørere, som blev så begejstrede over hans 
prædiken, at de endelig vilde have, han skulde blive 
deres præst, når Helgesen, der var kaldet til Rejkevig, 
om kort tid forlod dem. ^ 

Omtrent midt i Juli (1814) tog han afsked med sin 
gæstfri vært på Reynevalle, og rejste tvers igennem 



Rejse på Vestlandet. 41 

det vilde og næsten ubeboede indre af landet op til 
Øfjord på Nordlandet, hvor han så det tidligere bispe- 
sæde Holum og besøgte den ovenfor omtalte digter Jon 
Thorlaksen. Ved velvillig hjælp fra amtmand Thora- 
rensen fik han sig udrustet til rejsen syd på gennem 
Østlandet, en tur som mange havde rådet ham fra, 
da den var meget kostbar og vanskelig. Det var ikke 
en gang muKgt at få en vejviser, som kendte hele 
vejen. Men, skriver Rask i et brev fra denne tid, »eft 
læt ekhert aptra mért (jeg lader intet stanse mig); han 
gav sig dristig på vej, og kom i god behold til Sønderlan- 
det om efteråret. Flere af hans venner i Danmark havde 
rådet ham til at vende tilbage til Danmark den høst ; men 
han kunde ikke finde sig i at forlade Island uden at have 
lært Vestlandet at kende; og daBulow i sommeren 1814 
lia>vde sendt ham en, foræring på 200 rdl, besluttede han 
sig til at blive et år endnu borte. Vinteren 1814 — 15 til- 
bragte han også hos Helgesen — der imidlertid var bleven 
forflyttet til Rejkevig som præst ved domkirken — og 
anvendte så sommeren 1815 til en rejse på Vestlan- 
det. Her besøgte han gården Reykholt, hvor Snorre 
Sturlesen havde boet, og så de ret godt bevarede læv- 
ninger af den bekjendte badstue, som Snorre havde 
ladet indrette. — Han fik en gæstfri modtagelse hos 
konferensråd Stephensen på Indre-Holm, hvem han alle- 
rede havde besøgt i sommeren 1814. Den gang var 
samme steds på besøg en S. Egilsen, en skole- 
kammerat af Stephensens son, og han har fortalt et 
par småtræk fra sit samliv med Rask : I sin tale brugte 
denne af og til udtryk- og vendinger hentede fra saga- 
literaturen; da således konferensråden en dag af høflig- 
hed foreslog, at man skulde tale Dansk for den frem- 



42 Islandsrejsen. 1813—15. 

mede gæsts skyld, svarede Rask: ^^Ég segi, eins og 
Hænir: råii airir^ (Jeg siger, ligesom Høner: lad andre 
råde) ^ Da Egilsen på en udflugt ledsagede hara 
over Skære^orden, var Rask meget munter, fremsagde 
hele stykker af Æsops fabler udenad på Græsk, og da 
Egilsen ikke kunde forstå dem, oversatte han dem på 
Islandsk. I efteråret 1814 var Egilsen og hans kamme- 
rat i Rejkevig, da de skulde ned til Danmark og tage 
artium. De gik så op til provst Helgesen for at sige 
farvel til Rask, hvem de traf på hans værelse, med en 
bog i hånden, hvoraf han læste op for dem og lo 
hjærtelig under læsningen. Det var Peder Pars. Denne 
bog var hans yndlingslæsning ; han kunde store stykker 
af den udenad. ^ — En af hans venner fortæller om 
ham, at han havde megen sans for mimisk fremstilling ; 
han betrådte endogså, under sit ophold på Island, to 
gange scenen ved dilettant-forestillinger. Kort for julen 
1814 spillede han således magister Stygotius i Jacob 
von Thyboe, og folk syntes — fortæller han — at det 
ikke var så g^alt endda. Medens han i sommeren 181 5 
opholdt sig i Rejkevig, var der en hel del selskabelig 
festlighed, i anledning af at en af øens juridiske em- 
bedsmænd (Thorlacius) opholdt sig der en Tid som 
sættedommer. Blandt de selskabelige adspredelser var 
der også dramatiske forestillinger, og ved en af dem 
optrådte Rask i en elsker-rolle. 

I eftersommeren 1815 beredte Rask sig til at vende 
tilbage, efter at han havde opholdt sig to år på Island. 
Det væsenthgste udbytte, han havde af dette lange 
besøg, var, at han fik lejlighed til grundig at leve sig 
ind i det islandske sprog. Om hans færdighed i at 
tale og skrive dette sprog foreligger der adskillige vid- 



Hjemrejse fra Island. 43 

nesbyrd. Således fortælles det, at da han i efteråret 
1814 vendte tilbage fra Nordlandet, og igen vilde tage 
ind til Helgesen, forklædte han sig som islandsk bonde- 
dreng, og foregav, at han bragte brev fra Nordlandet, 
uden at hans ven, af hans udtale af det islandske sprog, 
kunde mærke, at det var en udlænding. En anden af 
hans islandske venner siger om ham: »Islandsk talte 
og skrev han ligesom en indfødt. Det var ikkun af 
accentuationen, at man kunde mærke af og til, at han 
var fremmed . . . Sprogets renhed lå ham så meget på 
hjærte, at da han en gang fra Island havde skrevet 
mig et brev [til], hvori der var en ubetydelig fejl, som 
jeg ej havde lagt mærke til, fik jeg et andet brev med 
bon om at rette fejlen. ^« 

Vejen hjem gik over Skotland; skibet laa i Leith 
i nogle uger, og han tog næsten daglig ind til Eding- 
borg, hvor han stiftede bekjendtskab med adskiUige 
lærde. De bekjendtskaber han her gjorde var rimelig- 
vis anledningen til, at han efter tilbagekomsten fra sin 
store udenlandsrejse fik tilbud Om en ansættelse i 
Edingborg. Han blev straks slået af den ejendomme- 
lighed ved den sydskotske dialekt, at den i mange 
punkter står Dansk nærmere end Engelsk gor. På 
rejsen fra Skotland blev skibet af modvind nødt til at 
søge ind i Tananger havn i Norge. Her stiftede han 
bekendtskab med en hr. Zander fra Kalmar, med hvem 
han igen stødte sammen et års tid efter på sin rejse 
til Sverrig. Zander gjorde ham opmærksom på, at det 
var nemt at gore en lille tur til Stavanger, og gav ham 
anvisning på, hvem han kiinde besøge i denne by. 
På denne udflugt kom han en gang i livsfare. Da han 
en aften i mørke vilde gå ombord på et skib, trådte 



44 Ophold i København 1815—16. 

han fejl og faldt i vandet; der var ingen i nærheden, 
men idet han uvilkårlig greb for sig, fik han fat i rin- 
gen på en af pælene ved skibsbroen, og derved lykke- 
des det ham at slippe op igen. I efteråret 1815 kom 
han tilbage til København. ^ 



Da Rask kom til at stå ansigt til ansigt med det 
islandske folk, måtte han nødvendigvis få et levende 
og smerteligt indtryk af, hvor langt nutidens Islændere 
stod tilbage for den store sagatids. Og denne stærke 
tilbagegang var ikke mindst tydelig i literaturen. Hvor 
dybt stod ikke den nyere islandske literatur under den 
gamle! Den tanke måtte da ganske naturlig opstå hos 
Rask, om det ikke skulde være muligt at hjælpe den 
op igen. 

Under opholdet hos Helgesen i vinteren 1814 talte 
Rask flere gange til ham om, at de i forening skulde 
indbyde til dannelsen af et selskab, der skulde sætte 
det som sit mål at ophjælpe den islandske literatur. 
Helgesen rådede ham foreløbig til, på den forestående 
rejse til Nord- og Østlandet, at tale med folk om pla- 
nen. Diet gjorde Rask også, og fandt .god stemning 
for sagen; men der var rigtignok ikke mange, som 
vilde træde frem og handle. Under sit følgende vinter- 
ophold i Rejkevig fremsatte han planen ' for biskop 
Vidalin, der gav løfte om sin medvirkning. Efter aftale 
med denne mand forfattede Rask en indbydelse (dat. 
Rejkevig 27. Febr. 1815) til dannelsen af et literært sel- 
skab. Denne indbydelse sendte så biskoppen til alle 



■ stiftelsen af det islandske literære selskab. 45 

provsterne, der atter skulde meddele den til præsterne 
i deres respektive provstier*. Da Rask på hjemvejen 
opholdt sig nogen tid i Leith, benyttede han lejligheden 
til at bringe sagen på bane blandt de literært dannede 
mænd, som han traf sammen med. Efter hjemkomsten 
søgte han på forskellige måder at vække interesse for 
foretagendet. Han offentliggjorde to skrivelser, én på 
Islandsk og én på Dansk, hvori han gav en redegorelse 
for sine planer og bad folk, der havde interesse for 
sagen, at træde understøttende til. Bl. a. gjorde han 
opmærksom på, hvor enestående i sin art det var, at 
et sprog havde kunnet holde sig så uforandret lige fra 
middelalderen til vore dage. Den »gamle danske tunge, 
uden hvilken vort nuværende sprog, vor gamle gude- 
lære, oldsager, historie, love og andre literære mindes- 
mærker vilde være os en evig tillukt bog, lever endnu, 
tales endnu af en del af vore medborgere, Islænderne. 
Dette kan jeg bevidne af egen erfaring, da jeg på min 
rejse omkring Island i årene 1813, 14 og 15 overalt 
har hørt dem tale den til en, med hensyn til tidens 
længde, utrolig grad af renhed og skonhed, overalt set 
dem læse de gamle sagaer om den heroiske alder med 
henrykkelse . . . Hvor meget vilde ikke en dyrker af 
Grækernes og Romernes literatur give for blot et oje- 
blik at kunne tale med en mand fra det gamle Athe- 
nen eller Rom !«^ Da adskillige tegnede sig som med- 
lemmer af det påtænkte selskab og enkelte lovede 
temmelig betydelige pengebidrag, sammenkaldte Rask 



♦ Det er betegnende for de daværende tarvelige forhold på 
Island, at denne indbydelse ikke blev trykt. Biskoppen 
måtte lade eksemplarer afskrive til provsterne, og disse igen 
til præsterne. 



46 Ophold i København 1815-16. 

den 30. Marts 1816 et møde i universitets-biblioteket, 
der den gang var på Rundetårn. På dette møde blev 
det islandske literære selskab (hii islenzka bokmentafélag) 
stiftet og Rask valgt til formand. Da han imidlertid 
om efteråret skulde tiltræde sin store rejse, sammen- 
kaldte han den 18. Oktober et møde, på hvilket han 
fratrådte som formand. ^ — 

Skriftet om det gamle nordiske sprogs oprindelse var, 
som omtalt, blevet sendt ned fra Island i 1814. Det 
vandt i det følgende år guldmedaillen, men blev rigtig 
nok først trykt 4 år senere*, da Rask allerede for længst 
havde tiltrådt sin store rejse. Da skriftet imidlertid er 
et udtryk for dét punkt, hvortil Rask omkring 1814 var 
nået i sin sproglige udvikling, vil det være rigtigst her 
at gore rede for dette epokegorende værk. 

Bogen, der er tilegnet kongen, begynder med en 
indledning: Den menneskelige ånd har en medfødt 
trang til at lære fortiden at kende. Historien kan føre 
os langt tilbage, men der kommer dog et punkt, ud 
over hvilket den ikke kan gå. Geologi m. m. kan lære 
os noget om menneskeslægtens første tider, »men intet 
middel til kundskab om nationernes herkomst og slægt- 
skab i den grå oldtid, hvor historien forlader os, er så 
vigtigt som sproget*. Hermed går han over til det 
egentlige æmne. Den videnskab, der sysler med sprog- 
ets oprindelse, kaldes »etymologi«, en videnskab der 
tidligere ofte er bleven misbrugt, og tit har ført til 
urigtige resultater, fordi man ikke forstod afbenytte 



* Til udgivelsen fik Rask af kongen bevilliget en understøttelse 
paa 600 rdl.; deraf fik boghandler Deichmann de 300 for at 
overtage forlaget af bogen.' 



J 



Prisskriftet om det gamle nordiske sprogs oprindelse. 47 

den paa rette måde. Etymologien har nemlig hidtil 
væsentlig været »ordforklaring« o: man sammenstillede 
en del ord fra forskellige sprog med hinanden, og 
afgjorde så sprogenes nærmere eller Qærnere slægtskab 
efter vedkommende ords storre eller mindre lighed. 
Men her er man udsat for at begå alvorlige fejltagelser, 
fordi ligheden mellem to ord kan bero på en tilfældig- 
hed og ikke være begrundet i et virkeligt slægtskab. 
Denne mislighed kan man bøde en del på ved at for- 
følge ordene tilbage til deres oprindelige rødder ; så 
vil det sande forhold vise sig. Dog vil det altid være 
upålideligt og utilfredsstillende at søge at afgore to 
sprogs slægtskab udelukkende efter deres ordforråd. 
Ord optages nemlig temmelig let fra det ene sprog i 
det andet, uden at et sprogs egentlige karakter derved 
behøver at forandres. Således har Engelsk fra Latin 
og de romanske sprog optaget en sådan mængde ord, 
at man, hvis der udelukkende tages hensyn til ordfor- 
rådet, i ojeblikket måske kunde være i tvivl om, hvor- 
vidt det skal henregnes til de romanske eller german- 
ske sprog. Men så snart man ser på den grammatiske 
bygning, er der ingen tvivl om, at det hører til de 
sidst nævnte. Den sammenlignende sprogvidenskab 
bor derfor, siger Rask, lægge hovedvægten på sprogenes 
grammatiske bygning, — Det er denne tanke, hvorom 
Nyerup med rette sagde (jfr. s. 34), at den »var noget 
ganske nyt, som ingen for havde opdaget eller anet.« 
Ved at fastslå denne tanke blev Rask i virkeligheden 
grundlæggeren af den moderne sammenlignende sprog- 
videnskab*. 



♦ Den store tyske sprogforsker J. Grimm anvendte ganske vist, 
uden påvirkning af Rask^ den samme tanke i sin banebry- 



48 Ophold i København 1815—16. 

Når man da ved hjælp af sprogenes bygning vil 
undersøge deres indbyrdes slægtskab, må man først 
udfinde de love, der behersker sprogudviklingen. Som 
de vigtigste af disse fastslår Rask følgende (s. 35 flg.): 

1) Det sprog, der har den kunstigste grammatik, 
er det mest ublandede, det oprindeligste , ældste og 
kilden nærmest; ti de grammatikalske bojninger og 
endelser afslides stedse ved ny sprogs opkomst. Såle- 
des er Dansk simplere end Islandsk, Engelsk simplere 
end Angelsaksisk osv. 

2) Et sprog, hvor blandet det så end er, hører til 
samme sprogklasse som et andet, når det har de 
væsentligste, sanseligste ord, sprogets grundvold, til 
fælles med samme. Således regnes Engelsk med rette 
til den gotiske sprogklasse og nærmest til den saks- 
iske gren, fordi hele grundstammen af dets ordforråd 
er saksisk, såsom: heaven^ earth, sea, land^ man osv. 
(himmel, jord, sø, land, mand osv.). Især er det sted- 
ordene og talordene, som allersenest forsvinde ved 
blanding med uligeartede sprog. 

3) Når der findes overensstemmelser mellem de 
oprindelige ord i to sprog, og det så mange, at der 
kan udledes regler for bogstavernes overgange fra det 
ene til det andet, da findes der et grundslægtskab 
imellem disse sprog, især når der også er lighed i 
selve sprogbygningen. 

4) Når man vil sammenligne ordene, må man vel 
skille roden fra de øvrige dele; stemmer rødderne over- 
ens, så er ordenes slægtskab uimodsigeligt, hvor ulige- 
artede afledsstavelser og formendelser end måtte være. 

dende »Deutsche Grammatik«, hvis forste bind udkom 1819. 
Men Rask er dog den første, der har fremsat tanken. 



Prisskriftet. — Sproglige grundlove. 49 

F. eks. omhyggelig] her er om- et forholdsord i sam- 
mensætning, -eUg en afledsendelse, ligesom i- glædelig 
o. fl.; ^r er fordoblet, fordi det stod mellem to selvlyd, 
og y er i afledning ofte kommet af u. Roden bliver 
da hug {eller hyg)^ som kommer af islandsk hugr o: 
sind; altså omhyggelig = som tænker på, har sind og 
hu henvendt på noget. 

5) For at to ord i forskellige sprog skal være 
beslægtede behøves ikke, at deres rødder har alle bog- 
staver til fælles. Den uendeHge forskellighed i folke- 
slægternes tankegang og forestillinger, den forskellige 
indretning af taleredskaberne m. m. gor det naturligt, 
at en sådan mængde ord må hos forskellige nationer 
modtage næsten uendelige forskelligheder i udtale og 
form. Det viser sig da også, at den samme rod kan 
have forskellige former i de forskellige sprog. Men 
disse forskelligheder beror ikke på tilfældigheder. > Hoved- 
reglen er her. at bogstaver^ som udtales med samme 
taleredskab eller høre til samme klasse forveksles og 
ombyttes med hinanden; men disse klasser gå også 
stundum over til hinanden og krydse hinanden på for- 
skellige måder, <* 

Efter således at have udfundet de grundlove, hvor- 
efter den sammenlignende sprogvidenskab må gå frem, 
går Rask over til at prøve på sin opgaves løsning ved 
en anvendelse af disse love. Opgaven lød jo på at 
finde »det gamle skandinaviske sprogs kilde«. Allerede 
i sin islandske grammatik havde Rask fastslået, at det 
gamle skandinaviske sprog er det samme som det 
gamle islandske fra middelalderen, i den form hvori det 



* Eksempler herpå findes s. 55, hvor der handles om bogstav- 
overgange fra Græsk til de nordiske sprog. 

F. Bonnicg: B. K. Raek. 4 



50 »Det gamle nordiske sprogs oprindelse.« 

foreligger i saga-literaturen. Sporgsmålet formede sig 
altså således: hvor har vi kilden til det islandske sprog? 
Og så begyndte Rask sin store sprogvandring, der førte 
ham gennem alle evropæiske tungemål 

Han begynder^ med de folkeslag, som af forskellige 
grunde synes at være nærmest beslægtede med de nor- 
diske : Af det gamle engelske sprog, det såkaldte Angel- 
saksisk, har vi bevaret prøver fra en ældre tid end af 
det islandske; men alligevel er dets grammatiske byg- 
ning simplere og mindre rig på former end Islandsken, 
og kan derfor ikke være dettes kilde (jvf foran s. 48 § 1). 
Vi vender os da mod syd. Den germanske sproggruppe 
hvoraf de ældste lævninger er bevarede, er den møso- 
gotiske (jvf. s. 11). En undersøgelse af dette sprog 
viser, at dets grammatiske bygning i alt væsentligt er 
den samme som Islandskens, men at det ofte har læn- 
gere endelser^ som undertiden består af to stavelser, 
hvor de islandske kun har én, hvorved de yder stor 
hjælp til at finde de islandske endelsers oprindelse. 
Således hedder ejeform ental af ulj (ulv) på Islandsk vljs, 
men i Møsogotisk vulfis; genstandsform flertal i Islandsk 
uifa, men i Møsogotisk vulf ans ] tillægsordet bliiid hed- 
der på Isl. i hensynsform ental hankon blindum, på 
Møsog. blindamma, osv. Mon vi da ikke i det møso- 
gotiske skulde have kilden til Islandsk? Noget kunde 
nok synes at tyde derpå, men en nojere undersøgelse 
vil dog gore det sandsynligt, at Møsogotisk ikke er 
modersproget til Islandsk, men at* de er to søstersprog, 
som bægge har deres oprindelse fra en fælles kilde, og 
denne fælles kilde kalder Rask: Ootisk. Kan man nu 
finde dette sprogs kilde, har man også fundet Island- 
skens og omvendt. For at nå til denne kilde, slår 



Forholdet til Gronlandsk og Keltisk. 51 

Rask ind på følgende vej: Han sammenligner Island- 
sken »med ethvert af de omgivende sprog, indtil det 
findes, hvoraf både dens indretning og ordforråd be- 
kvæmt kan udledes, og som virkelig er ældre. Det 
synes da naturligst at begynde med de nærmeste.« 

Går vi ud fra Islandsk, er det sprog, som i rum- 
met er det nærmest, OronlandsJi. Selv en løselig be- 
tragtning yil imidlertid vise, at det i indre henseende står 
Islandsk overordentlig Qærnt. Man skal vanskelig kunne 
opdage beslægtede ord i de to sprog. Ord som isl. 
Jabir (fader) og gronlandsk angutta (fader), isl. sex (6) 
og gr. arbonet (6) har intet slægtskab med hinanden; 
og således med næsten hele ordforrådet. Den gramma- 
tiske bygning er desuden overordentlig afvigende fra 
den islandske. Hvad vi på vort sprog udtrykker ved 
navneord i forbindelse med ejendomsstedord, forholds- 
ord m. m. gengiver Gronlandsken ved hjælp af en 
mængde endetillæg, der knyttes til navneordene, så at 
et navneord kan få nogle hundrede forskellige former. 
På en lignende måde forholder det sig med gernings- 
ordene, kun at de former, som et sådant kan antage, 
stiger til tusender. Kilden til Islandsk kan altså ikke 
være her. Vi går videre til 

Keltisk. Kelterne hører til Evropas ældste folke- 
slag, og Goterne er i tidligere tider komne i mange- 
hånde berøringer med dem. Fra fransk side har man 
været meget tilbojelig til at fremdrage Kelternes betyd- 
ning for de folkeslags vedkommende, som fulgte efter 
dem, nemlig de gotiske folk. Ja der har endogså været gjort 
forsøg på at udlede de gotiske sprog af Keltisk, særlig 
af Kymrisk (Wales). En sammenligning mellem de to 

4* 



52 »Det gamle nordiske sprogs oprindelse.« 

sproggrupper vil imidlertid vise det urimeltge i denne 
påstand. 

I Kymrisk har navneordene ingen forholdsformer; 
ejeforholdet udtrykkes ved at sætte ordet sidst. Fler-^ 
tallet dannes på mer end 20 forskellige måder osv. 
Der findes ganske vist en del ord-slægtskab, men hvor 
den grammatiske bygning er så grundforskellig, viser 
det kun en optagelse af ord fra det ene sprog i det andet 
men intet afstamningsforhold. 

I Vestevropa findes der foruden Keltisk endnu et 
andet meget gammelt sprog: Vaskisk eller Iberisk (det 
nordlige Spanien); men det er mindst lige så forskelligt 
fra de gotiske sprog som Keltisk er det. — Efter sale- 
des at have undersøgt forholdene mod Vest (i Gron-^ 
land og Vestevropa), uden nogensteds ai finde kilden, 
vender Rask sig mod øst, idet han Hgeledes her begyn-^ 
der fra nord. 

. Først kommer den finske sproggruppe. Enkelte 
afdelinger af den røber ganske vist betydelig storre 
lighed med de gotiske sprog end noget af de tidligere 
nævnte tungemål (f. eks. i de personlige stedord og ger-- 
ningsordenes endelser), men alligevel er der gennemgå-- 
ende en så stor forskel, at Finsk umulig kan være kilden 
til de nordiske sprog. De ordligheder, som findes, er 
fremkomne ved lån indbyrdes mellem de to sprog, der* 
gennem lange tider i ydre henseende har grænset nær 
op til hinanden. 

Vender vi os så mod syd, træffer vi først på den 
store slaviske sproggruppe. En sammenligning viser,, 
at der i hele sprogets grundbygning er en ikke ringe 
overensstemmelse mellem det og de gotiske sprog, ja 
at endogså tit de enkelte endelser og former har en 



Forholdet til Slavisk og Lettisk. 53 

påfaldende lighed. Desuden er der så mange fælles 
ord, at der kan opstilles enkelte regler for bogstav- 
overgange, d: for, hvilke bogstaver der svarer til hin- 
anden i de to sprog. Ved siden heraf er der dog 
også betydelige forskeUigheder i deres udtale og hele 
klang, så vel som i deres ordfoi:råd; desuden synes de 
at være af lige alder. »Af alt dette synes da at følge, 
at de slaviske sprog, som de der både i grammatikalsk 
og leksikalsk henseende stå i et oprindeligt og betyde- 
ligt slægtskab til de gotiske, må anses for langt vig- 
tigere til den islandske sprogforklaring end nogen af 
alle de hidtil anførte sprogklasser, men at de dog ikke 
vel kunne antages at indeholde kilden til den gamle 
jiordiske, hvilken vi altså endnu må gå videre for at 
opsøge. « 

Vesten for den store slaviske sprogklasse findes 
<ler en mindre, den lettiske^ hvortil hører de gamle 
Frusser (Projser), de nuværende Littauer og de egent- 
lige Letter, Tidligere sprogforskere havde antaget, at 
dette sprog var opkommet ved en blanding af Gotisk, 
Finsk og Slavisk. Men da det både i navneordenes 
og gerningsordenes bojning er kunstigere og anderledes 
end de slaviske sprog og også temmelig forskelligt fra 
■de gotiske, hævder Rask, at den ovennævnte påstand 
er urimelig, fordi det »strider så aldeles mod al erfa- 
ring om naturens sædvanlige fremgangsmåde«, at et 
kunstigere sprog skulde opstå ved blanding af tvende 
simplere (jvf. s. 48 § 1). Imidlertid må der jo dog være 
en ikke ringe overensstemmelse mellem de lettiske sprog 
på den ene side og de slaviske og gotiske på den anden, 
for at en blandings-teori som den anførte kunde frem- 
sættes. En undersøgelse vil også bekræfte denne for- 



54 »Det gamle nordiske sprogs oprindelse,« 

modnings rigtighed og endvidere vise, »at næsten alt^ 
hvori de [Slavisk og Gotisk] stemme indbyrdes overens^ 
har den lettiske sprogklasse også til fælles med dem^ 
og desforuden mange ligheder med bægge, som de ikke- 
indbyrdes have med hinanden; dog måske mere med 
de gotiske (og gamle) sprog i grammatikalsk og mere 
med de slaviske i leksikalsk henseende.« At antage 
at den slaviske og gotiske sprogklasse er udsprungen 
af den lettiske, er dog heller ikke berettiget, dertil er 
forskellighederne for store. Lettisk mangler f. eks. 
intetkon, som bægge de andre har. »Rigtigere er det vel 
at antage den for en egen stamme, nær beslægtet med 
den slaviske men endnu nærmere med den gotiske,, 
med hvilken den uden tvivl må have fælles rod, og- 
som kunstigere i sin indretning være nærmere ved 
roden. Vi have altså her gjort et væsentligt og betyde-^ 
ligt skridt til at finde kilden til det gamle nordiske. <!f 
Da der nu desuden findes betydelige ligheder mellem 
Lettisk og det gamle græske sprog, så Ugger der heri 
et fingerpeg om, hvor vi skal søge den fælles kilde. 
Vi er nu ikke langt fra den. 

Det sydlige Evropa beherskes af to sprogklasser 
1) den romanske og 2) den nygræske. Til den første 
hører Italiensk, Spansk, Portugisisk og Fransk; alle 
disse er nyere sprog, der nedstammer fra Latinen, lige- 
som det nygræske fra det gamle eller egentlig græske. 
Disse to, Latinen og det gamle græske, er nær beslæg- 
tede med hinanden (omtrent som de nordiske og ger- 
manske sprog) og hører bægge til én sprogklasse, som 
Rask kalder den irakiske. Ved en sammenligning med 
denne sprogklasse vil det imidlertid være tilstrækkeligt 



Forholdet til Græsk, 55 

at henholde sig til Græsk, fordi Latin står på et yngre 
0^ mindre oprindeligt standpunkt. 

Rask søger først at vise, at der allerede i udtalen 
af sproget og dets klang er en meget stor lighed med 
Islandsk. Dernæst godtgor han, at der kan udfindes be- 
stemte regler for bogtav-ovérgange mellem de to sprog, 
Således svarer 

græsk p (tt) til islandsk (og dansk) f : græsk platus^ 
islandsk Jlatr (flad) ; gr. pateir, isl. Jaiir (fader). 

— t (r) til p*: gr. tris^ isl. l^rir (tre); gr. tu^ isl. 
p6 (du). 

— k (x) til h: gr. kreas (kød), isl. hræ (dødt legeme). 

— b (/?) oftest til b: gr. blasano (spirer), d. blad. 
A (å) til t .' gr. damao (tæmmer), isl. tamr (tam) ; 
latinsk dignns^ isl. tiginn (ophojet, ædel). 

— g (y) til k : gr. gune% isl. kona (kone) ; gr. agros^ 
isl. akr (ager). 

— f (qp) til b: gr. Jeigos, d. bøg; gr. fer o, isl. ber 
(bærer). 

— th (d-)** til d: gr. thurei, isl. dyrr (dor). 

— h (x)t til g: gr. %o, d. gyder; kutra^ isl. 
grfta (gryde). ^ 

Rask gennemgår derpå punkt for punkt hele det 
græske sprogs grammatiske bygning og sammenligner 
det med Islandskens, giver så en liste på omtr. 400 
ord, der er fælles for de to sprog, og sammenfatter 
endelig undersøgelsens resultat i de ord: at »både 
Nordboer og Germaner ere grene af den ' store tra- 



* Dette bogstav udtales som engelsk tk, og i reglen som dettes 

hårde, hvislende lyd. 
♦♦ nærmest svarende til isl. |). 
t omtr. som tysk ch. 



56 »Det gamle nordiske sprogs oprindelse.« 

kiske folkestamme, og at deres sprog altså der må have 
sin første kilde.« Dog, tilfojer han, »kan man langt 
fra ikke sige ligefrem, at Islandsk nedstammer fra 
Græsk. . . . Men hvad vi efter det foregående kunde 
anse os berettigede til at slatte, er, at det is- 
landske eller gamle nordiske har sin kilde i det gamle 
irakiske, eller er udspiret , hvad dens hovedbestanddel 
angår, aj den store trakiske stamme^ hvoraf Græsk og 
Latin ere de ældste og eneste lævninger^ og for så vidt 
at betragte som dets rod.^ 

Vi har altså nu fundet kilden til Islandsken; 
imidlertid var det tænkeligt, at en endnu nærmere kilde 
kunde være til. Undersøgelsen har jo hidtil været ind- 
skrænket til Evropa. Går vi videre ind i Asien mod 
sydøst, træffer vi her på den østerlandske sprogklasse 
(o : Hebraisk, Arabisk m. m.),. men mellem den og den 
gotiske er der en sådan grundforskel i hele bygningen, 
at der ikke kan være tale om noget nærmere slægt- 
skab. Det samme gælder, skont i en lidt mindre 
grad, om en anden sprogklasse, den armeniske. Men 
går vi længere ind i Asien, støder vi på to store sprog- 
klasser, den persiske og den indiske^ hvorom man har 
påstået, at de var kilden til den germanske. Men af 
de lærde, som har fremsat denne påstand, har ingen 
forstået de tre gamle hovedsprog af den gotiske sprog- 
klasse til gavns. Derfor er denne tanke langt fra til- 
strækkelig begrundet. Imidlertid kan det ikke nægtes, 
»at disse sprog have mange påfaldende ligheder med 
de germaniske og nordiske, dog for det meste middel- 
bar igennem de trakiske sprog.« Allerede landenes 
beliggenhed synes at vise, »at Indisk og Persisk ikke 
kan være den egentlige umiddelbare kilde, hvoraf Is- 



Forholdet til de indiske sprog. 57 

landsk er udstrommet. Der gives heller intet historisk 
vink til; at vore forfædre skulde være komne umiddel- 
bar fra Indien eller Persien, men derimod pege alle 
omstændigheder til den trakiske stamme, hvoraf vi i 
det foregående fandt det rimeligt, at den nordiske var 
udspiret. Men denne stamme har vistnok som enhver 
anden sin rod, og det er ikke usandsynligt, at det 
indiske udgor denne rod, som det vist nok var umagen 
værd at undersøge og kende, kun at den ikke var 
skjult for dybt under jorden. Vi få da lade os noje 
med den nærmeste og egentlige klare kilde til vort 
oldsprqg, og overlade den græske sprogforklarer at 
undersøge, hvoraf den trakiske klasse atter har sin 
sande oprindelse ; men længer end til de indiske sprog 
ere vi sikre på, at ikke heller han behøver at gå; 
ti kæden sluttes på den ene side af énstavelses- 
sprogene, på den anden af de malaiske og avstralske 
sprogklasser, dér igen begrænses af det store verdens- 
hav, men bægge disse vidtløftige klasser af tungemål 
ere i et og alt himmelvidt forskellige fra den gotiske, 
trakiske og indiske sprogstamme.« 

Her ender Rask sit epokegorende skrift. Dets be- 
tydning Ugger ikke så meget i det resultat, han kommer 
til; ti det var ingen ny tanke, at opfatte Græsk, eller ret- 
tere den trakiske sprogstamme, som kilden til de gotiske 
sprog. Det ny og epokegorende ligger i undersøgel- 
sens metode, deri, at Rask — som ovenfor berørt — 
ved sammenligningen af sprogene lægger hovedvægten 
på deres grammatiske bygning. Kun med dette grund- 
lag for bedommelsen kan man komme til et pålideligt 
resultat med hensyn til sprogenes slægtskab. 

Rask afsluttede sin undersøgelse med Græsk, og 



58 Ophold i København 1815—16. 

for så vidt der skulde gås videre, lagde han de følgende 
forkninger over på de græske lærdes skuldre. Det var 
dog ikke rimeligt, at han i længden kunde finde sig i at 
leve under en så begrænset sproglig horisont. Følelsen af^ 
at han umulig kunde gore holdt ved Græsken, måtte 
snart vågne hos ham, og dermed trangen til at udforske 
disse Qærne sprogkilder, der »var skjult så dybt under 
jorden«. Men skulde man finde dem og bringe dem tit 
at sprudle frem i dagens lys, så måtte man foretage 
gravninger på selve stedet. Der måtte gores et viden- 
skabeligt Alexandertog. 

Fra en sådan tankes undfangelse til dens udførelse 
var der imidlertid et stort spring. En rejse af den ud- 
strækning vilde kræve meget betydelige summer, og 
storre offentlige tilskud kunde han ikke vænte foreløbig, 
måske nok, når han først var kommen atsted. Han indgav 
dog en ansøgning, og modtog så den 12. Okt. 1816 en skriv- 
else fra universitets-direktionen med underretning om, 
at der var bevilliget ham 200 rdl. i 2 år ! Det skulde ikke 
række vidt. Da han imidlertid ikke havde væntet sig et 
stort gunstigere svar, havde han, allerede inden han fik 
denne bevilling, henvendt sig til gehejmeråd Biilow, 
der jo ved flere lejligheder havde vist sig meget hjælp- 
som overfor ham. Biilow følte sig meget tiltalt af 
planen , der rimeligvis er bleven udførligere drøftet 
imellem dem under et besøg, som Rask i sommeren 
1816 aflagde på Sanderumgård. * I en skrivelse af 19. 



* Ved denne lejlighed skrev Rask følgende i Biilows stambog: 
God eru tvø^ På tvende guder 

er t/di ég d: tror jeg kun: 

Fræ i, Vindtta, frihed og venskab, 

fari nnur, bort med hine! 

Sandcrumgird d. 14. Juni 1816. R. Rask. 



Forberedelser til den store rejse. 5^ 

Okt. 1816 forpligtede Biilow sig til at udbetale Rask 
2000 rdl. (500 rdl i 4 terminer) som en understøtielse 
»til en videnskabelig rejse til Asien c, der agtedes fore- 
taget i årene 1817 og 1818. 

Som mål for denne rejse stod vist oprindelig det 
sydlige Rusland og de tilgrænsende dele af Asien, i det 
hele egnene omkring det sorte hav. Rask mente nem- 
lig, at Nordboerne, for de skilte sig fra den fælles tra- 
kiske stamme, havde boet i disse egne, og. at der mu- 
ligvis endnu dér var spor af deres tidligere bosættelse. 
Særlig vilde han undersøge en af de kavkasiske stam- 
mer, Osseterne^ som man antog var nær beslægtet med 
den gotiske stamme. Men rejsen skulde blive af en 
ganske anden udstrækning. 



III. 

Rasks rejse til Indien.^ 

(1816-23.) 

Den 25 Oktober 1816 gik Rask ombord på galeasen 
Sophia Magdalena, der blev ført af en kapt S. Palmgren 
fra Kalmar. Da de på grund af modvind maatte blive 
liggende flere dage paa reden, kom han jævnlig i land. 
Den 3 November havde han for sidste gang dansk grund 
under fødderne, og han skulde ikke sætte sin fod på 
den igen for efter halvsyvende års forløb. Den 4 No- 
vember afsejlede endelig skibet. De havde stundum 
temmehg hårdt vejr, men Rask holdt sig dog ret tappert*. 
Efter 4 dages forløb nåede skibet Kalmar, hvor han blev 
indlogeret hos skibsklarereren Zander^ der havde sluttet 
bord for nogle herrer der fra byen. Her fornyede han 
sit bekendtskab med den unge Zander. Ved et af mål- 
tiderne traf han en lektor Ahlberg, der overfusede Rask 
på en meget grov måde i hans egenskab af dansk. 
Ahlberg påstod nemlig, at han under et. ophold i Dan- 
mark sidst i forrige århundrede var bleven behandlet 
på en meget lumpen måde ; bl. a. havde drengene råbt 
efter ham på gaden: »Din svenske hund!« — Rask 
beså naturligvis stedets mærkværdigheder; bl. a. ruinerne 



Rejsen til Sverrig. 61 

af det gamle Kalmar slot: den beromte unionssal blev 
brugt til kornmagasin, og dronningens trone, der i lange 
tider havde stået henslængt i en krog, var for et par 
år siden bleven solgt for et par skilling banko.^ Ikke 
langt fra Kalmar slot viste man ham det sted, hvor 
Gustav Vasa steg i land, da han kom fra Lybæk. Det 
fortaltes, at Ludvig XVIII, da han under sit ophold i 
Sverrig besøgte dette sted, knælede ned, kyssede det og 
tog en græstørv med derfra som erindring. 

Ved afskeden vilde Zander og hans hustru ikke 
tage mod betaling, men bad Rask betragte det, som han 
havde været deres gæst. Den 12 November ankom 
han til Dalarøen, 4 mil fra Stockholm, hvor han måtte 
stanse nogle dage. Hans pas var nemlig ikke påtegnet 
af den svenske minister i København, og derfor vilde 
toldvæsenet ikke lade ham passere. Rask skrev til 
hofpræst Afzelius, som han kendte fra sin første Sver- 
rigs-rejse, og bad ham om at ordne sagen. Det var imid- 
lertid ikke så let gjort. Da Afzelius forestillede sagen 
for kronprinsen, svarede denne: T>Ilfaut le renvoyer^ 
[han må sendes tilbage]. Endelig fik han passet den 
20 l^ov. og kunde rejse videre; væntetiden havde 
han brugt til at udtænke et nyt system, hvorved man 
kunde skrive Russisk med lutter græske bogstaver. 

I Stockholm boede han hos Afzelius, med hvem 
han læste Islandsk hver dag mellem middag og kaffe 
(kl. 2— 3V2). Under sit ophold i denne by vilde han 
ved studier forberede sig til sin store rejse gennem 
Rusland til Asien. Han syslede derfor med Finsk, 
Russisk, Arabisk og Persisk. Men noget storre resultat 
fik han dog ikke ud af disse studier, fordi de for lange 
tidsrum blev afbrudte af. hans arbejde med Islandsk og 



62 Rasks rejse til Indien. 

Angelsaksisk*. Han afsluttede således ved Afzelius' 
hjælp kontrakt med en svensk boghandler om udgivelsen 
af »Deu yngre Edda«. I den anledning måtte han 
(i slutningen af Desember) gore en rejse til Upsala, for 
at afskrive det håndskrift som fandtes der. Endvidere 
deltog han med Afzelius i en udgave af »Den ældre 
Edda«. Det var i virkeligheden Rask, som havde be- 
sørget hele arbejdet; fra Afzelius stammer kun fortalen. 
Rask skriver således til Nyerup (20 No v. 1817)*: »Ved- 
lagte blad af den poetiske Edda kan dog vise, at jeg 
ikke sover rent, ti det er unter uns gesagt mit arbejde 
hvert ord og bogstav i bogen undtagen titel og fortale, 
hvilket nok vil vise sig i tiden.« Fremdeles foretog 
han en omarbejdelse på Svensk af sin islandske gram- 
matik, udgav en læsebog i Islandsk (Sfnishorn) og 
holdt forelæsninger over det islandske sprog for en lille 
kreds af (12—13) tilhørere. Fra Islandsk gik han 
videre til søstersproget* Angelsaksisk. I 1815 var der 
i København kommet første udgave af det mærkelige 
angelsaksiske digt Beovulfskvadet Grundtvig havde 
angrebet denne udgave meget stærkt for dens unojag- 
tighed, hvad der gav anledning til, at Rask tilbød 
sin hjælp ved den oversættelse af kvadet, som Grundt- 
vig havde lovet at give. Samarbejdet mellem dem blev 
dog ikke af lang varighed, da det afbrødes af Rasks 
udenlandsrejse. Men i Stockholm optog Rask på ny sit 
studium af Angelsaksisk, og frembragte på dette om- 
råde et af sine betydeUgste arbejder: »Angelsaksisk 
sproglære med læsebog« (1817), der blev oversat på 



* Han siger i sin dagbog, at sommeren 1817 fik han så godt 
som intet gjort ved studiet af de østerlandske sprog. 



Ophold i Stockholm. 63 

Engelsk og blev banebrydende for det angelsaksiske 
studium. 

Den stærke interesse, der netop på den tid var 
ved at vågne i Sverrig for islandsk literatur og sprog, 
og som ikke mindst Rask havde hjulpet til at vække, gav 
nogle af hans svenske venner den tanke at få ham til at 
blive 1 Sverrig, og man gjorde ham forslag i den ret- 
ning. Rygtet herom kom til Danmark og vakte en ikke 
ringe misfornojelse hos de mænd, der særlig havde 
arbejdet på at skaffe ham midler til hans store rejse. 
Hans velynder Biilow skrev således følgende til ham i 
et brev af 29. Des. 1817^: 

»Et rygte har gået — formodentlig opfundet og 
udspredt af en lav tænkende misunder — at De vilde 
blive i Sverrig og ikke mere vende tilbage til Deres 
fædreneland. — Jeg har ret harmet mig over det stygge 
rygte og bestridt det med mahge gyldige grunde, som 
støttede sig på de gode tanker jeg har om Deres gode 
tænkemåde, uegennyttighed og fædrelandskhed. Skulde 
De vel sulte i Deres fædreneland, fordi De måske 
kunde vænte nogle hundrede rdl. mere årlig indkomst 
i et fremmed? De vil vistikke glemme, hvad De skylder 
Deres fædreneland i flere end én henseende og Deres 
sande venner, blandt hvilke De i sandhed kan regne 
mig, der vilde af flere årsager sørge derover. Lad mig 
ikke sørge over Deres tab for en ussel vinding[s] skyld, 
og fordi De ikke havde mod nok til at gå måske nogle 
ubehageligheder i møde af nogle individer, som ere i 
dag og i morgen ikke mere. Det ovenanførte håber 
jeg De besvarer efter mit ønske og forvæntning.« 

Prof. P. E. Miiller, en mand der har gjort sig 
meget fortjænt af det islandske studium, havde allerede 



64 Rasks rejse til Indien. 

tidligere støttet Rask på forskellige måder. Han havde 
således. anbefalet hans ansøgning om understøttelse til 
Islandsrejsen. Da nu Rask skulde tiltræde sin store 
udenlandsrejse, havde han arbejdet ivrig på at skaffe 
ham hjælpemidler dertil. Det er da naturligt, at han 
måtte føle sig ilde berørt af tanken om, at Rask muligvis 
vilde blive i Sverrig. Derfor havde han også, allerede 
inden Biilow skrev, sendt Rask et temmelig skarpt brev 
(6 Marts 1817) * angående hele hans virksomhed i Stock- 
holm. Han begynder med at sige, at han ikke er til- 
freds med Rasks literære beskæftigelser. Det kan 
endda gå med den islandske læsebog og den angel- 
saksiske grammatik; »derimod er jeg meget misfornojet 
med, at De i Sverrig udgiver begge Eddaerne; adskil- 
lige i København ere endog herover blevne meget 
vrede, og jeg kan forsikre Dem, at det har gjort alle 
Deres venner ondt at erfare det. Deres i aviserne ind- 
rykkede subskriptionsplan var affattet i meget uheldige 
udtryk og netop skikket til at gore ondt værre: »De 
vilde nu endeligen opfylde Nyerups længe ytrede ønske 
om Eddaernes udgivelse osv.«, ligesom Nyerup var den 
eneste, hvem dette lå på hjærtet^ ligesom hans navn 
havde i den islandske literatur vægt for os, som vide 
han intet forstår deraf uden bogtitler, og ligesom De 
ikke selv meget vel vidste, at den anden del af Sæmunds 
Edda kommerud om få uger, og at der er truffet virk- 
somme foranstaltninger til værkets fortsættelse. De 
taler i subskriptionsplanen, ligesom slet intet, for end 
De fremtrådte, var gjort for Eddaerne enten i Danmark 
eller Tyskland. Dog dette er nu sket og står ikke til 
at ændre, kun til at glemmes. Et udtryk i et af Deres 
breve bekymrer mig mere. De skriver om den interesse 



Planer om at blive i S ver rig. 65 

for det islandske, De har fundet i Sverrig, og mener, 
at når en Islænder stod i spidsen for de svenskes be- 
stræbelser i dette fag, vilde disse snart overgå de 
danskes. Ikke skulde jeg tro, at De ved denne Islænder 
mente Dem selv. Det er naturligt, at De ved et ophold 
i Stockholm holder forelæsninger og meddeler de svenske 
lærde af Deres kundskaber, men kunde De bestemme 
sig til at blive i Sverrig, vilde jeg anse Dem for at 
være blottet for al fædrelandskærlighed, ja endog at 
have overtrådt Deres pUgter mod Deres medborgere, at 
være bleven, så vidt det stod til Dem, en forræder af 
fædrelandets sag ... De vil måske sige mig, at fædrelandet 
intet har gjort for Dem. Jeg nægter ikke, at vedkom- 
mende burde have gjort mere for Dem, men jeg sporger : 
hvorledes er bondens son fra Fyn kommen til at holde 
forelæsninger i Stockholm ? . . . Enhver af os kan si- 
g^s at skylde fædrelandet alt . . . Dog jeg håber. De 
ikke har i sinde at tjæne Pontecorvo, og at ovenstående 
er overflødigt. De undskylde derfor den varme, hvor- 
med jeg har skrevet dette, jeg hat troet oprigtigen at 
burde sige Dem min mening.« 

Det er ret ejendommeligt, at denne skarpe anklage 
for halvvejs landsforræderi skulde blive rettet mod 
den mand, som senere skrev de bekendte ord (der 
er indristede på hans mindesten): >Sit fædreneland 
skylder man alt, hvad man kan udrette«. At Rask 
med sin let sårede natur måtte tage sig denne anklage 
meget nær, kan man nok Lænke sig. Han sendte da 
også (29 Maj) P. E. Miiller et meget udførligt svar \ 
hvori han rigtig tog bladet fra munden. Efter at have 
berørt den første del af Miillers brev, fortsætter han: 
> Jeg kommer nu til den anden post om Eddaerne osv. 

F. BSnDing: B. K. Bask- 5 



66 Rasks rejse til Indien. 

Der er kun lidet af dette, som jeg kan fmde mig truffen af; 
jeg kan ikke begribe, hvad der kan forhindre mig mer 
end andre at benytte min ejendom og mine kundskaber 
der, hvor man sætter pris på dem, hvilket aldrig har 
været tilfældet i København.« Han har privatim fået 
to > foreløbige forslag €, bægge omtrent på 1500 å 2000 
rdl. SV. banko om året, men han har undveget, at det 
kom lil bestemte tilbud. »Jeg tænkte virkelig først på 
at dølge min mening rent og lade tilbudet ske, for at 
benytte mig af det i København; men det forekom mig 
snart uædelt. Jeg kan således ikke tilegne mig titelen 
af fædrenelandets forræder endnu i denne henseende, 
men om det er et forræderi og tjæner til at. fordunkle 
Danmarks ære, hvad en dansk mand udgiver i et frem- 
med land, så er min synd stor og ganske svar, og 
turde mulig blive endnu storre, men så er vel også 
Øhlenschlæger en forræder, fordi han har udgivet sfn' 
Aladdin* i Amsterdam . . . Det er sandt, at fædrene- 
landet har til dels sat mig i stand til at erhverve mine 
kundskaber, men dét er også sandt, at det har aldrig 
brudt sig om at benytte dem. Ur. prof. kender min 
indberetning^ til direktionen t, hvor jeg til slutning 
ytrede det ønske, at da jeg nu i tre år havde rejst i 
alfe nordiske riger og ikke uden mpje og fare ind- 
samlet nogle indsigter i de gamle sprog, at direktionen 
da vilde sætte mig i stand [til] at benytte dem efter 
ævne uden næringssorger for fremtiden. Derpå fulgte 
intet svar. Da jeg siden efter først talte med E[ngelstoft], 



* Den tyske oversættelse, hvis første udgave udkom i Amster- 
dam 1808. 
t o: Direktioaen for universitetet og de lærde skolen 



Planer om at bitre i Sverrig. 67 

var svaret: jeg kunde være forsikret, man vilde gore 
alt for mig; men tonen sagde mig tydelig nok, at det 
alt var en lille trykfejl i steden for intet Anden gang 
hed det helt oprigtig, at man ingen penge havde, og 
der var intet andet at gore end bie ; tredje gang noget 
for rom afrejse talte han om overdrevne pretensioner, 
om at jeg havde vceret ganske beskeden.« I sin sidste 
ansøgning havde Rask rent ud spurgt, om han havde 
noget at vænte i fædrenelandet i anledning af sine 
rejser og studeringer, >og De ved at derpå hverken 
skriftlig eller mundtlig blev svaret et eneste ord ! . . . . 
Jeg er sandt at sige på den ene side lige så vel for- 
nojet som på den anden misfornojet med direktionen; 
ti den opgav derved tydelig alle fordringer på mig og 
gav mig min frihed tilbage.* Han fortæller et par træk 
som eksempler på, hvorledes man (den nævnte E.) i 
Danmark »skolemestererede« ham efter hans mening. 
»Her er ingen som skolemestererer mig, her agter man 
mine kundskaber og vilde inderlig gærne beholde mig, 
som jeg er, uden -videre rejse. Her har jeg aldrig følt, 
at jeg' arbejder for at leve, hvilket jeg alle ojeblikke 
mærkede i København. Her har jeg fået forlægger og 
penge til for alle mine forsøg, og anmodninger om 
mange flere literære arbejder, end jeg har kunnet indlade 
mig på; i København må jeg først have penge af 
regeringen for at kunne købe forlægger til et arbejde i 
som har kostet mig flere års mojsommelige samlen. 
Var jeg da ikke gal og tre gange gal, om jeg for- 
småede lejligheden til at udrette noget, som verden 
ellers i ro kunnet vænte på i 30 år til efter Nyerups 
formodning, og efter alt hvad mennesker rimehgvis 
kunne forudse? Jeg ønsker derfor ikke, at noget af 



68 Rasks rejse til Indien. 

det, som hertil hører, var ugjort eller glemt, men hvis 
mine landsmænd kunne for alvor lægge mig dette til 
last, da ønsker jeg heller at omkomme i Ruslands 
ørkener end nogen sinde mer at se mit fædreneland. 
Hvad skal jeg desuden tilbage? Skal jeg hver gang jeg 
skriver en afhandling først sulte, imedens jeg arbejder, 
siden betle om penge af regeringen til at få nogen til 
at tage derimod, men selv være lige så rig efter som 
forud. Dette bringer mig stundum endnu på den 
tanke, om det ikke var pligt heller at føre et virksomt, 
herligt og ærefuldt liv endog hos sin ikende, heller 
end sulte og sove sin tid og kraft bort hos sin ven. 
Det synes som forsynet, er der noget, umuUg kan have 
bestemt livet hertil. Hvad tabte også fædrenelandet ved 
mig, der er jo bondeknolde* nok tilbage.« — Han har 
skrevet dette i dybeste fortroUghed til P. E. Muller, 
siger han, og beder ham om ikke at tale derom til 
andre, »da det muligvis kunde, forstyrre en plan, jeg 
har, som interesserer mig selv meget, og som jeg håber 
ikke skal anses for noget fædrenelandsforræderi.« 

Der blev intet af, at Rask slog sig til ro i Sverrig; 
men langt fra har det sikkert ikke været. I et brev^ 
som han senere skrev til P. E. Miiller fra Peters- 
borg (12 Okt. 1818) \ siger han, at han ganske 
vist havde afslået de svenske tilbud, inden han erfa- 
rede, at han havde fået et rejsestipendium på 2 år, 
men >dog vil jeg ikke gore mig helligere end jeg er, 
men oprigtig tilstå, at jeg måske havde ladet mig over. 



♦ Min fader var ellers ikke egentlig bonde, men lige meget, 
han boede på landet, og så vel han som min hele æt var 
almuesfolk; jeg skammer mig ikke ved ham. 



Fra Stockholm til Petersborg. 69 

tale, hvis mine velyndere i Stockholm havde grebet 
sagen an på en anden måde, nemlig handlet mere og 
talt og triumferet mindre i begyndelsen, men dette 
krænkede min nationalfølelse og gjorde snart min be- 
slutning aldeles urokkelig.« — 

P. E. Muller arbejdede ivrigt for at skaffe ham 
flere penge. Så snart Rasks prisskrift om Islandskens 
oprindelse var færdigt fra trykkeriet (i slutningen af 
1817), fik han i hast et eksemplar af bogen indbundet, 
gik med det op til kongen og overleverede ham det 
på R.'s vegne, med en tak for understøttelsen til tryk- 
ningen af værket. Endvidere fortalte han kongen, at 
Rask "vilde rejse til Rusland og måske til Kavkasus, 
og at det vilde være en stor hjælp for ham, hvis han 
kunde få et rejsestipendium og titel af professor. 
Kongen bevilligede dette, og P. E. Muller skyndte sig 
med i et brev af 15. Jan. 1818 at meddele Rask den 
glædelige nyhed om titlen og et rejsestipendium på 
400 rdl. i 2 år; med det samme tilfojer han som et 
beroligende middel ovenpå sine tidligere stærke ud- 
talelser: »Det var sandeligen et meget fristende tilbud, 
der blev gjort Dem; de fleste vilde i Deres sted have 
modtaget det.'« Rask fik efterretningen d. 22 Jan. og 
begyndte så at gore sig rede til rejsen. 

Den 22 Februar gjorde hans vært Afzelius et af- 
skedsgilde for ham, og næste dag gik han over Stadby 
til Grislehamn, hvorfra han tog med isbåd til Åbo i 
Finland. Det var en besværiig tur. Den første dag 
nåede de ikke længere end til skæret Gisland, hvor de 
måtte ligge om natten i båden eller på sneen. Næste 
morgen gik turen videre, og efter en anstrængende 
rejse i meget hård kulde ankom han den 1ste Marts 



70 Rasks rejse til Indien. 

til Åbo. Her studerede han særlig Finsk^ og fik under-«- 
visning i dette sprog af en lektor BenwaUy der læste 
med ham hver aften fra 5 — 9 eller 10 i en 14 dages 
tid. Det smigrede Rask meget at finde det bojriings- 
system for Finsk, som han havde foreslået i sin pris- 
afhandling, helt og holdent anvendt i et håndskrevet 
udkast til en ny grammatik, som Renwall lånte ham» 
Bønderne, fortæller han selv i et brev, beundrede hans 
færdighed (som rigtignok ikke var meget stor) i at 
tale deres sprog, især når de hørte, han var dansk; 
han havde for resten Udt svært ved at gore dem be- 
gribeligt, hvad Danmark var for noget; de sagde i 
stedet derfor Juutin-maa (d. e. Jylland). En aften, da 
han fortalte sm værtinde, hvad for en landsmand han 
var, og spurgte hende, om mange Danske (Jyder) 
havde gæstet hos hende for, svarede hun på Svensk: 
Ȍh, ja vist kommer har ibland tocke der Judar og 
Italienare!« 

Fra Åbo gik rejsen videre over Tavastehus — 
hvor han beså det gamle slot, som Birger jarl byg- 
gede — og Vilmannstrand til Viborg, Han kunde have 
valgt en bekvæmmere vej, men han vilde gennem de 
dele af landet, hvor der var lejlighed til at stifte be- 
kendtskab med de egentlige Finner. På denne rejse 
havde han et uheld, som han dog slap godt fra. En 
aften skulde en dreng, som ikke var vant til at køre, 
være skydsdreng. Derved skete det, at hesten blev 
sky, løb løbsk og væltede vognen. Rask fik sin kuffert 
over det venstre knæ, og slaget var så stærkt, at han 
troede benet var brækket. Han var 10 svenske mil 
fra Tavastehus og 15 fra Viborg, og intet menneske 
der på egnen kunde et svensk eller dansk ord. Til 



I Petersborg, 71 

lykke var skaden ikke så stor, som han i begyndelsen 
havde frygtet for; næste dag tilbagelagde han over 10 
svenske mil, og var snart i orden igen. ' 

Den 27 Marts kl. 12 V2 middag kørte han ind i 
St. Petersborg, hvor han indlogerede sig hos en svensk 
traklør Bergmann. Den første han aflagde besøg hos, 
var en pastor Hipping, der var lærer ved det kejser- 
lige gymnasium, og til hvem han havde en anbefalings- 
skrivelse. Denne mand viste sig meget hjælpsom mod 
ham under hans ophold i Petersborg; de blev hurtig 
gode venner og drak allerede 1 April dus med hin- 
anden hos en konditor på Isakspladsen. Hipping sør- 
gede først for, at han fik et bedre værelse hos en 
skrædder Luther på den svenske kirkegård, og da 
værelset var umøbleret, lånte han ham de nødvendigste 
møbler. Te og kaffe fik han hos en svensk guld- 
arbejder, der boede oven over ham. Efter at have ind- 
rettet sin bolig og levevis kunde han tænke på sit 
egentlige arbejde. Først og fremmest måtte han 
tage ordentlig fat på Russisk, ti hans forberedende 
studier i Sverrig havde ikke bragt ham ret vidt. I be- 
gyndelsen var Hipping hans lærer, men senere blev 
han afløst af en ung russisk lærd Ivan Mkolajevitsh 
Loboiko^ som Rask sluttede et noje venskab med. I 
midten af November flyttede han fra sit gamle værelse 
hos Luther — hvor der var et utåleligt svineri — hen 
i samme hus, hvor Loboiko boede ; de førte fæUes hus- 
holdning. Denne mand nærede stor interesse for 
nordisk. literatur, og vilde gærne lære Dansk. Rask og 
han skiftedes så til at undervise hinanden. Også andre 
indfødte Russere ytrede interesse for den danske lite- 
ratur, og Rask arbejdede under sit ophold i Petersborg 



72 Rasks rejse til Indien. 

ivrig på at styrke denne interesse. Han søgte ved 
hjælp af den danske konsul at få indrettet en dansk 
boghandel, og pålagde i breve til hjemmet indstændig 
sine venner at sørge for, at forsendelsen af danske 
bøger blev nojagtig besørget, for ikke at gore folk i 
Petersborg kede af det. Han tog sig så ivrig af denne 
plan, at P. E. Muller i et brev finder anledning til at 
minde ham om, at det egentlige formål med hans rejse 
dog ikke var at sørge for den danske boghandel i 
Rusland. ^ 

En af grundene til, at Dansk var så lidt kendt i 
Rusland, var efter Rasks mening den tyske literatur. 
Han udtrykker sig således om denniB sag i et brev fra 
den tid (5. Avgust 1818) ^i »Den tyske literatur har hid- 
til været næsten enevældig her iblandt de lærde, og da 
Tyskerne altid har fremstillet Nordboerne i et ufordelagtigt 
lys, eller aldeles fortiet vore arbejder og fortjænester, så 
har man hidtil her i landet aldeles intet begreb haft 
[om], at der eksisterede nogen literatur i Danmark eller 
Sverrig, og knap at der var noget andet sprog end en art 
Plattysk i Norden. Jeg har ikke truffen nogen eneste 
dansk bog på de to storste biblioteker her i byen osv. 
De vil således let indse, at her var meget at gore; 
hos Tyskerne var det mig umulig at vinde noget gehør 
eller udre.tte det mindste; så snart talen bragtes på 
noget hovedværk i en materie var altid samtalens gang 
som så: An welcher Sprache ist es geschrieben?« — 
»Es ist dånisch.« — »Ah!« Når jeg talte om letheden 
og simpelheden af vort sprog hed det: »ja, ^s wird 
wohl iibersetzt werden, Riihs hat es ja wohl gekannt und 
benutzt etc.« En gang tog samtalen omtrent følgende 
retning med en tysk lærd adelsmand: »Die Dånen 



I Petersborg. — Forhold til tyske lærde. 73 

haben doch etwas in der Litteratur geleistet; man hat 
ja schon einige Sachen in deutscher Uebersetzung, 
glaub' ich, und einige wie Baggesen haben ganz gut 
Deutsch geschrieben.« — »Das sind aber unsereHaupt- 
verdienste nicht, wir haben in den schonen Wissen- 
shaften, in der Geschichte und auch in den strengern 
Wissenschaften Meisterstiicke von allgemein erkanntem 
Werthe.» — »Aber warum schreiben Sie nicht Deutsch.« 

— »Weil wir keine Deutschen sondern Dånen sind!« 

— >Mein Gott, was ist das doch flir eine Idee, einen 
solchen Dialect, der kaum von 1 Mill. gesprochen wird, 
zu Biichersprache ausbilden zu wollen, was kann dar- 
aus kommen?« — »Es wird uns bey unpartheyischen . 
Richtern desto groszere Ehre machen, je weniger wir 
sind, wenn es uns doch gélungen hat unserer Sprache eine 
Bildung zu geben, die den Sprachen zehnfach zahl- 
reicher Nationen gar nicht nachsteht.« — »Allerdings, 
Sie sind ja germanischen Ursprung also aus gutem 
Stamm, aber was ist es doch fiir. eine Nationalitet 
und fiir ein Strejfen sich von dem groszen Ganzen 
abzusondern?« — »Die Dånische Nationalitet ist unge- 
fåhr die nåmliche als die Deutsche, auch haben* wir 
uns von keinem groszen Ganzen getrennt, sondern den 
Standpunkt, den uns die Natur anwies, nur behauptet, 
und werden ihn noch eine Zeit behaupten, wie ich hoffe 
etc.« [Jvf. s. 148]. Det er aldeles ikke at håbe, at Tyskerne 
skulle lade vort sprog og literatur vederfares ret; desto 
»angelegnere« bor det, mener jeg, være os selv at 
vise sig i et fordelagtigt lys.« 

Nogle få dage efter at dette brev var skrevet, af- 
sendte han et andet til Nyerup \ der viser, hvor optaget 
han var af denne sag. »For kort tid siden«, hedder 



74 Rasks rejse til Indien. 

det i brevet, > skrev jeg prof. Miiller til om min sejr 
over Burman (Germanismen eller Germanomanien) på den 
danske literaturs vegne ... og skriver nu hr. prof. et 
par ord om samme æmne . . . Tyskerne blive til evig 
tid uretfærdige og uforskammede imod os, ti det ligger 
i deres ansigt på sagen at betragte os som vanslægt- 
ninger, efterdi vi ikke en gang ere rene Plattyskere, 
som Adelung udtrykker sig . . . Mit hovedvåben har været 
min fortale til den angelsaksiske sproglære; uden den 
havde al min fægten været omsonst, ti man må have en ba- 
sis at bygge på, noget givet med grunde forsynet bolværk 
at stride fra. c Loboiko biev begejstret over den, og det 
gælder nu at vedligeholde og udvikle denne begejstring; 
»her tales om at oprette et nordisk læseselskab og biblio- 
tek etc.« * 

Blandt de fremragende mænd, Rask stiftede be- 
kendtskab med, var også rigskansleren Rumånzow, der 
næsten hver Mandag indbød ham til middag og i det 
hele behandlede ham med megen forekommenhed. 
Rask ordnede hans righoldige bogsamling i nordisk 
literatur, og modtog til tak derfor en gulddåse til en 
værdi af omtrent 225 eller 250 rubler. Desuden fik han 
greven til at love på sin bekostning at lade udgive en 
finsk ordbog, hvis udarbejdelse overdroges den tidligere 



>Nogle tyske professorer«, hedder det i et andet brev \ ^ udgore 
mine fornemste bekendtskaber, dog sætte de fleste næsen så 
hojt, at jeg gruer for bjælkerne«. De franske videnskabs- 
mænd, han traf, gjorde ganske vist et andet, men egentbg 
ikke heldigere indtryk. *Tre franske lærde, som jeg har 
truffen, have endnu mindre været efter min smag, skonl de 
ikke have den barbariske, grobianske bondestolthed som 
Tyskerne, men det går dem, som Franskmanden i Sverrig 
sagde om vinflasken, da de bad ham skænke i for sig selv, 
>der er ingen inde«, sagde han og pegte på bunden.« 



I Petersborg. — Studier. 75 

omtalte lektor Renwall. En dag, da Rask var til mid- 
dag hos Rumånzow, gjorde han bekendtskab med alle 
»Ruriksf årerne«. * I selskab med Hipping og Loboiko 
aflagde han et besøg ombord på Rurik og beså de 
mærkeligheder, det havde bragt med hjem fra sin 
rejse; deriblandt var nogle Aleuter. Rask greb med 
begærlighed lejligheden til at lære disse folks sprog at 
kende. Han indbød de to Aleuter til at komijie og 
drikke te hos sig; de kom igen en anden gang af 
sig selv, og den ene af dem dikterede ham så en del 
jakutiske ord. — Desuden prøvede han på Armenisk 
hos en Armenier, en bogtrykker Joannes, men op- 
gav det snart, da hans lærer tog sagen på en kedelig, 
pedantisk måde, og spildte alt for megen tid med stav- 
ning, I Persisk fik han undervisning af en muhamedansk 
Shiiter Ab-eUTurab. Det faldt ham i begyndelsen noget 
vanskeligt. I den første time gennemgik hans lærer 
3 sider for ham i en persisk læsebog, men, siger Rask, 
»jeg havde tungt ved at forstå hans forklaringer, og 
anvendte hele eftermiddagen og aftenen på at gentage 
det samme stykke for mig selv.« Også den persiske 
undervisning »blev mindre underholdende og lærerig 
end den burde«; dog fortsatte han, indtil han havde 
fået 20 timer. ^ 



Som ovenfor omtalt var rejsens officielle mål op- 
rindelig kun egnene omkring det sorte hav. Da P. E. 



* Det russiske skib »Rurik« var netop den gang kommen hjem 
fra en videnskabelig ekspedition, på hvilken det bl. a. havde 
undersøgt den nordøstlige kyst af Asien. 



76 Rasks rejse til Indien.' 

Miiller ansøgte kongen om en rejseunderstøttelse for 
Rask, talte han kun om Rusland ogKavkasus. Tanken 
om at give rejsen en langt storre udstrækning er dog 
vist temmelig tidlig dukket op hos Rask. Måske er 
det den »plan«, han taler om i slutningen af sit brev 
(af 29. Maj 1817) til P. E. Muller (jvf. s. 68). Sikkert 
er det, at' han fra Stockholm skrev til den danske 
sproglærde Bredsdorff og foreslog, at han skulde gore 
ham følgeskab på en rejse til Indien. ^ 

I Petersborg kom tanken til fuld modenhed. Han 
sender her fra P. E. Muller et brev (af 11. Juni 1818) 2, 
hvori han siger, at der er to rejseruter han kan vælge 
imellem: »enten 1) at gå langs med det kaspiske hav, 
Kavkasns, Krim, igennem Ungarn og Tyskland, eller 
2) igennem Persien eller Chiva til Indien, og navnlig 
til Ava på hin side Ganges, hvor Buddhas religion og 
Palisproget er herskende ! . . Den første rejse kan blive 
interessant, men tillige farlig og dyr og lede til lidet 
resultat, mere ead hvad jeg allerede har indset; den 
anden må ufejlbarligen lede til kilden til vor gamle 
hedenske religion og sprog {Sanskrit og Pali*)^ hvilke 
bægge ingen i Evropa kan, så vidt jeg formoder. Bud- 
dhas religionshøger og Vedaerne* ere ikke heller be- 
kendte i Evropa; her er et mål at rejse efter og det 
et skont og stort, nyttigt for videnskaberne og ære- 
fuldt for fædrenelandet! Jeg føler også hos mig selv 
kraft og mod til at foretage den og kundskab til at 
håbe et lykkeligt udfald!« 

Disse ord har en anden og storre klang, end da 
han i prisskriftet ganske let antyder muligheden af, at 

♦ Jfr. herom tillægene bag i bogen. 



Rejseplaner. 77 

den oprindelige kilde til de gotiske sprog kan findes i 
de indiske, men for resten vil skubbe det videre arbejde 
over på de græske lærde. Nu er målet sat klart og 
bestemt. 

Den frejdige tillidsfuldhed, som ånder gennem de 
nys anførte ord, holdt sig dog ikke urokket. Tvivlene 
begyndte at indfinde sig. Han fik en følelse af, at han 
ikke var tilstrækkelig forberedt til at gore denne rejse nu, 
og at den rimeligvis vilde give storre udbytte på et 
noget senerne tidspunkt. I efteråret 1818 skrev han 
derfor hjem til bægge sine velyndere, Biilow og P. E. 
Miiller, og foreslog, at han foreløbig skulde tage tilbage 
til Danmark et års tid, og udgive en »jævnførende 
Sanskrit-sproglære og læsebog med apparat«, og så 
derefter gå søvejen til Indien. Biilow havde for sit 
vedkommende intet derimod, men han bad Rask afvænte 
og overveje Miillers mening. Denne var bestemt imod 
en forandring af rejseplanen. Han erklærer, i temme- 
lig stærke udtryk, at den ansøgning, som var indgivet 
om en fornyet understøttelse, var begrundet på, at 
rejsen skulde gå ind i Asien. Kun hvis det, når Rask 
kom til Kavkasus, skulde vise sig aldeles umuligt for 
ham at trænge den vej frem til Indien, finder han det 
naturligt, at han vender om. Rask besluttede sig da 
til at drage videre, så fremt han fik den begærede 
understøttelse. I et brev (af 6. Marts 1819) fra Miiller 
fik han underretning om, at dette var sket, i det der 
var bevilliget ham 200 rdl. foruden de 400 han allerede 
havde for 1819, og for 1820 og 1821 årlig 1000 rdl. 
rent sølv, og endvidere kunde han vænte at få 400 rdl. 
i 2 år fra kommunitetets kasse, samt at beholde sin 
gage (150 rdl.).* 



78 Rasks rejse til Indien. 

Da dette var afgjort, ønskede Rask snarest muligt 
at komme afsted fra Petersborg. Men det var ikke så 
ganske let. Endnu inden han fik sikker efterretning 
om den forøgede understøttelse, men efter at rejsen til 
Asiem var så godt som bestemt, befandt han sig i en 
ubehagelig pengeforlegenhed. Han skriver således (23. 
Febr. 1819)^ til sin kommissionær i København: »I en 
ganske besynderlig stemning skriver jeg disse linjer; 
jeg må nu om et par uger rejse, eller jeg risikerer 
ikke at kunne det om kort tid, dels fordi der nu viser 
sig en mulighed, som kun sjælden ojnes, dels fordi 
mine penge ellers går rent op ; og i det ojeblik, da jeg 
har afgjort min beslutning at rejse til en anden ver- 
densdel, er jeg næsten uden penge og uden efterret- 
ning fra fædrenelandet« ; han véd ikke engang, »om prof. 
Miillers planer have lykkets eller ikke, altså slet intet 
har at indrette min rejse efter. En underlig stilling!« 
Snart tænkte han på at sælge sine bøger, snart at bede 
den danske chargé d'aflEaires am et lån (hvad han ikke 
væntede at få) ; så tænkte Jian sig midt inde i Tar- 
tariet ganske blottet far penge, og måske nødt til at 
gå i dagleje i et land, >bvor lærdom og videnskab er 
uden værd«. Endelig kom pengene; men dermed var 
vanskelighederne ikke forbi Hvorledes omstændig- 
hederne i nogen tid uafbrudt krydsede hans rejseplaner, 
har. han selv fortalt udførligt om i et brev:* 

»Altså nu til min afrejses historie, som jeg ønsker 
må opbevares til evig amindelse i stadsarkivet i Kal- 
lundborg. Jeg havde betænkt at rejse med slædeføre 
tilMoskov; men idet jeg hørte mig om en rejsefælle, og 
tillige med smerte, for ikke at sige fortvivlelse, væntede 
på efterretninger fra min kommissionær, indtraf et 



Afrejse fra Petersborg. 79 

pludseligt tøvejr, som gjorde vejene ufremkommelige 
og var en bebudelse af foråret, som også her indtraf 
usædvanlig tidlig i år. Jeg måtte altså bie; imidlertid 
arbejdede jeg fort på mine undersøgelser og løb om 
som en brolende løve, søgende med hvem jeg kunde 
r«3se; jeg havde gjort aftale med en Armenier, men 
lian opholdt sig så længe, at jeg blev ked deraf, og 
greb med glæde lejligheden at kunne rejse med en 
officer, skont han skulde gore en omvej over Volhy- 
nien ; ti dels havde jeg, især med hensyn til personlig 
■sikkerhed så. og pengebesparelse, med ham store for- 
dele, dels kunde jeg med ham gore selskab hele vejen 
til Tiflis i Georgien, hvor han er udnævnt til komman- 
dant, dels skulde rejsen snart gå for sig, og jeg kunde 
tage med så mange bøger og sager, som jeg vilde, da 
han havde en stor pakvogn foruden sin egen rejsevogn 
etc. etc. Jeg gjorde altså nu min plan, at imedens 
denne officer undervejs skulde holde bryllup, hvilket 
ikke skulde vare over 8 til 10 dage, vilde jeg bese 
gynmasiet i Kreminets, som er meget beromt og hvor 
hele landet er polsk: der fra vilde jeg alene ile til Odessa, 
dels for at se denne mærkværdige stad, dels for at 
gore aftale med den danske konsul om hensendelsen 
til søs af en hel del bøger, som ikke kunde føres med 
til Persien, men som i Tiflis vilde være mig yderst 
viijtige, da jeg var kommen over dem så sent i Peters- 
borg, at jeg. ikke kunde benytte dem der. Fra Odessa 
vilde jeg opsøge Goterne i Krim, eller i fald de skulde 
være borte, statsråd Steven i Simpheropol, en beromt 
lærd, som har berejst Kavkasus ofte, og til hvem jeg 
fik en velkommen anbefalelse af Adelung tillige med 
en bog at bringe ham. 



80 Rasks .rejse til Indien. 

Endelig vilde jeg på bestemmende tid og sted 
møde min kommandant, og nyde sikkerheden i hans 
selskab igennem Tserkassien, over Kavkasus, o. s. v. 
Mine rejsesager indrettede jeg således, at den store 
kuffert, som er Dem velbekendt, skulde indeholde de 
betydeligste af mine bøger og papirer, og blive på 
vognen, skont jeg skilte mig tra selskabet; det uund- 
værligste derimod, især af klæder, købte jeg en ransel 
eller vadsæk til, og den vilde jeg tage med til Odessa 
og Krim ; den er ikke storre, end at jeg i nødsfald kan 
bære den på ryggen. Denne plan og indretning fore- 
kom mig så ypperlig i sig selv, så overensstemmende 
med hensigten af min rejse og med min personlige 
tarv, at jeg ikke betænkte mig på at afslå et fordel- 
agtigt tilbud, som jeg imidlertid fik, at gore selskab 
med d'hrr. Koppen og Gariski, to håbefulde unge lærde 
og embedsmænd, bægge mine personlige bekendtere, 
som rejste næsten samme vej, også med lærde under- 
søgelser til hensigt, skont jeg så, at de endnu vilde 
komme til at rejse nogle dage for jeg. Også den lærde 
Servier fra Tyrkiet, hr. Stephanovitsh, som har udgivet 
den serviske ordbog etc, og som er min personlige 
ven, ønskede meget at have mit selskab, i det mindste 
til Moskov, hvorfra han vilde gå til Odessa; men det 
syntes mig umuligt at forandre min skonne plan, eller 
gå fra mit ord, givet en sådan mand, som komman- 
danten i Tiflis; jeg må ellers også anmærke, at denne 
selv meget ønskede mit selskab, for ' at fordrive tiden 
bedre på en så uhyre lang og kedsommelig rejse. Alt- 
så fuldendte jeg i ro min afhandling om den finniske 
folkefamilies inddeling, og hørte flittig til kommandanten, 
som hver gang forsikrede mig, at han skulde rejse om 



Afrejse fra Petersborg. 81 

et par dage, at der intet fattedes, uden at skrædderen 
ikke havde holdt ord med hans ny klæder, osv. I 
Mandags, den 7de Juni, gik jeg ængstelig og mis- 
modig til ham for at få en endelig besked; han for- 
talte da, at hans permissions yderste termin var ud- 
løben til Onsdagen den 9de, da han altså nødvendig 
måtte rejse om -aftenen i det seneste, for dog endnu 
at tilbringe den dag her i byen. Jeg pakkede altså 
ind, skaii'edé mig pas o. s. v. At tilvejebringe passet 
kostede en dag fra morgenen til aftenens ende. Jeg 
skulde have et bevis fra min vært, at jeg intet skyldte 
etc, men han var rejst på landet, hans fuldmægtig 
skulde altså udstede det, bægge ere tyske, og opholde 
sig i et andet hus langt borte i byen; da jeg indfandt 
mig der, var der fremmede, og han bad mig at op- 
sætte det til næste morgen, da han ganske tidUg skulde 
sende mig det ved gårdskarlen (dvornik). Jeg væntede 
næste morgen til kl. 9. da jeg måtte ud; jeg lagde nu kl. 10 
vejen der forbi, men han havde endnu ikke skrevet- 
det; imidlertid fandt jeg værten selv, hos hvem jeg be- 
sværede mig derover, han lovede at skikke det om en 
time, men jeg vilde have det med straks; formodentlig 
vidste han ikke ret, hvorledes det skulde stiles på Rus- 
sisk, og efter lang underhandling blev udslaget, at han 
skulde selv vise det til opsynsmanden i det kvarter 
(nadziræteP), og skaffe hans underskrift, som var nød- 
vendig, og hvilken jeg ellers igen måtte løbe efter; jeg 
lod mig altså sige, gik hjem, og væntede med ærgrelse ; 
imidlertid klokken 12 skikkede han mig gårdskarlen, 
og lod sige, at nu var det bragt til opsynsmanden, hos 
hvem jeg selv kunde hente det klokken 1. Jeg blev 
ærgerlig herover, tog karlen med, og gik straks derhen, 

F. Bonning: R. K. Bask. 6 



82 Rasks rejse til Indien. 

men kunde ikke udvirke, at han selv vilde lade passet 
hente tilbage; altså da jeg ikke vidste, hvor opsyns- 
manden boede, tog jeg karlen med og gik derhen, men 
fandt ham ikke hjemme, klokken 3 kunde jeg komme 
igen og få det. Da jeg nu havde spist, fik jeg min 
gode ven Loboiko til at gå med mig, for at ikke nogen 
misforstand af anvisningen, hvorledes, jeg for øvrigt 
havde at forholde mig eller deslige, skulde forårsage 
ny hinder; vi traf ham, fik det straks, gik* derpå med 
det og med mit forrige russiske pas (Schein eines be- 
schrånkten Aufenthalts) til en major i en anden ende 
af byen, som skulde træffes klokken 4. Da vi kom, 
spiste han; vi væntede altså Vg times tid i en art af 
forstue eller tjænerværelse, tillige med flere, som skulde 
have pas. Endelig viste sig et slags officer, som lod 
en soldat af garden flere gange påskrive eller indskrive 
og udskrive så vel passene som beviserne, hvorpå en 
ny seddel blev os leveret; med den gik vi, efter at 
have betænkt soldaten hans umage, til adressekon- 
toret. Vi fandt kontoret for udenlandske rejsende 
åbent, men alt syntes i dyb søvn; imidlertid fik vi en 
af soldaterne i de foran skriverstuen befindtlige tjæner- 
værelser opvakt, og begyndte at sporge ham, om det 
ikke skulde være muligt at få nogen af herrerne inden- 
for i tale. Ved den stoj, som herved forårsagedes, 
viste sig imidlertid snart en af disse, som talte temme- 
hg godt Tysk, og straks på en aldeles upåklagelig måde 
ekspederede os bægge. Vi vare nemlig tilsidst kun to ; 
den anden var en skrædder fra Stockholm; enhver af 
os havde sin ledsager med for en fejls skyld. Det pas 
(billet), jeg nu erholdt til den kavkasiske linje, og som 
ligger for mig, er dateret den 28de Maj 1819 gi. st. 



Afrejse fra Petersborg. 83 

(det er den 9ende Juni efter vor regning) ; det var altså 
den hoje tid, jeg fik det, om jeg skulde rejse samme 
dag. Imidlertid — når enden er god, så er alting godt, 
tænkte jeg, og professoren [Nyerup] tænker vel det 
samme, men ulykken er, at — enden er ikke endda. 
Jeg gik siden til kommandanten, for at høre om jeg 
kunde lade mig toj bringe, men jeg mødte ham så 
godt som i doren, for at gå ud tillige med fremmede; 
han kunde ikke sige noget bestemt, men om jeg vilde 
høre til ham på Løverdag (i dag den li2te), »skulde han 
måske kunne bestemme dagen.« Dette var et torden- 
slag for mig; det er mig umuligt at beskrive, hvorledes 
jeg blev til mode; kort: jeg betænkte mig, søgte ad- 
spredelse, betænkte mig igen ; næste middag (den lOende) 
forekom det mig, at jeg temmelig rolig havde overlagt 
alt, og udslaget måtte blive, at jeg skilte mig fra ham, 
og rejste alene den korteste vej over Moskov til Astra- 
kan, så hastig som mulig med f6rmandsvogn, siden 
der fra efter omstændighederne til Tiflis. For imidlertid 
ikke at overile mig, rådspurgte jeg mine bedste venner. 

A. svarede, at han kunde ikke hjælpe mig derudi. Jeg 
begærer ikke Deres hjælp, sagde jeg, men blot Deres 
mening og råd; han ytrede derpå, at han ikke 
kunde andet end hojligen billige min beslutning, og 
rådede mig at udføre den så snart som muligt. 

B. sagde, at der ikke var andet for, men at han 
kendte ikke formændene og deres indretninger, at jeg 
derfor måtte gå til C, som var vel bekendt med den 
hele sag. C. fandt jeg beskæftiget, men næste morgen, 
så tidlig som jeg vilde, skulde han gå med mig og 
arrangere sagen. Om natten skrev jeg min beslutning 
og undskyldning til kommandanten. Fredag morgen 

6» 



84 Rasks rejse til Indien. 

(den Ilte) for kl. 7 var jeg hos C; vi tog et slags 
hyrevogn eller hjulbænk (droska), da formændene op- 
holde sig meget langt fra hans bopæl. Den første, som vi 
mødte, tilbød os sin tjæneste, men begærte det dobbelte 
af den sædvanlige betaling; den anden var en bekendt 
af C, han begærte \/4 mindre, men skulde endnu have 
en person på vognen, der dog kunde sidde hos kusken. 
Han viste os sin vogn (kibitka), som syntes temmelig 
bekvæm efter landets art, men var ellers en afskyelig 
uting, som det ikke kan falde mig ind at ligne ved 
noget i Danmark; bag på så den ud omtrent som en 
øltønde på hæld. 

Da vi vilde gå fra ham, slog han endnu en kvart 
at, og kom altså til den billige pris; C. foreholdt mig^ 
at man kunde umuligen få bedre vilkår eller ordent- 
ligere lejlighed; vi sluttede altså fuld akkord, uagtet 
han ikke kunde komme for næste morgen (den 12te) 
ved samme tid (kl. 7). Da jeg nu i morges havde 
væntet til over kl. 9, gik jeg i fortvivlelse til C, bad 
ham at køre straks derud igen, og høre hvorledes det 
var fat, og i fornødent fald tage en anden. Han var 
villig dertil, og bragte mig kl. 11 den efterretning, at 
den forrige ikke var bleven færdig med sine sager på 
børsen, ej heller kunde væntes for i aften kl. 7. Han 
tog altså en anden til samme pris med en hest mere, 
som skulde blive tidligere færdig, dog ikke for kl. '4. 
Nu er klokken 10 og endnu har ingen meldt sig! så 
at — enden er ikke endda! I morgen er det Søndag. 

P. s. De foregående mislykkede forsøg på at 
afrejse forbigås her. Jeg tvivler ikke på, at dette brev 
keder Dem, men når De betænker, hvorledes virkelig- 
heden har plaget mig, så må De være fornojet med 



I Moskov. 85 

ni De slipper så nådigt. I dag Søndagen den 13de 
kl 1 har jeg hyret en tredje, som nu holder med vognen 
i gården, men da hans pas endnu skal stemples, så 
må Gud vide, når det får ende! Lev vel! Nu kommer 
han, så at nu er det vel dog forbi.« 

Denne gang blev det alvor. Imellem kl. 1 og 2 
kørte han ud af St. Petersborg, og nåede i løbet af 12 
dage uden uheld til Moskov. Om sit. ophold her har 
han fortalt i et brev (af 25. Juni) ^ til en af sine venner 
i København: »Igår ankom jeg her til byen sund og 
velbeholden ; i dag holdt jeg mit indtog i Kreml igennem 
den hellige port, sicdidam [så kaldte]; det er en stor, 
fæl by med mange smukke huse, hvilke formodentlig 
alle forskrive sig fra den sidste brand. Gaderne ere 
ikke brolagte eller ere det hojst ilde. Jeg var i dag 
på universitetet ; det er en brilliant bygning, men der 
er ingen inde, som Franskmanden sagde om den tomme 
vinflaske, da man bad ham skænke *. Jeg . søgte en 
tysk professor, som jeg til sidst fandt sysselsat med at 
opstille naturaliekabinettet, således som det bedst kunde 
tage sig ud i en uhyre stor og smuk sal, uden at for- 
styrre systemet .... I dag mødte jeg på gaden en 
gammel ven fra Petersborg, ved navn Stephanovitsh 
(fra Servien) af den grækiske religionsbekendelse, som 
fortalte, at han havde været i en kirke, og set alle 
Jesu og mutter Maries gamle klæder eller stykker af dem, 
St. Nikolai nathue etc, og at man havde anvist ham 
meget omhyggelig, hvor man burde kysse og hvor be- 
tale; denne betaling beløb sig til sidst til 50 rubler, så 



I sin dagbog fortæller han, at biblioteket er elendigt, og at 
der kun er 300 — 350 studenter, og så skal det dog være det 
bedste russiske universitet. 



86 Rasks rejse til Indien. 

at Vorherre nu snart vil få* sig en ny kjole med Guds 
hjælp eller og hans tjænere, hvilken af dem det kan 
blive. Da det var ved middagstiden og vi bægge inder- 
lig glædede os [ved] at træffe hverandre, og ønskede at 
tale sammen om et og andet, så inviterte jeg ham på et 
spisekvarter; han fortalte, at han boede hosen traktør^ 
men hvor det dog ikke var muligt at spise. Han be- 
falede altså sin kusk at føre os til det bedste spise- 
kvarter i byen. Det var også ganske godt. Vi spiste 
6 retter, drak øl og Vs? flaske vin samt kaffe etc. for 
8 rubler; der vare unge kirgisiske slaver til opvartning, 
men ingen spiseseddel. Den ene kirgisiske dreng talte 
lidt Tysk, hvorvel jeg i førstningen ikke forstod, hvad 
det var for et sprog, men troede det måtte være Kir- 
gisisk eller Kalmukkisk. Han har et værelse, som koster 
3 rubler om dagen, jeg har et omtrent lige så godt til 
1 rubel Det eneste, som har været mig påfal- 
dende, er de besynderlige porte og tårne, de få dannede^ 
velklædte mennesker man ser på gaderne, samt byens 
uhyre udstrækning; endnu findes her betydelige ruiner. 
Man har ellers her en anden beretning om den store, 
brand end hos os er bekendt, nemlig at nogle huse 
først kom i brand ved nogle bagerier, dernæst at sol- 
daterne vilde plyndre, men Bonaparte vilde ikke tillade 
dem det, uden i de huse som brændte. De gjorde 
altså ild midt på gulvet i husene, og når det havde 
fænget vel i træværket, gav de hverandre signal: »Her 
brænder det, her kan man plyndre!« Dog forekommer 
denne beretning mig utrolig. Sed hæc hadeuus [inen 
nok om. dette].« Nogle venner i Petersborg har »al- 
vorlig foreholdt mig nødvendigheden [af] at gore mit testa- 
ment, forend jeg rejste videre, jeg har imidlertid ikke 



Fra Moskov til Sarepta. 87 

for været oplagt dertil, da jeg var ligesom forstyrret de 
sidste dage i Petersborg. Jeg vil derfor her gore det 
så kort og enfoldigt som muligt; formelt kan jeg det 
ikke her, men det synes ikke heller at være fornødent. « 
Det væsentlige indhold er, at alle hans håndskrifter til- 
falder universitets-biblioteket, ligeså de trykte bøger 
det ikke ejer; de øvrige bøger, boghylder m. m. det 
islandske literære selskab. — Han havde et dårligt 
logi, hvor opvarteren hver dag prellede ham for drikke- 
penge. Til nabo havde han en bonde, der for en vis 
afgift havde lov til at handle; de stiftede bekendtskab, 
og bonden, der gærne vilde lære noget Fransk af ham, 
inviterede ham til en traktør på te og senere på ko- 
medie. * 

Efter en del besværlighed med at finde en vogn- 
mand, der kunde køre ham til Astrakan, kom han 
endelig afsted fra Moskov den 10. Juli kl. 7 aften. 
Rejsen gik i sydøstlig retning over Kolomna, Zaraisk, 
Råsan', Karlov og Tambov. Næsten hele tiden havde 
han torden og stærk regn. Vejene var forskrækkelige, 
da de i almindelighed bestod i den naturlige jordudew 
noget forsøg på makadamisering og tilmed var opblødte 
af regnen. Af og* til havde han ærgerlige uheld. Alle- 
rede i Kolomna måtte hans kusk skaffe en anden vogn, 
da den forrige ikke var stærk nok til så lang en rejse. 
Denne vogn måtte han først gore, købe hjul, smedde 
og tømre de behørige indretninger i stand osv. Den 
følgende dag var dog alting færdigt, men så havde 
kusken drukket sig fuld med nogle venner, og de måtte 
derfor vænte en dag til. Til Tambov kom de den 23. 
Juli i en skyllende regn. Da kusken erklærede, at han 
måtte blive der en dag, forlangte Rask, at han skulde 



88 Rasks rejse til Indien. 

skaffe ham et ordentligt logi; raen han lod ham blive 
liggende i vognen i férmændenes kvarter^ hvor han 
blev plaget af regn (og den stærkeste torden) hele 
natten igennem, da taget i vognskuret ikke var tæt, 
og dette desuden var åbent til alle fire sider. Gården 
var fuld af dynd, som man sank i til midt på benene. 
Næste dag fik han dog et værelse hos en traktør, men 
der var en rude ude i vinduet og en lang åbning over 
doren, så bekvæmmeligheden var så som så. 

Efter et par dages forløb forlod han Tambov, og 
rejsen gik nu ind i Kosakkernes næsten øde land. Man 
havde fortalt ham meget om de farer han gik i møde, 
om overfald og røvere. I hans dagbog står der et lille 
engelsk vers, skrevet i Tambov d. 25. Juli 1819: 

Of aU the wonders that I yet have heard, 

it seems to me most strange that man should fear, 

seeing that death, a necessary end, 

will come when it will come.'^ 

Rask lod sig da heller ikke forskrække af de mange 
rædsomme historier han hørte; og da hans kusk ved- 
Uev at plage ham med sine fortællinger om røvere, og 
om hvor net de vilde nappe hovedet af ham, bad han 
ham på god russisk maner om at >holde sin kæft«. 
Det viste sig også, at det hele var blind alarm; ti der 
var »hverken røvere eller ærlige folk i landet, altså 
heller ikke Aser, i det mindste ikke på denne kant*, 



Det var jo i disse egne, at Rask skulde begynde at se sig 
om efter sporene af de gamle Nordboers fordums boliger. 
Men han så snart, at her var ingen opdagelser at gore, en 
erfaring, som han også udtrykte i følgende velformede vers : * 

»ti, ak! jeg har nu matt' med storste sorg fornemme, 
at her er ej det land, hvor Aser have hjemme.« 



Fra Moskov til Sarepta. 89 

Og jeg frygter lige så lidt for kosakkisk sand som fader 
Abraham for arabisk.«^ 

Om denne del af sin rejse hår han fortalt i et 
brev til prof. Nyerup (dat. Kosakkernes land den 31. 
Juli 1819) 2; »Jeg har siden min afrejse fra Moskov ikke 
været i sæng eller afklædt uden én dag, jeg badede 
mig i en flod, ikke heller smagt varm mad eller kaffe, 
og yderst sjælden te, sa at det skulde opfyldes, som er 
sagt ved profeten Kellgren ^ : 

Och om. hans dagbok ikke Ijuger, 

skall på gåstgifvergårdarna 

i R . . . åtas mycket bra, 

så framt man matsåck har som duger f. e. a. g. 

hvilket dog ikke er tilfældet med mig, da jeg, . lige så 
lidet som professoren, gider ført sligt med, uden hvad 
den hojeste nødvendighed udkræver. Min rejse over- 
træffer derfor i tarvelighed langt den svenske, vi gjorde 
tilsammen; f. eks. forrige nat tog vi kvarter kl. 11 på 
åben mark; jeg drak en skål kvas (hvilket svarer om- 
trent imod fynsk tvind, thi med øl kan det ej lignes), 
derpå badede jeg mig i en forbiløbende å, derpå spiste 
jeg et stykke tort brød med kødpølse til, og endehg drak 
jeg en drik mælk, hvorpå jeg lagde mig til sovns i 
vognen (eller dejtruget), hvori jeg kører. En gård 
var nær derved, hvor kusken spiste med folkene, 
hvilket jeg ikke kan; da jeg spurgte ham, hvorfor han 
ikke kørte ind på gården, svaredef han: »For det er 
kæltringer og tyve, her bor.« »Hvorfor kører du da 
ikke til den gård, som er på den anden side af åen?« 
spurgte jeg. *For de dér er endnu værre«, svarede 
han. Klokken 3 i morges kørte vi videre, bægge uden 
frokost, være sig mad eller drikke af nogen art, til 



90 Rasks rejse til Indien. 

klokken 11, i en brændende hede, igennem en lang og 
fæl sandørken*, som siger sparto til Islands; dér så 
jeg ellers den førs'te kamel gå og græsse iblandt kvæget ; 
siden i eftermiddag har jeg set Kalmukkerne komme 
ridende på dem og føre dem fuldpakkede med sig; de 
bære alt på ryggen og bruges ikke som heste til at 
trække vogne. Klokken 11 kom vi til købstaden Caricyn 
(Tsaritsyn), hvilket er en gammel grænsefæstning med 
forfaldne jordvolde, har for øvrigt megen lighed med 
Stige i Fyn eller Rejkevig i Island, undtagen at den 
på russisk vis har mange kirker eller ikke mindre end 
fire. I denne købstad var dog hverken te eller kaffe 
at få, da der fattedes sukker. Min middagsmad bestod 
i mælkegrød i et træfad, derefter fårekød på en tallerken 
af en hel ^æl, vel en tomme tykt. Kniven så ud som en 
tobakskniv 172 tomme bred, min egen lille lommekniv 
tjænte mig til gaffel. NB. Sådan middagsmad vanker 
kun i købstæderne. Efter at have siddet på min kuffert 
(for at skaffe mig en slags hojde og udsigt i den flade 
ørken) i flere timer, så jeg endelig gtænsepælen for 
Kosakkernes land (det er vel dobbelt så stort som 
Danmark) og det russiske våben igen, da vejen går 
her igennem et hjorne af det saratovske statholderskab, 
hvori Caricyn Ugger, og straks derpå så jeg Volga i 
sin hele pragt, hvilken ikke forekom mig at overgå 
middelmådige floder (åer) i Island. I aften kl. IOV2 

♦ Mer ilende for sneglen ej, 

end R. igennem landet fæle 
kør' på sin længselsfulde vej 
forbi de donske milepæle. 
Sin dorske fod det usle helmes hæver, 
den gule ørken står og gyser, når det skræver. 

Så at min rejse kan lignes med Axel Tordsens.* 



I Sarepta. 91 

kom jeg til den tyske koloni Sarepta, som er et ganske 
net lille sted ved Volga, og nu da jeg skriver dette er 
klokken 12 ; jeg har et eget værelse med to sængesteder 
i, men da jeg begærte en madrats, svarede værtinden: 
»Nein Bett haben wir nicht, das branchen wir hier 
nicht.«* Man bruger ellers lige så lidt i købstæderne 
som på landet at tage sit toj ind i noget værelse eller 
deslige ; men jeg har gjort det her for at have ro til 
at slutte dette brev, som er begyndt i min vogn, og 
fordi jeg må opholde mig her i byen i morgen, og se 
til, om jeg på en god måde kan blive min f6rmand 
kvit, da han bliver mig utålelig. De kan heraf gore 
Dem et begreb om min rejse og min nærværende for- 
fatning. 

P. S., den 6te Avgust. Min férmand har i dag, 
midt for en hel mængde kalmukkiske tilskuere, gjort 
mig formehgt fodfald på russisk vis; så at »af gene- 
rosité jeg lod mit hjærte boje til en oprigtig fred.« 

I Sarepta opholdt Rask sig i 2 dage. Han fik her 
besøg af en mand, som han tidligere havde truffet i 
Petersborg, en biskop Reichel. Han var tysk af fødsel, 
men havde tilbragt nogen tid i Danmark, og skont det 
var 20 år siden han besøgte det, talte han dog endnu 
meget godt Dansk. Reichel førte Rask hen til en dansk 
mand der i byen, en møller Sorensen; både han og 
hans kone var fra Jylland, men havde næsten glemt 
deres modersmål. 

Medens Rask den ene dag sad i sit værelse i værts- 
huset og skrev på et brev til Danmark, stod der plud- 



* For øvrigt forstår sig selv, at jeg siden min afrejse fra Afzelii 
hus ikke, så vidt jeg erindrer, har været i nogen egentlig 
sæng med dyner og deslige. 



92 Rasks rejse til Indien. 

selig midt i den åbne dor en Kalmuk, der ganske uge- 
nert tog Rask og hans sager i ojesyn. Han var iført 
en fin blå frakke med sølvstads på, sabel og gehæng. 
»Jeg tiltalte ham«, fortæller Rask i et brev, > på Russisk, 
men han svarte på Kalmukkisk og blev stående; jeg 
tog derpå frem og viste ham Matthæi evangelium på 
Kalmukkisk, hvori han begyndte at læse ; men da han ikke 
kunde et eneste russisk ord og desuden var ganske fnattet, 
blev der naturligvis ingen samtale af, og jeg satte mig 

til at skrive igen Forend jeg slutter dette brev, 

som ofte er bleven afbrudt, har jeg fået kalmukkiske 
besøg i mængde. Den forommeldte person hørte til 
en kalmukkisk fyrstes suite, som har taget ind i samme 
værtshus som jeg; den består af 60 personer. En af 
dem talte temmelig godt Tysk, har også et skont og 
værdigt ansigt; jeg gav mig i tale med hani, og bød 
ham op til mig, hvorpå en hel sværm gjorde selskab; 
jeg tiltalte de andre på Russisk, men da ingen af dem 
kunde et ord, og da de så, at jeg vilde tale med denne, 
vare de dog forstandige nok til at bortQærne sig, 
uagtet jeg modtog dem alle med al mulig artighed og 
venlighed. Denne person er hedning af den lamaiske 
religion, ligesom fyrsten selv og alle hans undersåtter. 
De bo eller vanke om her i flere og store horder; han 
angav sin horde for over 5000 mand. Min vej herfra 
til Astrakan går igennem lutter steder, hvor de drive 
deres væsen. Kristendommen gor iblandt dem slet 
ingen lykke; ikke en eneste har ladet sig døbe, uagtet 
adskillige ere opdragne fra barnsben af i Sareptas 
brødremenighed selv.« Fyrsten syntes at være ganske 
ordentlig, dog holdt han ikke ord, hvad der, efter 
værtens udsagn, var temmelig almindeligt mellem hans 



Fra Sarepta til Astrakan. 93 

lige. Det forekom Rask, at der både i udseende og 
sprog var en påfaldende lighed mellem disse Kalmukker 
og de Aleuter han havde truffet i Petersborg. ^ 

Fra Sarepta til Astrakan var Rask i følge med 
flere vogne ; i rejseselskabet var der 3 Persere, men de 
kunde meget lidt Russisk, så at en samtale med dem 
var umulig; de talte for resten ikke Persisk, men Tar- 
tarisk- eller Tyrkisk. Den 13. Åvgust kom han over 
Volga til Astrakan. Han siger om denne by, at den 
var dårlig bygget med næsten lutter lave træhuse, meu 
at den frembød en ganske god lejlighed til at studere 
de østerlandske sprog, da man levede midt iblandt ved- 
kommende folk selv og dog i et kristeligt land og i 
fuldkommen sikkerhed. Han blev meget gæstfrit mod- 
taget af de engelske og tyske missionspræster der i 
byen. Under opholdet i Astrakan var Persisk hans 
hovédstudium. Han deltog med et par af præsterne i 
deres persiske undervisning, der gik således for sig: 
en persisk dreng, Muhammed Taki, læste et stykke for, 
og de andre læste det efter et par gange eller tre, 
hvorpå den ene af præsterne, der var lidt videre, over- 
satte det ordret. 

Fra Astrakan til Mosdok rejste han i en kibitka 
(lukket vogn), i følge med en tartarisk karavane på 
omtrent 100 vogne. Der var kun en eneste kristen i 
rejseselskabet, nemlig en armenisk købmand, som stødte 
til dem den anden dag, men igen måtte forlade dem 
den fjærde, da to af hans heste blev borte for ham om 
natten. I et brev til Danmark fortæller Rask således 
om denne rejse: »Vejen (på 600 verster) lå over en 
frygtelig hede (steppe), hvor man ingensteds ser sæd- 
vanligt græs, sjælden vand, og som kun bebos af intk-^ 



94 Rasks rejse til Indien. 

manske og kalmukkiske nomader, der leve i filttelte. 
Snart blev jeg bekendt med Tartarerne, og de var 
endog meget venskabelige imod mig, så at den ene 
fortalte mig i storste fortrolighed, hvad den anden var 
for en mand. Ellers ere de ikke ulige Islands nord- 
landske bønder i væsen og færd, men have intet til 
fælles med Russerne. De gjorde forfærdelig meget af 
mig, fordi jeg i selskab med dem drak deres kalmuk- 
kiske te (som består i kager, der koges længe, og til- 
sættes siden med salt, samt fldt eller smor), og fordi 
jeg spiste uden at bruge ske eller kniv, endskont jeg 
havde bægge dele med. Dette falder mig aldeles ikke 
svært, da her gives så mange andre underligheder; 
således f. eks. kommer den rejsende her aldrig i sæng, 
men må sove i fri luft, enten i vognen eller på den bare 
jord. Det sidste vilde være det bedste, men her vrimler 
således af tudser, øgler, orme og edderkopper (endog 
tarantler), at jeg ikke på nogen måde kan bekvæmme 
mig til at ligge på jorden, så længe jeg ellers kan 
undgå det. En nat sov jeg i et filttelt, men snart 
mærkede jeg, at en vældig tudse krøb omkring mig; 
jeg stod da op og gik ud af teltet, men havde i det 
samme nær trådt på en, som var endnu storre. Ofte 
ser man her slanger i buske, under hustrapper osv.; 
jeg tror at Østerlænderne af denne årsag ikke bruge 
stole men forhojninger i deres våninger.*« 

Den 15. Oktober ankom han til Mosdok ved floden 
Terek; det var en lille by, mest beboet af Armeniere. 
Den 24de afrejste han i følge med en russisk batallion, 
der skulde gore et tog mod en kavkasisk stamme, 
Lesgierne. Landet var ujævnt og begyndte at hæve 
sig op mod Qældene. Da de var komne op i dem og 



Fra Astrakan til Tiflis. 95 

havde passeret de hojeste fjældtinder, begyndte Geor- 
giens byer at vise sig. Indbyggerne havde efterhånden 
trukket sig så hojt op i bjærgene, for at undgå Perser- 
nes angreb syd fra. Deres landsbyer, fortæller Rask, 
er for det meste anlagte på stejle hoje, og kirkerne^ er 
byggede på Qældtinder, der næsten synes utilgængelige 
for mennesker. Husene er i østerlandsk smag, med 
flade tage, uden vinduer, så at lyset blot kommer ind 
ad doren; i det mindste findes kun yderst få og små 
vinduer i de tykke mure. 

Den 8. November nåede han Tiflis ved floden Kur. 
Byens beliggenhed på skråningen af bjærget er ganske 
behagelig — fortæller han i sin dagbog — men husene 
små og dårlige, gaderne smalle og krogede, tagene 
flade, så at der er et slags gang eller gade på kanten 
af det første stokværk. Han boede hos en tysk skrædder 
Winterfeldt, som havde arbejdet i København og for- 
stod Udt Dansk. Ved Tiflis så han en ejendommelig 
tysk koloni af nybyggere, der et års tid i forvejen var 
komne fra Tyskland, særlig fra Schwaben og Wiirtem- 
berg. De var fordelte i ti landsbyer og aUe lutheranere. 
De var egentlig komne for at tage mod Vorherre, der 
inden 2 år vilde komme til det sted for at oprette det 
tusendårige rige. De havde ingen gejstlige og beråbte 
sig især på den tyske forfatter Stilling, som de for- 
gudede. — Rask havde ellers ikke meget udbytte af 
sit ophold i denne by, da indbyggerne var meget 
blottede fpr literær sans. Der var intet gymnasium, 
intet bibliotek, intet skuespilhus osv. Boghandelen 
var i en meget tarvelig forfatning. 

For afrejsen ' fra Tiflis forsynede Rask sig med 



96 Rasks rejse til Indien, 

våben. Et par pistoler havde han allerede købt i Sa- 

repta; nu forskaffede han sig en sabel, 

^som vel er lang og stiv, 

og tjænlig fjenden at holde fra sit liv« ; 

desuden havde hans tjæner en flint. Man fortalte nem- 
lig, at rejsen var meget usikker på grund af røvere. 
I den anledning bemærker Rask i et brev, at det, 
iblandt så meget andet nyt, også kunde være interes- 
sant en gang at se et par røvere — dog helst ikke for 
mange ad gangen. ^ Så gik rejsen (den 5. Marts 1820) 
syd på. Til Ararat havde de i flere dage en smuk 
udsigt. Under 18. Marts nævner han i dagbogen et 
sted »Naqhcirvån, hvorNoa steg ud af arken.« — ^Det 
er et jammerligt land«, hedder det i et brev, > hvori 
jeg nu rejser, og det har mangel på alt, hvad der kan 
fryde og opmuntre sindet. Her ses ingen skov og 
endnu lidet eller intet gront ; [her] er koldt vejr og blæst, 
men bliver snart en alt fortærende hede.« Han pas- 
serede den persiske grænse, og nåede Tavriz den 22, 
Marts; den gjorde intet tiltalende indtryk på ham. »Af 
gaderne i byen er ingen at ligne imod Peder Madsens 
gang. Der er ikke at tænke på brolægning, men overalt 
er fuldt af åbne huller og vandledninger, hvilke bebude 
hvad der snart vil indtræde. Gaderne ere sjælden bredere, 
end at én person kan ride i midten, og de gående kan 
stå ved siden, til han kommer forbi ; dertil både krumme 
og krusede som møUevand etc. Husene ikke bedre 
end i Island.« 

Han træffer, skriver han i et brev fra denne tid, 
ikke mange literært dannede mennesker, og da rejsen 
desude.n lader til at blive meget dyrere end i Rusland, 
skynder han sig gennem landet. Dog anser han ikke 



Fra Tiflis til Tavriz. 97 

opholdet i Persien for spildt, ti, siger han, »jeg havde 
ellers aldrig lært Persisk til gavns, om jeg også i 10 
år havde studeret på det hjemme.« Man må imidlertid 
ikke vænte for store resultater af hans persiske rejse, 
men han håber alligevel, han skal kunne forsvare an- 
vendelsen af sin tid; »jeg har sjælden gået i sæng nogen 
aften forend kl. 1 eller 2. Når jeg intet andet har haft 
at arbejde på eller været ked af Persisken, har jeg 
studeret på de mellemasiatiske sprog: Tartarisk, Mon- 
golisk og Manjuisk (i Kina), hvis slægtskab og for- 
bindelse er så interessant i al undersøgelse om Gron- 
landsken. « ^ 

Det gjaldt nu om at vælge den bedste vej gennem 
Persien til Indien. Han kom snart på det rene med, 
at det var umuligt at lægge vejen gennem det østlige 
Persien, da den del af landet var i en meget urolig 
tilstand på grund af krig mellem de forskellige små- 
konger. Han bestemte sig derfor til at drage syd på 
over Teheran, Ispahan og Shiraz til Buschehr ved den 
persiske bugt og derfra til søs til Indien. Rigtignok 
vilde han derved komme til det sydlige Persien i den 
hedeste årstid, og da vilde der — fortalte man ham — 
i de egne være så varmt som i en gloende ovn. Nogle 
skildrede dem som et rent helvede. Det var ham imid- 
lertid ikke muligt at tøve længere i den nordlige del 
af Persien, da hans penge så imidlertid vilde være 
slupne rent op. 

Rejsen fra Tavriz til Teheran, Persiens hovedstad, 
varede i 11 dage; de 9 af disse 11 dage havde han 
regn og torden. Vejene var bundløse og hestene elen- 
dige : . én døde undervejs, en anden blev ladt tilbage 
tillige med en karl, som skulde se til at bringe den 

F. BSnnlng: B. K. Bask. 7 



98 Rasks rejse til Indien. 

hjem ved lejlighed, når den fik sanket kræfter nok til 
at gå. På hver af de 14 stationer, som vejen var ind- 
delt i, skiftede de heste; dog hændte det sig et par 
gange, at de beholdt en af dem fra den forrige station, 
når nemlig de friske var ulige slettere. Disse heste 
betaltes af kronen, så at han blot skulde give lidt for 
mad og natteleje efter eget behag. En Mehmåndår 
(eller gæstfører) fik han med fra kronprinsen Abbaz 
Mirza i Tavriz; uden at have en sådan mand var det, 
siger han, umuligt at rejse der i landet. Sængetoj tog 
han ikke på nogen station, men benyttede hvad han 
selv havde med, hvad enten det var vådt eller tort. 
Omkostningerne på denne rejse beløb sig til omtrent^ 
30 hollandske dukater! iberegnet en saddel, som han 
blev nødt til at købe undervejs. I staden Kasvin blev 
han modtaget med sang og dans, som et slags gesandt, 
uagtet han mange gange frabad sig denne æresbevis- 
ning, og hojt og helligt forsikrede, at han blot var en 
rejsende, der vilde gennem landet til Indien. Endogså 
efter at han var gået i sæng, blev de ved at plage 
ham, indtil han til sidst måtte gore dem opmærksom 
på, at han trængte mere til søvn end til musikalsk 
aftenunderholdning. Årsagen dertil var, at hans fører, 
uden at tale om det, var gået op til prinsen, som var 
statholder der, og da han naturligvis spurgte om år- 
sagen til Rasks rejse osv., viste føreren kronprinsens 
firmån, d. e. passet; hvorpå prinsen befalede, at man 
skulde vise Rask al optænkelig artighed og tjænstagtig- 
hed. Det kom så føreren tilbage og fortalte i triumf 
for værten og de andre tilstedeværende. Straks blev 
der bragt vin osv., som Rask dog havde langt bedre i 
sin madpose ; værten drak tidobbelt så meget som Rask 



Fra Tavriz til Teheran. 99 

selv Og føreren tilsammen. Denne aften og nat kostede 
ham fire dukater. Føreren fik tolv dukater, da rejsen 
var ovre, foruden en del småpenge, som han under- 
vejs brugte til allehånde småsager. Han havde ærlig 
fortjænt sin Ion; thi ikkfe alene indrettede han alt med 
storste omhu og ærlighed på hele rejsen, men påtog 
sig endogså en tjæners skikkelse, og gjorde langt mere 
gavn, end en tysk tjæner Rask havde, og som ikke gad 
rørt sig, ej heller rørt ved nogen ting. >Dog«, fortæller 
Rask i et brev fra Teheran i, »har jeg også megen nytte 
af denne, nemlig 1) er jeg ikke så udsat for at blive 
overfaldet og plyndret, da han er dygtig voksen og 
vel bevæbnet, hvorvel han uden tvivl vilde gore liden 
bistand, hvis det kom til stykket ; 2) skont fem år yngre 
end jeg bær han sig ad som en usselryg, taber hatten, 
når han skal sidde til hest osv., hvorved han gor 
sig så latterlig, at alles opmærksomhed henvendes på 
ham alene, og jeg imidlertid nyder en ro og lise, som 
jeg ikke vilde miste for meget godt; 3) syr han for 
godtfolk undervejs, og gor mig derved så meget mere 
velkommen på steder, hvor ingen evropæisk mester er 
at finde på mange hundrede miles afstand. I Persien 
er en utrolig mangel på håndværkere og følgelig på 
alle livets bekvæmmeligheder. I en stad som Tavriz, 
kronprinsens residens, er ingen snedker, der er i stand 
til at gore et firbenet bord uden skuffe. En af her- 
rerne ved det russiske gesandtskab havde ladet et gore 
af en Armenier, men jeg vovede ikke at sætte en tekop 
fra mig derpå, af frygt at tyngden deraf skulde slå det 
over ende. Den russiske minister lod et værelse gore 
i stand til mig i sit hus, og imodtog mig med stor 
gæstfrihed og artighed; men da ruderne, som han 



100 Rasks rejse til Indien. 

havde liggende, skulde sættes i vinduesrammerne, som 
han ligeledes havde færdiggjorte, gik to af dem .sønder, 
skont han selv så til, for at gå til hånde med råd og 
dåd. De vare også alle omtrent et fingersbredt fra 
rstmmen besmurte og ligesom * indfattede i kit, hvilket 
gav vinduerne et ganske eget ubeskrivelig persisk ud~ 
seende.« 

På en station indtraf en hændelse, som nær kunde 
have haft ubehagelige følger. Da folkene nemlig gjorde 
vanskeligheder med hestene, trak hans fører sin sabel 
og slog med den flade side dygtig om sig; en af dem^ 
som blev ramte, greb sin dolk. Rask trak sablen — 
men, siger han, »det kom ikke til noget feltslag«. To 
dage for han kom til Teheran, havde han et slemt 
uheld. Han fik nemlig et temmelig alvorligt slag af en 
hest, så at han måtte lægge sig ned på jorden i nogen 
tid for at komme til kræfter igen. Han satte sig der- 
på til hest, men efter at have redet nogle skridt, be- 
svimede han ; hans folk løftede ham af hesten og lagde 
ham ned på jorden, men han kom først til sig selv en 
halv times tid efter. Ved ingen af disse lejligheder 
var hans tjæner til stede. 

Den 1ste Maj kom han til Teheran. Om sit op- 
hold i denne by har han fortalt i det ovenfor nævnte 
brev: »Jeg. var forsynet med to breve til de to første 
persiske statsministre i Teheran, men De kan let fore- 
stille Dem, at jeg tog min tilflugt tfl den engelske ge- 
sandt, den eneste Evropæer i residensstaden, til hvem 
jeg også havde et par breve, og af hvem jeg blev 
imodtaget, som De selv kan forestiUe Dem; jeg loserer 
i hans bibliotek, som er til forundring vel forsynet. 
De må nemlig vide, at der slet ingen handel eUer for- 



I Teheran. ., . . lOJ . 

bindelse er imellem Persien og Engeliand umiddelbar 
uden over Ostindien. Der har heller ingen Evropæer 
nedsat sig i nogen persisk by for at blive der, und- 
tagen nogle deserterede russiske soldater i Tavriz og 
fire tyske klædevævere i staden Choi, som ere komne 
fra Georgien, samt måske to eller tre andre ugifte per- 
soner i hele riget. Da jeg gjorde min opvartning hos 
den første minister, blev jeg imodtaget med stor artig- 
hed og godhed, dog uden al pomp og væsen. Han 
spurgte, hvorfor jeg ikke var taget ind til ham; jeg 
svarede ved den engelske tolk, jeg havde med, at min 
ringe kundskab i det persiske sprog var årsagen, hvorfor 
jeg først havde henvendt mig til den engelske minister ; 
han var fornojet dermed, og spurgte ikke synderlig om 
mit fædreneland eller Evropa, som aldeles ikke inter- 
esserede ham. Den anden minister spurgte især om 
min religion og dehs forhold til den græske kirke; jeg 
svarede, at vi ingen billeder tilbade hverken af hel- 
gene eller af Gud, samt at vi ikke dyrkede korset, men 
antog Gud for den eneste genstand værdig dyrkelse i 
følge det ny testamentes forskrifter. Han vilde derpå 
vide, om vi antog Kristus for Gud eller menneske; men 
da jeg begyndte at besvare dette, gjorde tolken kort 
besked og svarede, at vi havde den engelske rehgion. 
Da han spurgte efter mit fædreneland, svarede jeg selv 
på Persisk, at det var kongeriget Daanie, hvorpå han 
sagde : >Det er vel det samme som Daanemaark, der ligger 
imellem Sverrig og Engelland?« hvilket jeg bifaldt. Hos 
den første minister, Sader Azam, har jeg været to gange 
buden til gæst;' den første gang alene, den anden 
i selskab med den engelske chargé d'affaires og to af 
hans brødre. Den første' gang lod jeg mig udbede en 



102.-, .i^asks rejse til Indien. 

• *•• ** ••• , 

stol, den anden sad jeg i et vindue! Blandt andre 
særheder var én af gæsterne, en gammel Sheik, hvis 
broder, som sad på en anden plads, de spurgte om et 
og andet sagte, hvorpå han mumlede noget for sig 
selv, hvilket jeg antog for håns aftenbon, og siden 
svarede hen i tåget til det, hvorom hans broder var 
spurgt; jeg troede, han var ikke rigtig i hovedet, men 
fik siden at høre, at han havde samtale med djæve* 
len, som svarede ham på de ubekendte sporgsmåle. — 

Jeg burde skrive noget om hovedstaden i Persien^ 
men der er ingen ting at se ; lave huse af rå sten på 
ét stokværk, én eneste betydelig moske med en lille 
guldfarvet kuppel, som dog ikke ses over husene ; kon- 
gens hus og den engelske ministers, også af ét ' stok- 
værk, er det betydeligste; gaderne ligesom i Tavriz. 
Jeg har beset den kongelige families stammesæde, slot- 
tet Kajar (Kadsjær), V2 Hiil^^ vej fra byen, med en have ; 
det har været et herligt anlæg, men er nu forsomt og 
forfaldent, som alt i Persien; ligeså et andet lystslot 
nærmere byen med en herlig have, hvor kongen stun^ 
dum opholder sig om sommeren; vinduerne ere sønder- 
slagne, loftet her og der nedfaldet osv. ; haven er 
stor og net. En af salene har på tre sider en mængde 
herlige malerier, som forestille den nuværende konge 
tillige med det hele hof og den engelske og franske 
minister. — 

Om alt går vel, skal turen videre gå for. sig i mor- 
gen tidlig; jeg har alt lejet fire mulæsler til Ispahan, 
og skaffet mig en mand, som skal følge mig over 
Persepolis til Shiraz, så at jeg rejser her for egne 
penge, hvilket skal være mindre bekosteligt, end at 
rejse for kronens regning; jeg tror ellers ikke forskel- 



I Ispahan. 103 

len bliver stor: 5V2 dukat har jeg givet på hånden, 
hvilket er en ganske god begyndelse, Overhovedet 
har jeg til i^ dag udgivet omtrent 60 dukater i Persien, 
Tiden at have købt nogen bog eller nogen anden ting 
af betydenhed, undtagen livets fornødenheder. I be- 
gyndelsen af September håber jeg at være i Bombay i 
Indien^ hvis mine penge rækker så langt.« 

Til Ispahan nåede Rask den 22. Maj. »Jeg lo- 
serer i et kongeligt lystslot«, fortæller han i et brev* 
(af 24. Maj 1820) til P. E. Muller; >hvis det var forsynet 
med bord og stole, så kunde det temmelig vel lignes 
med et gæstgiversted i Slagelse eller Korsør. Det 
værelse, jeg har, som er det fornemste i denne floj af 
slottet, er møbleret med et gammelt skident og forslidt 
tæppe på gulvet, men dorene have hverken lås eller 
klinke; den ene side, som vender ud til gården, er 
lutter vindue med malede glasruder af forskellig stor- 
relse, anbragte i allehånde kunstige figurer, dog ikke 
alt for symmetrisk; en 30 stykker af disse ruder ere 
udslagne. Bag dette værelse er et køkken uden vin- 
duer, men med et dygtigt hul midt på taget. Det 
bedste er, at værelserne her ere hoje, så at jeg har 
frisk luft; i gården er et muret vandstade, hvilket an- 
ses for en stor herlighed, men da vandet er smudsigt 
og fuldt af insekter, så fornojer jeg mig mere ved et 
par træer og nogle blomster, som ere plantede der, 
samt en lille vandledning, som løber der igennem. 
Overmorgen eller i morgen nat rejser jeg fort til Perse- 
polis . . .« 

Fra denne by skrev han den 6, Juni 1820: 

»Jeg er så fro, jeg er så glad, 
jeg er min egen tjæner! 



104 • Rasks rejse til Indien. 

I ruinerne af Persepolis traf jeg nemlig en engelsk 
herre, som gik tilbage til Evropa fra Indien, og var 
lige så glad ved at erholde en evropæisk tjæner, som 
jeg ved at slippe en tysk; jeg står da nu i en anden 
verdensdel fuldkommen alene iblandt barbarer, som 
røve og stjæle fra hverandre indbyrdes, så" at de sjælden 
rejse til en anden by, uden at være vel bevæbnede, men 
heller det! Jeg har jo endnu ikke gjort brug af min 
dyrendal.« * Dernæst fortæller han lidt om ruinerne 
af Persepolis: om lævningerne af det gamle slot, om 
kileskriften, som han håber han skal kunne tyde, når de 
indiske og persiske sprog bliver ham mere bekendte m. m. 
Ruinerne ligger på bjgergskråningen af en stor og frugt- 
bar dal, der næsten er det eneste smukke og frugtbare 
sted, som han er kommen til på hele sin vej gennem Per- 
sien.^ — Rejsen gik over Shiraz til Buschehr, hvor 
han den 27. Avgust gik ombord på »The Benares«. 



Efter en måneds sejlads nåede han Indien og gik 
i land i Bombay den 29. September, t Den engelske 
statholder i denne by, Elphinstone, en hojt dannet, 
ja lærd mand, var overordentlig artig og opmærksom 



* Ved en p,nden lejlighed* fortæller han: »Ikke heller har jeg 
hidtil været mishandlet eller overfaldet; ti en gang, da en 
person holdt mig et gevær for brystet og spurgte: »kender 
du denne?« havde jeg just hånden på min pistol, som jeg i 
ojeblikket spændte op og svarede: »kom an«, så at det kom 
ikke til nogen batalje.« 

t Både Rasks dagbog og hans breve fra Indien er noget 
knappe med deres oplysninger, så der er kun temmelig 
magre kilder til denne del af hans rejse. 



I Bombay. — Indkøb af håndskrifter. 105 

imod ham. Han anviste Rask et værelse i et hus tæt 
ved sit eget, og indbød ham til at spise hos sig, når 
han ikke var optaget andensteds. Rask skulde nu for 
alvor til at sysle med de persiske og indiske sprog. * 
Persisk havde han allerede studeret hos en Perser 
den måned, han tilbragte i Buschehr, og dette studium 
fortsatte han her i Bombay, idet han antog en Parser 
(ildtilbeder) til sproglærer. Det, som han imidlertid nu 
særUg ønskede at lægge sig efter, var de ældste læv- 
ninger af den iraniske (persiske) sprogstamme: Zend og 
Pehlevi, hvorom kundskaben næsten var uddøet, og i 
den anledning gik han ivrig på jagt efter håndskrifter . 
i disse sprog. Det lykkedes ham også efter utrolige 
anstrængelser at komme på spor efter og købe en 
samling (30) meget gamle og sjældne håndskrifter. ** 
Det var alle de skrifter, siger han, som var til på 
Zend og Pehlevi, med undtagelse af. ét, som han 
havde løfte på.^ »De ser heraf«, hedder det i et brev 
til P. E. Muller, > at. min ant^omst til Indien vil ikke 
blive så frugtesløs som rejsen igennem Persien; dog 
uden at have gennemrejst Persien og været i stand til 
at tale lidt Persisk, skulde det aldrig have lykkets mig 
at gore det omtalte udbytte i Indien, t 

For at komme ind i de gamle persiske sprogarter 
(Zend og Pehlevi), søgte han at få undervisning hos 
de lærdeste »Parsi-destiirerc t, men de rige køb- 



• Vedrørende navnene på disse sprog og deres indbyrdes for- 
hold henvises her én gang for alle til tillægene bag i bogen. 
** Rask havde af den danske regering fået anvist 500 rdl. til 
at indkøbe håndskrifter for; men den sum kunde jo ikke 
række vidt 

t »Desturer« kaldes de infødte parsiske præster. 



06 Rasks rejse til Indien. 

mænds indflydelse over dem tvang dem til at skjule 
deres visdom på det omhyggeligste. »Dog opdagede 
jeg snart €, fortæller han, »at dér var lidet eller 
intet tabt for mig, og at jeg lige så let på egen 
hånd kan opdage disse sprogs bygning og indretning, 
som ved alle destiirernes yderste flid og bistand.« * 
Så snart det var lykkets ham at komme i besiddelse 
af nogle prøver på de gamle persiske sprogarter — 
i nogle brudstykker af »Zendavesta«, de gamle Perse- 
res hellige bøger — opdagede han hurtig, at Zend er nær 
beslægtet med Sanskrit. -— Desuden begyndte han at 
sysle med de indiske sprog. Den 10. Oktober, da han 
tilbragte aftenen hos en dr. Taylor, hørte han for 
første gang en brahmin læse Sanskrit. 

Rasks helbredstilstand havde i den sidste tid ikke 
været god. Trods den lange, anstrængende rejse, han 
tilbagelagde, havde han dog stadig været frisk og sund, lige 
til han kom til Shiraz i det sydlige Persien. Her blev 
han syg, til dels vel på grund af den forfærdelige hede 
og tørke, som herskede i de egne. Sygdommen ytrede 
sig særlig som bylder, hvoraf han én gang havde 16 
åbne. »Alle læger sige det er godt, og jeg tror selv 
det har frelst mig; ti jeg befandt mig i en hård strid 
med klimaets virkninger, forend min gode konstitution 
sejrede og tog den vending; siden har jeg været 
temmelig hjærtefrisk. Det værste var ovre, forend jeg 
nåede gode engelske læger i Indien. Vejret begynder 
nu at blive køligt, og jeg håber det værste er nu forbi 
for alle.« Men selv om han på dette tidspunkt havde 
det nogenlunde godt, varede det dog ikke længe, for 



* Han fik for resten en dag et ret mærkeligt besøg, nemlig af 
ilddyrkernes præst MtUla Firoza. 



Plan for rejsen i Indien. 107 

sygdommen vendte tilbage, og under sit hele ophold i 
Indien var han jawnlig plaget af ildebefindende. ^ 

Om sine planer for opholdet i Indien' skriver ban 
i et brev af 25. November 1820 2, at hans rejse nu 
først går til Kalkutta. »Der fra agter jeg at besøge 
Madras og Trankebar, for at indsamle kundskab om 
det gamle hoj-tamuliske sprog. Det er nemlig min 
hensigt ikke blot at lære . Sanskrit, Prakrit og Pali, 
men tilhge at erholde en sådan udsigt over de øvrige 
indiske nyere sprog, at jeg kunde bestemme deres 
nojagtige underinddeling og den hele sprogklasses for- 
hold til andre så vel som dens indre beskaffenhed. 
Jeg håber at foje hertil opdagelsen af den zendiske 
og pehlviske sproglære, i fald universitetet, ved at købe 
min samling, sætter mig i stand til at beholde den ved 
hånden under mit ophold her i landet og siden benytte 
den efter hjemkomsten til fædrenelandet.« Men for at 
kunne udføre disse planer må han have tid og penge. 
Han tror ikke han kannojes med mindre end 3 — 4 år, 
regnet fra udgangen af 1820, og så må han have 
penge, penge. Hvis, hedder det i et brev til Biilow 
(22. Nov. 1820)3, »Deres eksell. har penge tilovers, så 
har jeg lejUghed til at bruge så mange som jeg kan 
få, og jeg håber at bruge dem til videnskabernes 
fremme og fædrenelandets ære. Jeg er nu så slet for- 
synet med penge, at jeg ikke er i stand til at købe 
nogen eneste sjældenhed, eller gore nogen excursion 
fra den bestemte vej, som går over Punah, Gwalior, 
Benares til Kalkutta. Denne uendelige indskrænkning 
og trang nager og plager mig ind til sjælen, og hindrer 
for en del nyttea af mine ikke ringe besværUgheder 
og anstrængelser og farer. Jeg er kun dårlig tjænt 



108 Rasks rejse til Indien. 

med lidt i dette land; ti det vil synes at pålægge mig 
en forpligtelse, uden at åbne mig aogen mulighed til 
at fyldestgore den.« 

Den 21. November 1820 afrejste Rask fra Bombay 
i selskab med en kaptejn Glose, der skulde til Gwalior 
som britisk resident. Undervejs så han (ved Karli) et 
meget ejendommeligt huletempel fra Buddhisternes 
tid. I Dap^ri gjorde de et ophold på en uges tid, og 
han blev meget gæstfrit modlaget af en derboende 
major Ford, der senere tillige med sin hustru ledsagede 
dem til næste station. En gang forsøgte han at ride på 
en elefant, men bevægelsen forekom ham stødende og ube- 
hagelig. De var efterhånden blevne en betydelig kara- 
vane med et talrigt følge af heste, kameler, okser, bæ- 
rere og tjænere. Den 15. Januar besteg de Vindhya- 
bjærgene, på hvis hojeste spids der ligger en pagode ; nær 
ved toppen er der en mærkelig port. I Upin så han 
det ejendommelige vandslot Kålidé, der dels er bygget 
på en i floden Sipreh, dels ude i den ene flodarm; 
han kalder det en herlig lævning af muhamedansk 
kunst. Heden var meget stærk. Den 17. Februar 
1821 kom de tU Gwalior, hvorfra en dr. Panken og 
en kapt. Stewart med frue var tagne dem tre dags- 
rejser imøde. Rask kom til at bo i et telt, som kapt. 
Glose lod rejse i sin have. Tæt ved Gwalior så han 
nogle ejendommelige klippeudhulinger, der stammede 
fra den brahminske Hinduisme, men ikke var meget 
gamle. Der var tre særskilte kapeUer, og i hvert af 
dem fandtes der tre uhyre store, nøgne figurer i sid- 
dende stilling og med hænderne lagte ud på hverandre, 
ligesom til at modtage ofringer; de skulde formodent- 



Rejsen til Kalkutta. — Mørk sindsstemning. 109 

lig forestille guder. Desuden var der en 20—30 andre 
stående figurer. 

Den 7. Marts forlod han Gwalior, og måtte fort- 
sætte rejsen alene. Han havde lejet en båd, der skulde 
bringe ham til Kalkutta, og havde til bådens betjæning 
nogle soldater, af hvis samtale på Hinduisk han efter- 
hånden opnåede. at forstå det meste. Med sine båd- 
folk havde han mange bryderier. Han skiftede så vel 
båd som besætning, men forholdene blev ikke bedre 
derved. Tilmed var han jævnUg meget lidende, og det 
ikke blot på legemet. Allerede nu begynder den sygelige 
mistænksomhed, som man kan spore ghmt af temme- 
lig tidlig i hans liv, at udvikle sig paa en betænkelig 
måde. Det har rimeligvis været dén anstrængende 
rejse i den meget stærke hede, som har virket ned- 
brydende på hans nervesystem, og derved slappet hans 
ævne til at bekæmpe de sygelige indskydelser. Han 
skriver i sin dagbog (under 8. April): >jeg begyndte 
at frygte for gift i vandet.« Det synes, som om han 
vilde beskytte sig mod de farer, han frygtede for, ved 
en religiøs handling. Det hedder nemlig i dagbogen 
(26. April): > Jeg fornam, at en seremoni var fornøden, 
men forfejlede den rigtige udførelse første gang om 
morgenen, så at uvæsenet blev ved. Den anden gang 
om aftenen i floden var heller ikke fyldestgorende. « 
Da han kom til den danske koloni Serampore eller 
Frederiksnagor, fik han politimesteren der til at 
anstille undersøgelser om »den mystiske forfølgelse«, 
han havde været genstand for. — Det er let for- 
ståeligt, at han under sådanne omstændigheder ikke 
kunde arbejde meget. Af en brahmin, Bhiijan- 



110 Rasks rejse til Indien. 

grån, fik han en tid undervisning i Mahrattisk; end- 
videre studerede han noget Bengalsk og Zendisk, be- 
gyndte at arbejde på en sproglære i Sanskrit, fik, 
»med stor moje« som han siger, Sakontala* læst, stu- 
derede Burmansk med en amerikansk missionær, der 
havde* ganske god kundskab i det, m. m. 

Den 17. Maj 1821 afrejste han til Kalkutta, hvor 
han opholdt sig i nogle dage, men tog så igen tilbage 
til Serampore. Afstanden mellem de to byer er kun 
3 mil. Der var imidlertid en sådan hede i Bengalen, 
at han ikke kunde udholde det, og han afgik derfor 
den 25. Juni med et skib til Madras, hvor han an- 
kom en måned efter. Han syslede nu foruden med 
Spansk også med de sydlige indiske sprog: Tamulisk, 
Malebarisk, m. m., som han snart opdagede var grund- 
forskellige fra Sanskrit og fra den hele japetiske sprog- 
æt, men derimod noje beslægtede med sprogene i det 
mellemste og nordlige Asien (de skytiske). En bog- 
handler sendte ham to brahminer som lærere i San- 
skrit, men den ene kunde ikke Sanskrit og den anden 
ikke Engelsk. Her i Madras fik han sluttet en afhand- 
ling om Zendsprogets ælde og Zendavestas ægthed, en 
skarpsindig og betydningsfuld undersøgelse, der kastede 
et nyt lys over disse æmner. Den 17. Oktober Kl. 7 
afsejlede han fra Madras, hvor han var levet op igen, 
skont han endnu led meget af den stærke hede. Den 
følgende dag havde han det uheld, at hans bagage 
faldt i floden, så at mange . af hans bøger blev øde- 
lagte. Efter at have opholdt sig en uges tid i Tranke- 



♦ Et drama af den store indiske digter Kalidasa^ der levede i 
et af de første århundreder efter Kristi fødsel Sakontala er 
oversat på Dansk af M. Hammerich. 



I Kolombo. — Singalesisk og Pali. m 

bar '(28. Okt. — 5. Nov.) ankom han den 30. November 
til hovedstaden på Ceylon, Kolombo, som »ikke tog 
sig synderlig ud fra søsiden.« Her havde han gunstig 
lejlighed til at studere Singalesisk og Pali, skont han 
kun med vanskelighed kunde få bøger i det sidstnævnte 
sprog til købs. Efter at have gennemgået en gramma- 
tik i Pali, begyndte han at gore udkast til en ny sprog- 
lære på Dansk og efter sin egen plan; men at trænge 
til bunds i dette sprog fandt han overordentlig vanske- 
ligt, da hjælpemidlerne dertil var så utilstrækkelige: 
intet der kunde sammenlignes med en ordbog i det 
havde nogen sinde været trykt, og alle bøger var skrevne 
på palmeblade og »sandelig ikke at løbe med«. Imid- 
lertid udfandt han snart, i hvilket forhold det stod til 
Sanskrit: at det nemlig står under dette sprog i ælde 
og vigtighed; dets literatur kan ikke tåle nogen sam- 
menligning med den sanskritske. ' 

Om sine planer for fremtiden skriver han således 
i et brev til prof. Nyerup (23. Decbr. 1821) 2: »Jeg kan 
ikke se, at den [hjemrejsen] kan udføres forend i 1823 ; 
ti jeg er ikke nær færdig her endnu, og jeg ønskede 
meget at se den malebariske kyst for at få et rigtigt 
og klart begreb om de sprogs forholde, som høre til den 
dekhanske eUer rettere malebariske sprogklasse, som 
€r grundforskellig fra Sanskrit og vor hele sprogæt. 
Desuden trænger jeg hojlig til at opholde mig en kort tid i 
Kalkutta, da mit helbred gjorde mig [detj umuligt at be- 
nytte min første ankomst til dette hovedsæde for indisk 
lærdom. Alle disse ting uden hensyn til Bagindien kan 
ikke udføres i kortere tid end ét år, i det mindste ikke 
udføres vel^ og om de kunde det, så vilde det for min 
sundheds og livs skyld ikke blive muligt for mig at 



112 Rasks rejse til bidien. 

være i Kalkutta på anden tid af året end om vinteren. 
Hjemrejsen vil tage fire, fem måneder, så at i sommeren 

1823 håber jeg at se Dem igen Jeg har nu været lidt 

mer end et år her i landet, men De véd selv, at jeg 
ikke har kunnet gore andet end flakke om den hele 
tid og samle materialier i flugten . . . Hvor inderlig 
længes jeg ikke efter Dem og mine andre kære venner 
i fædrenelandet, hvor smigrende og sød[t] er mig det 
håb at gore verden nytte og fædrenelandet ære med, 
hvad der har kostet mig så megen moje at hente fra 
det vilde Indien.« 

At Rask af og til måtte længes efter de venner, 
han havde ladt tilbage langt mod nord, er ganske na- 
turligt. I de fjærne, fremmede lande, hvor der kunde 
gå halve år eller mere, uden at han hørte et ord fra 
hjemmet, kom der undertiden over ham en vemodig 
længsel efter alle dem, der stod hans hjærte nær. Som 
et minde om sådanne stemninger kan følgende rim 
tjæne, der må være skrevet under hans ophold i Indien : 

Indielaad og Holmegård, 

de ligge så vidt af led, 

den sti er lang og såre trang, 

fuld vel jeg dens krumninger véd. 

End rider jeg hid, end sejler jeg did, 

min hu fluks videre f6r, 

ret aldrig jeg glemmer den elskede ven 

i Aldejgeborg jeg har. 

Jeg dvaldis der kun så stakket en stund, 

dog fandt jeg venner to, 

det tor jeg sige, derpå vil jeg dø, 

vi ere hverandre tro. 

Ak, trykte jeg nu mine venners hånd 

og hørte den liflige røst, 

ak, så jeg et ord fra gamle Nord, 

som gød udi sjælen trøst. 

O bølger! I danse så vildt og så vidt, 



Hjemve. 113 

og tumle så mangt et blad, 
. men intet som, mærket af vennehånd, 
kunde gore mit hjærte glad. 

vinde! I vifte så lystelig 
og køle det kogende blod, 

men hviske slet intet om den ven, 

som jeg udi Norden forlods 

Ak! men, nu véd jeg — det er sandt! 

1 Norden er jo så koldt, 

det fryser min ven om hj ærterod, 

det har vel hans tavshed voldt; 

thi vil jeg skrive den næste gang, 

at jeg er syg og mod, 

og at jeg aldrig mer skal se, 

min ven så kær og god. 

Da vil han sørge, det véd jeg vist, 

og vel har han det fortjænt, 

om virkelig tre fjærdingår, 

han intet svar har sendt 

Men dobbelt skon vil blive den dag, 

vi. skulle hinanden se, 

og tales ved om den lange færd, 

ad faren og døden le!U 

Men trods længslen efter vennerne i Norden, havde 
dog Rask, som det ovenfor anførte brev viser, endnu 
i slutningen af 1821 mod på et længere ophold i Indien, 
og blandt Rasks velyndere i Danmark var der i al fald 
én, som ikke skyndte på hjemrejsen. P. E. Muller, 
siger Nyerup i et brev (af 5. Okt. 1820), vilde, om han 
kunde, gærne jage Rask >lige til pynten af jorden.« 
Man ser også af et brev fra M. (18. Des. 1821), at han 
tænkte på, hvorledes han skulde skaffe flere penge. 
Stipendierne, siger han, udløb egentlig med udgangen af 
1823, men han mente nok, der kunde skaffes forlængelse 
til udgangen af 1824. Hvis Rask til det tidspunkt ønskede 
at blive endnu længere bortere, måtte han sende en 
detailleret rejseplan. Nyerup derimod vilde gærne have 
ham hjem. Han kunde ikke forstå, hvad nytte det var 

F. B5nnlng: B. K. Rask. 8 



114 Rasks rejse til Indien. 

til, at han satte sig ind i det siamske, pegniske o. fl. 
tungemål. Det kunde værfe nok med Sanstrit. Han 
skrev til Rask, at han endelig måtte være hjemme 
senest 1822, for at han, som gammel Regensianer, 
kunde være med til at fejre Regensens jubilæum 1823. ^ 
Rask tabte imidlertid snart lysten til et længere 
ophold i Indien. I Februar 1822 begyndte han igen 
at blive svagelig, og det endte med, at lægen forbød 
ham læsning en månedstid. Så mistede han modet 
og begyndte at tænke på hjemrejse. Den 30. Marts 
sent om aftenen afsejlede han fra Kolombo på et skib. 
af samme navn. De havde i flere dage modvind eller 
vindstille og kom ingen vegne. Langfredag morgen 
kl. 7 (den 5. April) stødte skibet en 9 — 10 gange på 
et bUndt skær. Det blev meget beskadiget, trak stærkt 
vand og sank dybere og dybere, skont den dobbelte 
pumpe gik uafladelig. Der blev hejst nødflag og affyret 
21 nødskud. Der var dog ingen videre fare på færde, 
da de ikke var længere fra land, end at de i deres 
kikkerter kunde se flagstangen i en lille by Gafle og 
tUskuere flokkede omkring den. Først omtr. kl. 10 Va 
kom der en lods ud til dem med friske folk til pum- 
perne. Kl. 1 kom passagererne i land med lidt af den 
bagage, de havde ved hånden, og deriblandt var for 
Rasks vedkommende heldigvis alle hans singalesiske 
og Pali-håndskrifter. * Han slap med at få nogle trykte 
bøger ødelagte og at miste nogle penge. At blive 
liggende i Gafle var tU ingen nytte; han tog derfor tU- 
bage til Kolombo, hvor der var gunstigere betingelser 
for et studium, og hvor han lettere vilde kunne finde 
en ny skibslejUghed. Undervejs besøgte han, sammen 
med en af sine rejsekammerater, den buddhistiske 



Rejse på Ceylon. 115 

ypperstepræst Karatopa i hans præstebolig, der lå tæt 
ved templet og var et elendigt hus med små værelser, 
uden vinduer næsten og uden frisk luft. Præsterne og 
lærlingerne — hvoraf der var 40 ved templet — flokke- 
des så tæt om Rask og hans ledsager, at de næsten 
kvalte dem. De spurgte ypperstepræsten ud om Pali 
og Elu, »deres ælde, forholde og skriftrige«, men fik 
ikke megen ny underretning. Af skrifter kunde han 
intet få til købs, men man lovede ham afskrifter af 
hvad der fandtes. Desuden beså de et tempel; det 
bestod af en firkantet veranda om et firkantet værelse, 
der var delt i to; i det inderste af dem var der fem 
billeder af Buddha, et siddende over alteret, som var 
fuldt af ofrede blomster, de fire stående, to ved hver 
side, de yderste i en lærende stilling. Væggene var 
bemalede med de brahminske guder i lyttende eller 
opvartende stilling; udenfor var to velgjorte dorvogter- 
billeder, et på hver side. I den ydre afdeling var en 
trappe op til et loftværelse, som intet indeholdt uden 
et bord. Ingensteds i templet var der noget vindu. 
Det. var forskelligt fra gravkuplen samt fra prædike- 
skuret, som var bygget firkantet med to stilladser for 
præsterne til at tale til den omgivende mængde på den 
fri, aabne plads. I præstehuset eller klosterskolen 
Pansæla fandtes biblioteket, som bestod i en stor kiste, 
der stod i et lidet værelse, som også indeholdt en sæng; 
i kisten var der omtrent 100 bøger, og templet ejede 
desuden omtrent 200. Den 24. April ankom Rask til 
Kolombo. 

Under sit andet ophold i denne by, dex varede 
henimod fire måneder, fortsatte Rask sine studier i 
Pali og Singalesisk; han udarbejdede således en sin- 



116 Rasks rejse til Indien. 

galesisk skriftlære på Dansk. Endvidere forsøgte han 
i praksis (bl. a. overfor en skoledreng David Alvis) at 
anvende et indisk-latinsk retskrivningssystem, som han 
havde udtænkt. Blandt de ting han købte, var et 
mærkeligt buddhaistisk maleri. Han var imidlertid 
kommen i en betydelig pengeforlegenhed, og da det 
vilde tage alt for lang tid at skrive til Danmark, hen- 
vendte han sig om understøttelse til det danske gu- 
vemement i Trankebar, hvorfra han fik 2000 rupier og 
blev derved hjulpen ud af kniben. Han væntede imid- 
lertid stadig på skibslejlighed til Evropa, men måned 
efter måned gik, og der kom ingen. Han besluttede 
så at gå tilbage til Kalkutta med et engelsk skib, da 
han havde fået meddelelse om, at et dansk skib var 
kommen til Ostindien og vilde afgå fra den nævnte by. 
Rask gik så den 18. Avgust om aftenen silde om bord 
på skibet Luizza, der afsejlede næste morgen. Efter 
at være kommen forbi Madras blev de, da de en gang 
var gået til ankers, overfaldne af en voldsom storm; 
de mistede ankret, måtte gå til søs igen,, fik sejlene 
sønderrevne af vinden og bådene skyllede bort; men 
næste dag var det godt vejr igen. Han noterer i sin 
dagbog i slutningen af Oktober, at de havde »uendelig 
skonne morgener og aftener.« D. 3. November nåede 
han Kalkutta, fik ved henvendelse til det danske re- 
geringsråd i Frederiksnagor en understøttelse på den 
danske regerings vegne af 2500 rupier, hvoraf fragten 
hjem allerede tog de 1500, og gik den 1. Desember 
1822 ombord på det danske skib Juliane Marie, ført 
af kapt. Duntzfeldt. I begyndelsen af Januar nåede de 
øen Mauritius. Her læste han romanen »Paul og Ver- 



Hjemrejsen. 117 

ginia«*, og beså haven, hvor man viser de elskendes 
grave. Han taler om, at han af »mangel på penge* 
ikke havde råd til at tage sig en fransk sproglærer, og 
ikke kunde komme meget i land. De omsejlede syd- 
spidsen at Afrika og kom forbi Kap uden at se det. 
Den 1. Marts ved middagstid passerede de meget nær 
forbi St. Helena og kastede den 2. Maj 1823 om aftenen 
silde anker på Helsingørs red. »Jeg er frisk og sund«, 
skriver han her fra til Nyerup, »men næsten frusset for- 
dærvet, da jeg ikke var vel forsynet mod en sådan 
kulde, som jeg ikke væntede på denne årstid. < På 
grund af en stærk storm lå skibet her et par dage, så 
at Rask først den 5te steg i land på Københavns toldbod. ^ 
Endnu medens Rask var i Indien, havde Nyerup, 
som den gang var regensprovst, skrevet til ham*: »Jeg 
har ingen logerende i huset, ej heller agter at få . . . 
Deraf er følgen, at der for det første står 4 værelser i 
sammenhæng ledige til Deres disposition. « Rask flyttede 
derfor ind på 5te gang på regensen, ovenover den lej- 
lighed Nyerup beboede, og hos ham tingede han sig 
også i kost. 



o: »Paul et Virginie« af Berhardin de Saint Pierre (1737— 
1814). 



IV. 

Rasks ophold i København 1823 — 32, 

Den første tid efter hjemkomsten var for uroHg 
til, at Rask straks kunde tage fat på sine studier. Den 
10. Maj skulde Rahbek optages som æresmedlem i stu- 
denterforeningen, til hvilken lejlighed Poul Møller skrev 
sin bekendte sang: »Den slotsklokke går i den en- 
somme lund«. Til denne hojtidelighed blev Rask ind- 
budt. Et par dage efter, den 13. Maj, fejrede det 
islandske literære selskab hans hjemkomst, og dagen 
efter var der fest for ham på skydebanen. Her var 
der samlet mange af universitetets professorer (der- 
iblandt Sibbern) og adskillige andre bekendte mænd, 
som Grundtvig og Molbech. Grundtvig havde i dagens 
anledning digtet en sang, der begynder: 

»Når Holger han drager fra Jorsal fro, 
med kæmper fuld djærve og stærke, 
da vinder han kroner halvfjærds og to 
og planter ved Ganges sit mærke.« 

Som en ny Holger Danske har Rask nu sejret over 
de »halvlærds og to arilds-tunger«, der »findes i verden 
så vide.« 



Første arbejder efter hjemkomsten. 119 

»Hil være dig, ånd over kongestol, 
som stræber, foruden stålhandske, 
at sejre på jorden fra pol til pol! 
hil være dig, vor Holger Danske!« 



> Velkommen hjem, du snarensvend, 
fra østerleds-færden hin, bolde, 
med jærtegn fra Pali og Pehlvi og Zend, 
med bytte fra jætter og trolde! 

Gid Holger fattes ej bud så tro, 
ej kæmper fuld djærve og stærke! 
Da vinder han kroner halvfjærds og to 
og planter ved Ganges sit mærke.« * 

Alle de, 'der både her hjemme og i udlandet med 
stor interesse havde fulgt Rask på hans lange og be- 
tydningsfulde rejse, stode nu efter hans hjemkomst i 
spændt forvæntning om at se resultaterne af de rige 
erfaringer og opdagelser han havde gjort. Det gjaldt 
jo om efterretninger fra det vidunderlige land, der 
gemte nogle af de ældste mindesmærker om den ja- 
petiske folkeæts urtid, og som nu for første gang var 
bleven undersøgt af en stor sproglig begavelse. Men 
alle disse væntende blev der beredt en smertelig skuffelse. 

Man ser af Rasks dagbog, at det han tog fat på, 
så snart han efter en månedstids forløb fik lidt mere ro, 
var ikke det materiale, han havde bragt med fra In- 
dien, men de ældre tyske sprogarter: Oldsaksisk, Old- 
frankisk, Oldfrisisk m. m. Da han kom hjem fra en 
rejse i Fyn og Jylland i Juli måned, fik han jævnlig 
besøg af en tysk videnskabsmand (V. A. Kopp), der 
var kommen til Danmark for at studere runer. Det 
bragte så Rask til at sysle en del med runeindskrifter. 



120 Ophold i København 1828-32. 

Om efteråret begyndte han at arbejde på en dansk 
retskrivnirigslære, dette æmne, som skulde komme til 
at sluge så uforholdsmæssig meget af hans arbeidskraft. 
Næste forår indgav han en ansøgning til videnskaber- 
nes selskab om understøttelse til udarbejdelsen af en 
dansk etymologisk ordbog — en ansøgning, som også 
blev bevilliget — og så fremdeles. Det første, han 
offentliggjorde efter hjemkomsten, var — en spansk 
sproglære* (foråret 1824). 

Men, siger hans fortrolige ven N. M. Petersen, 
»hvad den lærde verden, hvad folket, hvad Evropa 
væntede var frugterne af hans indiske rejse ; hvorfor han 
ikke med udelt kraft henvendte sig til dette studium, er 
mig en gåde.« P. E. Muller, der havde arbejdet så 
ufortrødent for ham under hans store rejse, var især 
meget misfornojet over den vending. Rasks studier tog. 
Det hedder i Rasks dagbog for 25. Okt. 1824: >ar- 
bejdede fort på det danske etymologikon, skont Muller 
vilde drive mif tilZendavesta«. Da han havde udgivet 
sin spanske sproglære, sendte han den til Biilow, der 
i et brev takkede for den, dog med den tilfojelse, at 
han hellere vilde have set noget, der stod i forbindelse 
med den indiske rejse. ^ Selv regeringen søgte at 
drage ham tilbage til hans indiske studier. Han mod- 
tog nemlig i 1825 gennem universitets-direktionen en 
skrivelse, der gav ham håb om en »gratifikation« af 
200 — 300 rdl., når han udgav en interessant afhandling 
vedrørende den gamle asiatiske literatur. 

Og forbavselsen og skuffelsen var ikke mindre 
blandt udenlandske lærde. Tyskeren Koppen skriver 



* Den blev dog til dels udarbejdet under hjemrejsen. 



Skuflfeisen over Rasks arbejder. 121 

fra Petersborg (Maj 1824): »Jeg var lige ved at ærgre 
mig over, at De efter hjemkomsten fra Asien skriver 
en spansk grammatik. Derimod har prof. Bopp i Ber- 
lin sendt mig det første ark af sin Sanskrit-grammatik. 
... Af dem vænter vi med rette meget, og jo for 
De meddeler sådant, des mer vil man takke Dem for 
Deres iver.« Også Jacob Grimm udtrykker i et brev 
(af 24. Juli 1824) sin forbavselse over fremkomsten af 
den spanske sproglære på det tidspunkt. Gråter, en 
tysk lærd, der havde syslet meget med den gamle 
nordiske literatur, udtaler ligeledes sin beklagelse over, 
at Rasks studier tog den vending, de gjorde. Han kunde, 
siger han i et brev til R., fristes til at sige, at »en 
Rask, hvis understøttelse hans fædcelands literatur og 
sprog behøver i alle sine grene og kviste, skulde være 
karrig med sin tid og foreløbig overlade de ikke-fædre- 
landske sprogstammer til skæbnens og fremmede for- 
skeres protektion. U 

Hvad var da grunden til denne »gåde?« Sikkert 
den ejendommelighed i Rasks åndelige bygning, som 
der allerede er gjort opmærksom på i det foregående. 
Den nervøse, febrilske uro, der — stundum svagere, 
stundum stærkere — hvilede over hans tankeliv, 
gjorde ham det ofte' umuligt for længere tid at for- 
dybe sig i ét æmne. Han havde jo allerede i 1812 
fortalt Bulow om den »sørgmodige træghed«, der 
stundum kunde overfalde ham, om den »lede, som 
undertiden tvang ham til at lægge et arbejde hen, for 
at tage fat på et andet (jvf. s. 17 flg.). Også nu kan 
han komme med lignende ytringer; således taler han 
i et brev tilBiilow om sin »lede til alt det asiatiske^«. 
Der er noget vemodigt i, at det skulde blive resultatet 



122 Ophold i København 1823-32. 

af den store rejse, hvorom han selv, da han undfangede 
idéen til den, udbrød: »Her er et mål at rejse efter, 
og det et skont og stort, nyttigt for videnskaberne 
og ærefuldt for fædrenelandet!« Det eneste af storre 
betydning han udgav efter hjemkomsten vedrørende 
de persiske og indiske . sprog, var den skarpsindige 
undersøgelse om »Zendsprogets og Zendavestas ælde 
og ægthed«, og den var oven i købet kun en omar- 
bejdelse af en afhandling skreven på Engelsk i In- 
dien« (jvf. s. 110). — Af Rasks dagbog ser man, at han 
ganske vist under sin rejse fra Bombay til Kalkutta 
begyndte (d. 5. Maj 1821) at arbejde på en sproglæi'e 
i Sanskrit. Men den blev aldrig til noget. Det var 
(lerfor ikke Rask, men Tyskeren Fr, Bopp^ der med 
sin Sanskrit-grammatik (1828) blev den egentlige grund- 
lægger af Sanskrit-studiet. 

Kan man end beklage, at Rasks studier tog en 
anden retning end ønskeligt var, må man på den anden 
side indromme, at han var bu flittig, en rastløs ar- 
bejder. Hari udsendte det ene selvstændige skrift efter 
det andet, foruden mange mindre afhandlinger og ar- 
tikler i tidsskrifter og blade. Et begreb om hans virk- 
somhed kan man få gennem følgende fortegnelse over 
de vigtigste værker han udgav efter hjemkomsten: 
Spansk sproglære. 1824. — Frisisk sproglære. 1825. — 
Om Zendsprogets og Zendavestas ælde og ægthed. 1826. 
— Dansk retskrivningslære. 1826. — Hermod. 1825—26 
[et tidsskrift, hvori det meste er af R. selv]. — Den 
gamle ægyptiske tidsregning. 1827. — Italiensk form- 
lære. 1827. — Vejledning til Akra-sproget. 1828. — 
Den ældste hebraiske tidsregning. 1828. — Literatur- 
bladet. 1829 [det meste, deri er af R. selv], — En dansk 



Dansk retskrivningslære. 123 

grammatik for Englændere. 1830 [på Engelsk]. — En 
samling arabiske fabler. 1831 [på originalsproget]. — 
Kortfattet vejledning til det oldn. el. gamle isl. sprog. 
1832. — Oldnordisk læsebog. 1832. — Lappisk sprog- 
lære. 1832. — Engelsk formlære. 1832. — Foruden en 
del mindre afhandlinger i periodiske skrifter tog han 
også betydelig del i udgivelsen af flere af de islandske 
sagaer, som besørgedes af det nordiske oldskrift-selskab. 

Af disse værker skal der her kun dvæles ved ét: 
^Forsøg til en videnskabelig dansk retskrivningslære*^ 
en stor bog på over 300 sider. Han gor i fortalen 
opmærksom på, at det ikke er egne meninger og ind- 
fald, som han vil påtrænge andre; men det er »de be- 
romteste og skarpsindigste danske sproglærdes regler, jeg 
på ny har søgt at fremdrage og ordne, udføre og grund- 
fæste Intet er mit uden valget og fremsjtillingen.« 

Men de regler, der for har været spredte i mange til 
dels gamle og sjældne værker, er her nu samlede på 
ét sted, systematisk ordnede og begrundede ved hen- 
visning til det ældre sprog og Svensk. 

Rask går derpå over til den egentlige undersøgelse : 
Det første sporgsmål er: hvad bor være den hojeste 
grundsætning for retskrivningen? Da sproget ligger 
forud for skriften, da det første er en naturting og den 
sidste et kunstværk, bor udtalen være den vigstigste 
vejleder og dommer i sporgsmål vedrørende retskriv- 
ningen (det fonetiske princip). Dog skal den ikke være 
den eneste. Alle de fine forskelligheder i sproget skal 
man ikke prøve på at gengive, ti deraf vilde der opstå 
stor forvirring; man må lade brugen^ således som den 
nu en gang er, virke med som en regulerende bestem- 
melse. Desuden bor man også tage hensyn til old- 



124 Ophold i København 1823-32. 

sproget og til vort nabosprog Svensk. Nu bruges f. eks. 
e til at betegne både den virkelige e-lyd (som i leå) og 
cp-lydén (som i bedre). Dette er ganske vist en mislig- 
hed ved vor retskrivning, men den har gennem brugen, 
allerede fra gammel tid, fået en sådan hævd i vort sprog, 
at det vil være umuligt at få den Qærnet ; vi må derfor 
indskrænke os til af vort sprogs beskåifenhed at udfinde 
bestemmelser for, .når man må benytte e for cp-lyden 
og når man skal skrive æ. Og her bliver hensynet til 
oldsproget det egentlig afgorende, således at hvor det 
f. eks. har æ og langt a skrives æ på Dansk, hvor det 
har kort e skrives e på Dansk osv. tDog gives herfra 
mange undtagelser« : Nogle ord får æ blot for overens- 
stemmelsens skyld, andre fordi brugen har fastslået 
visse »mekaniske regler« osv. — Man vil heraf se, at 
selv om pask hævder den fonetiske grundsætning som 
den vigtigste i læren om retskrivningen, bliver den dog 
i sin anvendelse underkastet så mange side-hensyn, at 
dens betydning bliver meget indskrænket. 

Af de regler for retskrivningen, som Rask fastslår 
i denne bog, er følgende def vigtigste: 1) alle stumme 
selvlyd forkastes ; selvlydenes længde bor ikke betegnes 
ved tilfojelsen af stumt e (eller af h), ikke heller ved 
fordobling af selvlyd; 2) der bor skelnes mellem o og 
jø; 3) j bortfalder foran de bløde vokaler «, V^ ^i o og 
æ^ derimod ikke foran e; 4) efter selvlyd skrives v og 
j, ikke u og i; 5) medlyd fordobles mellem to selvlyd, 
men ikke foran en anden medlyd eller i enden af et 
ord; 6) c, g, x og z bor udjages af danske ord og kun 
bruges i fremmede ord, især når de tilhører sprog, som 
kun er r^Bdvni beslægtede med vort. 

Retskrivnings-sporgsmålet lagde i flere år stærkt 



Striden om Rasks retskrivning. 125 

beslag på Rasks arbejdsævne, ja til sine Xider optog det 
ham på en næsten sygelig måde. Kort efter sin hjem- 
komst skrev han (1824) til det norske videnskabernes 
selskab og foreslog det udgivelsen af en dansk ret- 
skrivnings-lære. Selskabet afslog ikke tilbudet, men 
henstillede dog til ham, om det ikke vilde afdrage ham 
fra vigtigere literære sysler. Det var der vist flere end 
selskabet der mente, men Rask selv var af en anden 
mening. For ham gik retskrivnings-sporgsmålet — i 
al fald til en vis tid — forud for enhver anden literær 
opgave. 

Blandt de mænd, som han udvekslede sine tanker 
med om dette sporgsmål, var hans ungdomsven N. M. 
Petersen, der på egen hånd havde begyndt studier i 
en lignende retning. Petersen var i alt væsentligt enig 
med ham^ og selv på de punkter, hvor han i begyndel- 
sen gjorde indvendinger, bojede han sig efterhånden 
for sin »lærer og mester«. Men Rask fandt rigtignok 
flere modstandere end forbundsfæller i sin kamp for at 
reformere den danske retskrivning. Selv Petersen 
vendte sig til slutning imod ham, da han fandt, at Rasks 
systematiseren undertiden blev pedantisk, og fordi han 
desuden misbilligede hans tanke om i løbet af en kort 
tid at fremtvinge en retskrivnings-reform; Petersen holdt 
på en gradvis og langsom udvikling. ^ 

Den modstand Rask mødte, gjorde ham meget 
bitter. I sin dagbog (for Jan. 1829) fortæller han bl. a., 
at han på en spadseretur med Petersen fik en erklær- 
ing af denne om retskrivningen, »som smertede og 
krænkede mig usigelig.« Men modstanden fik ham ikke 
til at opgive sine idéer; han kæmpede for dem med en 
bitter hårdnakkethed. Undertiden sendte han artikler 



126 Ophold i København 18S3-32. 

til videnskabelige tidsskrifter med forlangende om, at 
de skulde trykkes med hans og ikke med tidsskriftets 
retskrivning, og når han fik afslag herpå, følte han sig 
dybt krænket. På den anden side hilste han med 
inderlig glæde enhver, der antog hans teori. Han no- 
terer endogså i sin dagbog, at han havde fået et brev, 
hvori der var brugt tegnet å — som Rask vilde have 
indført i stedet for aa. Til sin store glæde modtog han 
endogså et brev fra sin stiffader, hvori denne havde 
anvendt å meget rigtigt; »der er endnu næppe 20, 
som gor det«, bemærker Rask. ^ 

Man kan indvende adskilligt mod de retskrivnings- 
teorier, som Rask fremsatte, og man kan beklage den 
næsten sygelige måde, hvorpå han var optaget af dem, 
men det er dog alligevel dem, der, ved den lærdom, 
skarpsindighed og varme hvormed de begrundedes, 
lagde frøet til vore senere retskrivnings-reformer. 

Der er endnu en side af Rasks videnskabelige virk- 
somhed, som fortjæner at berøres. Han kunde under 
sin syslen med det gamle nordiske sprog ikke godt 
undgå at føle sig draget til de ældste lævninger vi har 
bevaret af dét, nemlig runeindskrifterne. Man ser da 
også,, at han allerede i sine første studenterår be- 
skæftigede sig en del med dem. Der findes fra den 
tid en undersøgelse fra hans hånd om runeskriften, dens 
ælde, beskaffenhed, anvendelse osv. Han var den første, 
som kom på spor efter det ældre runealfabet. Des- 
uden har han givet bidrag til tydningen af forskellige 
indskrifter (på den glavendrupske sten, Tryggevælde- 
stenen, guldhornet o. fl.). Hans enestående fortrolighed 
med det gamle islandske sprog var ham her til ud- 



Rask som sprogforsker. 127 

mærket hjælp, men hans opfattelse åf det islandske saga- 
sprog som ensbetydende med det fællesnordiske sprog 
forledte ham rigtignok også til at ville læse Islandsk 
ud af de gamle danske runeindskrifter. Men med alle 
sine fejltagelser hører han, dog også på dette område 
til de banebrydende. 



Hvad var Rasks ejendommelighed som sprogforsker? 
Hvor lå hans styrke og hvor hans svaghed? Den fore- 
gående skildring har til dels givet svar på disse sporgs- 
mål. Han havde fortrinlige betingelser til at blive en 
fremragende sprogforsker: en sjælden hukommelse, en 
skarp forstand og stor lethed i at vinde et overblik 
over et broget råstof og skille dette ud i sine sammen- 
hørende bestanddele. Disse betingelser er dog ikke 
nok til at skabe en sprogforsker \ de vil jo være nød-, 
vendige for de fleste videnskabsmænd. Men når man 
skal gå videre, når man skal udfinde, hvilke særlige 
betingelser det da er, der frembringer en sprogforsker, 
står vi i grunden ved grænsen for vor ævne til at be- 
stemme en begavelses art. Vi kan egentlig ikke sige 
andet, end at det, der kræves, er: sprogsans, et af na- 
turen givet slægtskab med det, der er det rådende og 
bestemmende i sprogets indre væsen, et sådant slægt- 
skab, som er betingelsen for en oprindelig første-hånds- 
forståelse af æmnet. 

Det er allerede omtalt i det foregående, at Rasks 
tanke var usædvanlig let og adræt i sine bevægelser. 
Der er noget mærkeligt i den overordentlige hurtighed, 
hvormed han, selv ud fra et temmelig overfladisk kend- 



128 Ophold i København 1823-32. 

skab til et sprog, var i stand til at drage grundlinjerne 
i dets bygning. Men der er også gjort optnærksom 
på, at denne lethed og hurtighed tit havde i følge med 
sig en nervøs uro, som hindrede ham i at blive på ét 
sted for længere tid. For .øvrigt vil hans begavelses 
art bedst kunne karakteriseres, når man sammenligner 
ham med den tyske sprogforsker J. Qrimm^ der sam- 
tidig med Rask brød nye baner for sproggranskningen. 
Grimm havde i 1819 udgivet 1ste bind af sin 
epokegorende »Deutsche Grammatik«. Han giver heri 
(og i de følgende bind) en skarpsindig fremstilling af 
den germanske sprogklasses forskellige grene, deres 
indre bygning, forhold til hinanden osv. Også Grimm 
lagde afgorende vægt på den grammatiske bygning, 
uden dog heri at være bleven påvirket af Rask, hvis 
prisskrift han ikke lærte at kende, for han var ved 
slutningen af det første bind af sit værk. Men i 1822 
udkom der en ny udgave af dette, og i mellemtiden havde 
han stiftet bekendtskab både med Rasks prisskrift og med 
den svenske udgave af hans islandske grammatik (1818), 
hvori Rask giver en temmelig udførlig fremstilling af 
lydforholdene i det islandske sprog. Det vigtige sporgs- 
mål om lydforholdene havde Grimm slet ikke indladt 
sig på i den første udgave; men i den anden har han 
givet en udførlig behandling af dem. Der er da al 
sandsynlighed for — og det er også blevet indrommet 
fra tysk side — at det er Rask, som ved behandlingen 
af lyd-læren i sin islandske grammatik og ved sin frem- 
stilling i prisskriftet af bogstavovergangene fra det ene 
sprog til det andet, har bragt Grimm ind på disse 
undersøgelser, hvorved han kom til at opdage den 
mærkelige lydforskydnings-lov^ det vil sige loven for. 



Rask og lydforskydnings-loven. 129 

hvilke medlyd der svarer til hinanden i de graeske og 
de germanske sprog. Følgende tabel vil bedst anskue- 
liggore dette forhold. 



Læbelyd. 
Græsk P B F 


Tungelyd. 
T D Th 


Ganelyd. 
K G Ch 


Gotisk F P B 


Th T D 


— KG 


Oldhojtysk B (V) F P 


D Z T 


G Ch K 



Der har været uenighed om, hvem æren for denne 
opdagelse tilkom, Rask eller Grimm. Rask havde, som 
tidligere omtalt (jvf. s. 49), fastslået som en hovedregel 
for bogstav-overgange, at de »bogstaver, som udtales 
med samme taleredskab eller høre til samme klasse, 
forveksles eller ombyttes med hinanden« og givet eks- 
empler derpå (se prisskriftet s. 47 og 50 flg.). Med 
hensyn til bogstav-overgange fra det ene sprog til det 
andet havde han i samme skrift givet en kortfattet frem- 
stilling af forholdet i så henseende mellem Græsk og 
Islandsk (jvf. foran s. 65 og prisskriftet s. 169 flg.). 
Hvis man vil sammenligne de bogstav-overgange, som 
er fremstillede der, med dem i den ovenfor stående 
tabel, vil det vise sig, at Rask i virkeligheden .har 
næsten alle de samme overgange som Grimm.* Bor 
Rask da ikke have æren for opdagelsen? Det er dog 
tvivlsomt. Allerede de ord, hvormed han indleder sin 
sammenstilling, er meget betegnende. Han siger: »Af 
de stumme bogstaver bliver, især for i ordene, hyppigen 



* Der er kun den forskel, at græsk b lader Rask som oftest 
svare til isl. b, og græsk k til isl. h. Desuden giver han 
ingen sammenligninger med Oldhdjtysk, da han først efter 
sin hjemkomst fra Indien for alvor begyndte at studere de 
ældre tyske sprogarter. 

F. Bonning: B. K. Baek. 9 



130 Ophold i KøbenhavD. 

jp til j osv. « Det viser, at Rask har samlet de iagt- 
tagelser, ud af hvilke en lov kan drages, men han har 
ikke fundet selve loven. Også den tilfældige orden, 
hvori han anfører bogstav-overgangene, peger i samme 
retning. Det er et tegn på, at han ikke havde opdaget 
den vidunderlige harmoni, som er rådende i disse over- 
gange, den harmoni, der egentlig begrunder lydforskyd- 
nings'loven. 

Af det hér anførte vil man allerede kunne se en 
karakteristisk forskel mellem de to sprogforskere. Rask 
er iagttagelsernes, Grimm teoriernes mand. Den første 
havde sin styrke i den nojagtighed, hvormed han iagt- 
tog de forekommende sproglige former og grupperede 
dem efter deres, beskaffenhed. Den sidste havde en 
mærkelig ævne til at uddrage de love, som beherskede 
sprogets bevægelser. Her er en lignende modsætning, 
som mellem Tyge Brahe og Copernicus. Bægge stand- 
punkter, Rasks og Grimms, havde deres styrke og deres 
svaghed. På grund af sin mangel på spekulativ be- 
gavelse blev Rask undertiden stående ved selve iagt- 
tagelserne, uden at finde den bag ved liggende lov. 
Grimm forledtes på den anden side af sin teoretiske 
tilbojelighed til undertiden at ville konstruere former, 
som man aldrig havde lært at kende ad iagttagelsens 
vej. Til en vis grad er dette naturligvis tilladeligt. 
Har man udfundet grundlovene for et vist sprogs ud- 
vikhng, må man have lov til at sige, at hvis det eller 
det ord fandtes i de gamle sproglævninger, vilde det 
efter al. sandsynlighed have lydt så eller så. Men 
denne fremgangsmåde må ganske vist bruges med stor 
forsigtighed. Må astronomien, trods alle de mærkeUge 
love for himmellegemernes gang, som den har opdaget, 



Rasks videnskabelige metode. 131 

dog indromme, at der i himmelrummet foregår komet- 
agtige bevægelser, som den ikke kan bringe ind under 
nogen lov — så gælder noget lignende i endnu hojere grad 
om sprogvidenskaben. Sprogforskeren træffer ikke så 
sjælden på foriper, som synes at stamme fra et blot 
lune af sproget. Dette har Grimm, som i det hele de 
tyske lærde med deres systematiserende tilbojelighed,- 
ikke altid været tilstrækkelig opmærksomme på. Rask 
kalder spydig sådanne undersøgelser af, hvordan et ord 
må have lydt, for forhistoriske undersøgelser og mener, 
»at læseren af en sproglære helst ønsker at vide, hvor- 
ledes sproget er, og ikke hvorledes forf. [Grimm] ind- 
bilder sig det har været, forend det blev til, eller dog 
forend det blev skrevet.« I sit prisskrift (s. 78) taler 
han smukt og klart om den videnskabelige metode og 
om de afveje, den bor vogte sig for. »Den menneske- 
lige ånd vil så nødig gå den lange og trange under- 
søgelsens vej, og det lige så lidt i oldsager og historie, 
som i filosofi og religion, og dog gives der ingen anden 
kortere adgang til sandheden. Den vil straks have 
udslaget, og når den én gang ved en gisning har fastsat 
dette, søger den sædvanlig ikke at berigtige sine fore- 
stillinger, men at læmpe alt efter sit system, som den 
opbyder alle kræfter til at forsvare.« Ved bestemt at 
holde sig til de sproglige tormer, som vi virkelig kender, 
har Rask altid fast grund under fødderne, medens 
Grimm af sine tænkte former undertiden føres ud på 
vildsomme veje. 



9* 



132 Ophold i København. 

Rask elskede sit fædreland, men fremfor alt var 
han stolt af det. En gang i sin ungdom stod han 
tvivlende, om han ikke skulde vende Danmark ryggen, *og 
søge bedre vilkår i et andet land.« Men siden da følte 
han dybt, at det at forlade sit fædreland var for hans 
vedkommende det samme som at blive afskåren fra 
sin rod. Denne følelse fik i slutningen af hans liv 
lejlighed til at stå sin prøve. Den 5. Februar 1825 
modtog han en skrivelse fraEdingborg med indbydelse 
til at overtage pladsen som bibliotekar ved advokater- 
nes bogsamling. En halv snes dage efter indgav så 
Rask en ansøgning til kongen om en lonningsforbed- 
ring, og omtalte med det samme den indbydelse til 
Skotland, som han havde modtaget. Følgen heraf var, 
at der i en kongelig skrivelse (af 12. April) meddeltes 
ham, at han kunde vænte at blive udnævnt til profes- 
sor i literær-historien i almindelighed, dog med særligt 
hensyn til den gamle asiatiske literatur; endvidere 
skulde han beholde sit midlertidige tillæg (400 rdl.), og 
kunde gore sig håb om en gratifikation på 2 — 300 
rdl., hvis han udgav en interessant afhandling vedrør- 
ende den gamle asiatiske literatur eller lignende. »Så- 
fremt«, hedder det i den kgl. skrivelse, »prof. Rask 
ikke herved skulde finde sine ønsker tilfredsstillede, 
og vælge at modtage den ham tilbudne ansættelse i 
Skotland, bliver det ham dog at pålægge at vende til- 
bage til vor tjæneste, når omstændighederne i frem- 
tiden måtte tillade her at give ham en til hans 
ønsker svarende ansættelse«. Det var altså ved dette 
»glimrende« tilbud man vilde søge at holde Rask fra 
at udvandre. Og hvad betød så, i virkeligheden denne 
udnævnelse (som blev givet d. 24. Maj)? Ikke andet. 



Rasks fædrelandskærlighed. 133 

end at den pålagde Rask at holde oflfentlige forelæs- 
ninger, uden at han fik det ringeste tillæg til sin Ion. 
Det var sandelig ikke et sådant tilbud, som skulde 
friste ham til at afslå den meget rundhåndede indbydelse 
fra Edingborg. Det var da heller ikke udnævnelsen, 
som gjorde udslaget. Allerede inden han modtog den, 
havde han sendt et afslag. ^ Det var i denne anled- 
ning, at han i et brev skrev de beromte ord: tSit 
fædreneland skylder man alt hvad man kan udrette.« 

Men fremfor alt var Rask stolt af sit fædreland, 
og derfor oprørtes han på det dybeste, så ofte der 
vistes det ringeagt. Det foregående (jvf. f. eks. s. 72 flg.) 
har allerede vist, at han var særlig omtålig overfor 
tysk indbildskhed og hovmod. Der har hos tyske lærde 
været en ikke ringe tilbojelighed til at betragte det 
danske sprog som en art Plattysk, en Ulle dialekt af 
det tysk^ sprog. Hvor måtte en sådan opfattelse ikke 
krænke Rask, med hans dybe kærlighed og noje kend- 
skab til det danske sprog både i dets gamle og ny 
skikkelse. I sine breve til tyske lærde kommer han 
da også jævnlig ind på dette æmne. I et brev (af 20. 
Avgust 1811) til J. Grimm hedder det således: »Hvad 
striden om fortrinet mellem Dansk og Tysk angår, da 
forstår jeg ikke ret, hvad De mener med, at Tysken af 
denne sprogklasse er den herskende. Hvorledes hersker 
vel Tysk i Engelland eller over Engelsk, i Island eller 
over Dansk? Vel véd jeg, at der har været en tid, 
da man satte her i Danmark en ære i at tale Tysk, 
men den er forsvunden så ganske, at man snarere 
undser sig derved i et anstændigt selskab, og en Tysker 
bryder heller så godt som mulig på Dansk, med 
mindre han da slet intet kan, eller og har bidt hovedet 



134 Ophold i København 1823-32. 

af al skam, men i bæg^e tilfælde vil han sikkert få at 
føle, at det er en fejl. Desuden, dersom De sigtede 
hertil (og dette gælder dog kun for Danmark og hojst 
Norge alene), så måtte man vel sige, at Fransk var 
det herskende i Tyskland! Vil De derimod sige, at 
den Tiar fået et forspring i kultur og virket på de øv- 
rige beslægtede nordiske sprog, da gælder det slet ikke 
om Engelsk og Islandsk; og Svensk og Dansk har ior 
længe siden opnået en sådan myndighed og selvstæn- 
dighed, at de ikke kunne siges at stå under Tyskens 
herredomme, så vidt jeg kan skonne.« * 

Denne Rasks kærlighed til vort modersmål og 
hans stolthed over det ytrede sig også deri, at han 
skrev så at sige alle sine værker på Dansk. Han vidste 
nok, at det ikke fandt almindelig billigelse, ikke en 
gang i Danmark. I fortalen til sin islandske gramma- 
tik fra 1811 udtaler han sig således om dette sporgs- 
mål: »At bogen ikke er skreven på Latin men på Dansk, 
som nogle måske ville anse for en betydelig mangel, 
er ikke uden vigtige grunde. Næppe er nogen bog 
lettere end en sproglære at skrive på Latin, næppe er 
det engang så mageligt i noget andet sprog som i 
dette. Man behøver her ikke synderlig at sørge for 
en skon stil, ikke at lede efter kunstord, langt mindre 
løber man. fare for at støde læserne ved nydannede. 
Men så let og mageligt, så skadeligt tiUige for vor 
literaturs og vort sprogs udbredelse; når vi nemlig 
skrive alt, hvad der kan være fremmede interessant 
eller nødvendigt at læse, i et fremmed sprog, skal de 
da blot af nyfigenhed studere vort tungemål? Ja,' 
endog for vort sprog selv er en sådan fojelighed imod 
fremmede hojst fordærvelig ; ti når vi skrive vore viden- 



økonomisk stilling. 135 

skabsværker på andre sprog, skulle vi da danne og 
fuldkomme vort eget i postiller og bonnebøger?« — Hans 
bekendte blandt de tyske lærde var ikke rigtig tilfredse 
med dette. Således skriver én af dem til ham (Kop- 
pen, i et brev af Maj 1824): »Jeg vil dog håbe, at De 
ikke blot giver Deres udgave af Zendavesta i original- 
teksten en dansk oversættelse. Sørg dog for, at den 
fremmede ikke skal behøve at bryde sit hoved med den 
også.» * Men det hjalp ikke. Rask skrev Dansk og blev 
ved at skrive Dansk. Endogså den »singalesiske skrift- 
læret, som han udgav 1821 under sit ophold i Ko- 
lombo på Ceylon, er skreven på det danske sprog.* — 
Den rastløse arbejdsomhed, som Rask udfoldede, 
er så meget mere beundringsværdig, som han endnu 
efter hjemkomsten fra Indien levede i temmelig tryk- 
kende økonomiske kår. I foråret 1814 var han bleven 
underbibliotekar ved universitets-biblioteket, men den* 
noget tarvelige Ion (600 rdl), han oppebar i denne stilling, 
kunde han ikke leve ordentligt af, og det var dog det eneste, 
han foreløbig havde. Han ansøgte derfor i efteråret 
1823 om en offentlig understøttelse, og fik bevilliget 400 
rdl. i 3 år. En tarvelig Ion til en videnskabsmand af 
Rasks rang! Det tjæner ikke den danske regering til 
ære, at Rask endnu efter sin store, beromte rejse så 
sig nødsaget til — at give time-informationer, så at 
han måtte anse det for et held at få »en engelsk 
kondition« til 3 mk. timen. ^ Det var ikke underligt, om 
man i udlandet ikke tænkte sig muligheden af sådanne 



* Af hans som selvstændige skrifter udgivne værker er der 
kun to, i hvilke han har benyttet et andet sprog end de 
nordiske (bortset fra indledninger til tekts-udgaver). 



136 Ophold i København 1823—32. . 

forhold. J. Grimm skriver tU Rask (26. Febr. 1826): 
»Hr. Feldborg [en dansk videnskabsmand] er her netop. 
Han har fortalt mig noget om Deres forhold, hvad der 
har forundret og bedrøvet mig. Jeg har hidtil tænkt 
mig hele Deres ydre stilling som den lyseste og mest 
sorgfri.« I en af de jævnhge pengeforlegenheder, Rask 
var i, så han sig nødsaget til at sælge en del af sine 
bøger vedrørende studiet af Sanskrit. Han skrev i den 
anledning til den bekendte tyske Sanskrit-forsker ^opj^ 
der (i et brev af 20. Febr. 1831) beredvilhg tilbød sin 
hjælp til at få dem afsatte i Tyskland. >At De er så 
overmåde beskæftiget i Deres skole, beklager jeg meget. 
Skulde De ikke kunne finde en bedre plads i Preus- 
sen.* * I slutningen af hans liv blev hans økonomiske 
stilUng bedre. I 1829 blev han bibliotekar ved uni- 
versitets-biblioteket, og endelig den 3. Desbr. 1831 
professor extraordinarius i de østerlandske sprog. Det 
var jo det han skulde have været straks efter sin hjem- 
komst, og ikke et års tid for sin død. Da han fik ud- 
nævnelsen, var den brystsygdom, som lagde ham i 
graven, allerede så vidt fremrykket^ at han havde en 
følelse af, at der ikke var langt tilbage. »Jeg frygter 
det er for silde«, udbrød han, da han modtog efter- 
retningen. 

Og under disse trykkende økonomiske forhold, 
under den brystsygdom, som efterhånden fik mere og 
mere magt, og under sit anstrængende åndelige ar- 
bejde havde han ingen hustru, der kunde stå ved hans 
side i de mørke timer, intet hyggeligt hjem, hvor en 
klar barnelatter kunde sprede det tungsind, der så ofte 
hvilede knugende over ham. Og dog havde han følt 
længsel mod noget sådant. N. M. Petersen fortæller, 



Rasks kærlighed. 137 

at Rask på sin store rejse »fattede sin første og uden 
tvivl sidste kærlighed«. Hvor det skete og hvem hun 
var, meddeler han intet om. Af nogle optegnelser af 
Rasks broder kan man kun se, at hendes forbogstaver 
var F. B, og at hun boede i Altona, samt at Rask bad 
om hendes hånd i et brev af 18. April 1824, men at 
han, »efter nogen tids betænkning« fra hendes side, 
modtog et afslag (11. Maj 1824). ^ 

Endnu en gang gjorde Rask et forsøg på at vinde 
en kvindes hånd; men alt tyder på, at det egentlig 
drivende her ikke var virkelig kærlighed, men mere 
ønsket om at have en hos sig, der kunde gore det lidt 
hyggeligt for ham og pleje ham. Han boede, som tid- 
ligere omtalt, hos Nyerup, hos hvem han også fik sin 
kost. Derved kom han daglig sammen med Nyerups 
datter, Lovise. Det var til hende han friede. Ved- 
rørende dette forhold foreligger der kun følgende no- 
titser i dagbogen for 1827: »10. Maj: Jeg friede til Nye- 
rups datter og fik omtrent ja af hende og faderen. — 
13. Maj: Efter Lovises forslag ophævede vi for så vidt 
alt, at vi oprettede det gamle forhold imellem os. — 
15de Maj: Jeg var syg af ærgrelse og kedsomhed. 
Nyerups og Lovises gåder.« 

Disse sidste ord synes at pege hen på den syge- 
lige mistænksomhed, der første gang brød rigtig frem 
på den indiske rejse. Der viste sig glimt af den på et 
tidligt punkt af hans liv. Den gang ytrede den sig bl. 
a. som en tilbojelighed til at tro, at snart en, snart en 
anden hemmelig søgte at modarbejde hans besvterlige 
arbejde for at kæmpe sig frem på den literære løbe- 
bane. Da han således i 1809 skulde begynde tryk- 
ningen af sin islandske gramm&tik, varede det længe, 



138 Ophold i København 1823—32. 

inden han kunde få arbejdet i gang. Bogtrykkeren 
undskyldte sig med, at han manglede islandske typer, 
men Rask formodede straks, at der stak noget andet 
under, og at det var den arnamagnæanske kommission, 
der selv havde tænkt på udgivelsen af en islandsk 
grammatik, som ad den vej søgte at forhale fremkomsten 
af hans arbejde, for at dens eget kunde komme først. ^ 
Når folk ønskede at komme i et venskabeligt forhold 
til ham — særlig naar der i forvejen havde været en 
lille kurre på tråden — var han noget tilbojelig til at 
underlægge deres handlinger uædle bevæggrunde: at de 
kun søgte hans venskab for at bruge ham i et eller 
andet ojemed o. Ign. Således fortæller han i et brev 
til Btilow * følgende om sit forhold til Molbech og 
Grundtvig: »Jeg er for ganske nylig kommen i et 
slags fornyet bekendtskab (eller venskab) med Molbech 
efter indbydelse fra hans side og skriftlig anmodning 
om at lære ham Islandsk; jeg rakte straks uden noget 
ojebliks betænkning hånden med nordisk ærlighed, og 
min samvittighed vidner, at hjærtet fulgte oprigtig med 
min hånd og mit ord; men meget snart mærkede jeg, 
at det hverken var for min eller Islandskens skyld, 
men for adskillige andre hensigter, hvoriblandt den 
stak tydelig frem, at han derved vilde undgå min del- 
tagelse i hans uværdige og næsten skammelige krig 
med landsdommer Baden. Denne hensigt måske han 
når, vel og den bihensigt at lære noget Islandsk, men 
min agtelse for hans hjærte og mit venskab, det må 
jeg for evig tage tilbage. Netop ligeså blev jeg be- 
handlet af hans gode ven Orundtvig. Han tog mig og 
min Ven Helgesen i hånden, erklærede os i de var- 
meste udtryk sit venskab og indbød os til at knytte 



Sygelig mistænksomhed. — Sindsfonnørkelse. 139 

den varigste forbindelse med ham; jeg besøgte ham og 
modtog en mageløs præken over min strid med Mol- 
bech, som jeg ikke en gang vidste var hans ven; jeg 
tog imod alt med storste tålmodighed, i den tanke, det 
hørte* til venskabets åbenhjærtighed, men i næste »Skil- 
deri« modtog jeg publice et nidvers fra ham, efter at 
Molbech havde givet mig ét som var ubesvaret*. Det 
er formodentlig den fatale mysticisme, der gor deres 
hjærte forstenet som deres følelser og smitter deres 
tænkemåde så vel som deres tankegang. Men da jeg 
har besluttet at trække mig uformærket løs, og ikke 
lade ham fornemme, jeg har forstået mer end jeg 
skulde, så må jeg pålægge deres eksellense at bevare 
denne hemmelighed lige så hellig, som De pålagde mig 
en meddelelse om en vis mand, da jeg sidst besøgte 
Dem; jeg har samme grund, nemlig at fornærmeren 
tilgiver aldrig, hvorpå jeg tror at have haft prøver 
selv.* 

Den måde, hvorpå denne sygelige mistænksomhed 
ytrede sig under hans indiske rejse, tyder allerede 
stærkt hen på en art sindsformørkelse. Og den form, 
hvorunder den nu kommer frem, må aldeles bestemt 
kaldes med det navn. Det lader til, at han på en vis 
måde har taget sig afslaget fra Nyerups datter temmelig 
nær. Han taler jo i dagbogen om, at han blev syg af 
ærgrelse derover. Det vilde derfor være ganske na- 
turligt, om han var kommen til at føle nogen uvi^e 
mod Lovise Nyerup, liien at hans følelser overfor 



* Demie strid mellem Rask og Molbech, som blev ført i 1808, 
og drejede sig om et mindre, sprogligt sporgsmål, frem- 
bragte megen bitterhed hos bægge parter. Grundtvig stillede 
sig på Molbechs side og skrev et lille vers i »Skilderiet« i 
den anledning (se Gr.'s »Poet. Skr.« I, 26), 



140 Ophold i København 1823—32. 

hende, og det efter to års forløb, kunde antage den 
form, som det følgende viser, kan kun finde sin for- 
klaring i, at han var sindssyg. Han fattede nemlig 
mistanke om, at hun vilde forgive ham. I dagbogen 
for 29. marts 1829 hedder det: »Nyerups fødselsdag 
gik ; hans opførsel forklaredes af hans forblindelse og det 
L[ovise] bildte ham ind, hvorved hun holdt ham be- 
standig i sin magt. Samme dag som jeg sluttede mine 
arabiske forelæsninger (29. Marts), søgte hun at for- 
give mig med hår, som var kunstig anbragte under 
bladene af en særegen portion brunkarse, der var sat 
for mig alene. N[yerup] selv havde en anden. Jeg 
fik den også i mig og mærkede det først ret, da hun 
lod nogle triumferende ord falde i en afskyelig tone, 
dog henvendte til U. (30. Marts) Fortalte hun, at hun 
havde sådan en underlig fornemmelse i halsen osv., 
for at høre om jeg ikke mærkede uråd. Jeg havde 
gået til. Eyolf Gudmundsen, som rådte mig at spise 
noget tyk vandgrød, hvilket jeg ogsaa lod mig lave og 

spiste om aftenen Jeg længtede efter at se, om 

N[yerup] var medvider. (1. April). Vi fik til efter- 
mad et slags frikadeller, hvoraf en vis syntes mig til- 
tænkt; jeg spiste den dog næsten op, hvorpå O. St 
sagde: »det var dog næsten synd«; L[ovise] svarede: 
»nu er det gjort.« Jeg antog dette for blind alarm, 
men overtydede mig herved om, at han og rimeligvis 
U. vare medvidere. (2. April). Provst St. ^ kom ind 
om Mandagen, og var i dag oppe på biblioteket, hvor 
N[yerup] var ganske kold og studs imod ham, derimod 
artigere imod mig end sædvanlig. Dette og en sam- 
tale ved bordet, som blev afbrudt, da jeg kom ned, 
med det ord, dersom, overtydede mig om, at de alle 



Rasks forhold til sin familie. 141 

havde vidst sammenhængen, så nær som N[yerup], der 
rimeligvis først ved et mislykket forsøg af provst St. at 
vinde ham derfor, havde erfaret det og fattet afsky for 
planen og deltagerne deri.« — Herefter hører han op 
med at skrive i dagbogen for omtr. 3 Qærdingår; først 
i Desember samme år fortsætter han sine optegnelser. 
Sådanne stærke udbrud af hans sygelighed kommer 
ikke mere igen. N. M. Petersen siger også^ at »mod 
enden af hans liv vendte den gamte venlighed, godhed, 
ja blødhed tilbage i hans sjæl.** — 

Rask havde ganske vist intet hjem, med en kærlig 
hustru og glade born; men, kunde man sige, han 
havde jo dog sin slægt. Her må man imidlertid huske 
på, at både hans moder og fader døde allerede i hans 
unge år, at, for han fik sin broder Hans Kristian til 
København, havde han ingen slægtninge i denne by, 
og endelig, at han nødvendigvis ved hele sin udvikling 
måtte blive Qærnet en del fra sin familie. Ikke således 
at forstå, at han undså sig ved den og vendte den 
ryggen, I et brev, som han havde sendt P. E. Muller 
fra Stockholm (jvf. s. 68), havde han sagt, at han 
ikke skammede sig ved sin herkomst. Han vedlige- 
holdt da også forbindelsen med sin familie gennem 
hele sit liv. Forholdene var imidlertid ikke altid de 
letteste. Efter at Rasks moder var død (1801), indgik 
hans fader næste år et nyt ægteskab, og fik i dette en 



* Dog finder man spor af mistænksomheden endnu fra hans 
sidste dage. Det hedder i dagbogen for 10. September 1832: 
>Rafn var hos mig og rådte meget ivrig og hæftig til at råd- 
spdrge Vithusen endnu foruden dr. S. E. Larsen. Jeg fattede 
dog snart formodning om, at denne pludselige idé var ham 
indgiven af dr. Zahlmann, som boede lige over mig, og ikke 
^ad hørt på min hosten og harken.« 



142 Ophold i København 1823—32. 

son, Hans Kristian, og en datter. Da faderen døde 
(1810), giftede hans enke sig kort efter igen. Det var 
Rask meget imod ; han siger, at han og hans broder 
derved blev ligesom udelukkede af familien. * Han følte 
sig derved endnu mere forpligtet til at tage sig af 
broderen, hvem han på forskellige måder søgte at 
hjælpe frem. En plan om at få ham anbragt i en 
anden familie mislykkedes, og da han var bleven kon- 
firmeret, måtte han foreløbig tage fat på skrædder- 
kunsten. Da han imidlertid røbede musikalsk sans, 
skrev Rask (Jan. 1818) til sin stifmoder, at han vilde 
give 100 rdl. til, at Hans Kristian kunde lære at spille 
violin. Det skete også, og en tid optrådte broderen 
som landsby-musikant ved festlige Icyligheder. ^ 

Rask besøgte af og til sin fødeegn og sin familie. 
Således gjorde han, kort efter hjemkomsten fra den 
indiske rejse, en tur til Fyn. Sammen med Nyerup 
rejste han (5 Juli 1823) over Korsør til Odense, hvor 
han besøgte sin halvsøster Mette Maria, som tjænte der 
i byen. Herfra gjorde han en afstikker ud til Sande- 
rumgård for at hilse på Biilow. Den . 8 Juli kørte Rask 
og Nyerup til Gribsvad, hvor de besøgte Nyerups fa- 
milie og spiste til middag med den. Efter et kort be- 
søg hos sin stifmoder i Fjelsted tog Rask over Middel- 
fart til Ribe, hvor han besøgte sin skolekammerat og 

* For resten holdt Rask meget af sin stifmoder. Da hans 
billede var blevet stukket i Sverrig, sendte han sin kommis- 
sionær Larsen i København et par af billederne med an- 
modning om >at skikke min moder det ene af disse hoslagte 
portræter med en kærlig hilsen fra mig.« En del år senere 
skriver han (10. Okt. 1825) til sin stifFader: »Det glæder mig 
ret meget, at De er fornojet med min moder; ti det er en 
god kone, som jeg ærer og elsker lige så meget som min 
egen kødelige moder.« 



Sidste dage. 143 

ungdomsven H. J. Hansen, der var ansat ved kate- 
dralskolen. Han tog så over Jelling, hvor han »noj- 
agtig efterså« de bjeromte runestene, tilbage til Fjel- 
sted. Nu begyndte han med iver at tage sig af Hans 
Kristian; han læste hver dag Græsk med ham, stun- 
dum lidt Dansk, og det blev ordnet således, at bro- 
deren skulde følge med ham til København, hvor han 
vilde tage sig af hans opdragelse. ^ * 

Selv om hans omsorg for broderen ydede ham 
nogen trøst og opmuntring, var hans liv dog, især i de 
senere år, da hans brystsygdom begyndte at udvikle sig 
stærkere, temmelig trist og ensomt. Han havde ingen 
om sig, der kunde gore det lidt hyggeligt for ham og 
sørge for alle de småting, som spille en så betydelig 
rolle for svagelige mennesker. Hvor kommer ikke det 
ensomme og triste i hans liv frem i en lille billet som 
denne, der er skreven i hans sidste dage: »Hojstærede 
mad. Larsen ! t Det varede ikke længe, inden jeg træn- 
ger til Deres hjælp igen, skont på en anden måde. 
Jeg er ikke i stand til at få lavet hjemme en ordentlig 
skål havresuppe; jeg vilde derfor være Dem meget 
forbunden for en spølkumme til natten; den skulde 
ikke just være alt for tynd, da den ikke er til at 
drikke, men til at tage en skefuld af, når halsen bliver 
tor og om af hosten. Ærbødigst og torbundnest R. 
Rask. — I to nætter har jeg måttet undvære den, 
i hvor hojlig jeg har træn^ dertil.^« Han var flyttet fra 
Nyerupog havde taget en lejlighed i B9,dstuestræde 

* Hans Kristian begyndte, efter at han var bleven student, at 
studere teologi, og blev senere præst. 

t En af hans ungdomsvenners, den tidligere omtalte kommis- 
sionær Larsens, -hustru. 



144 Grundtvigs mindedigt over Rask. 

nr. 126, 1. sal. Her døde han efter to dages sygeleje 
den 14. November 1832. 



Danmark havde mistet en af sine store mænd. 
Det gik vel her, som det så ofte går, at man forstår 
først til fulde hvad man har. ejet, når man har mistet 
det. »Sorgen over hans død var almindelig«, siger N. 
M. Petersen. Grundtvig satte »Nordens tabte rune- 
mester«, som han kalder Rask, et smukt minde i et 
digt, som blev indrykket i Københavns-posten en halv 
snes dage efter hans død: 

Tcmger i de dødes rige! 
han som dyrked eder bedst, 
ak! han er nu eders lige, 
død er eders offerpræst, 
flammerne til eders ære 
måtte brat ham selv fortære! 



Broder ej tor ham jeg kalde, 
der, som runeskrift i sten, 
sad, hvor nødig færdes skjalde, 
mellem klang af dødningben; 
skjaldeligt var ej hans tykke, 
ej hans værk og ej hans lykke. 

Dog, kun mellem skjaldens frænder 
finder man en ungersvend, 
der sit livslys selv udbrænder 
for, hvad længi^t er svundet hen: 
ej for guld og dog med gammen 
selv går op i alterflammen. 



Vidt han vandred selv på jorden, 
ledte om sin ligemand, 
gik til Hekla hojt mod norden. 
Ganges ned i Sønderstrand; • 



Grundtvigs mindedigt over Rask. I45 



fandt dog ingen stort at regne, 
selv et særsyn alle vegne! 



Ja det skal hans gravskrift være: 
vej han brød, hvor han kom hen, 
som det kaldes skal en ære 
at betræde ret igen, 
og han kom fra renens veje 
. ned til elefanters leje! 

Derfor, tungery som end leve, 
og hans læber fortrin gav! 
skatter h6jt de runébreve, 
som har vist: ved støttestav 
mødes skal engang i Norden 
sprogene fra hele jorden! ' 

Var end følelsen af, hvad man havde tabt, almin- 
delig, kan det dog ikke siges, at man skyndte sig med 
at give den et ydre udtryk. Rask havde i levende 
live måttet vænte lige til sine sidste dage på en sådan 
stilling, som passede for hans store ævner; efter hans 
død måtte der gå 10 år, for det danske folk kunde 
samle sig sammen til at rejse en mindesten på hans 
grav. Havde Rask kunnet se ud i fremtiden, vilde han 
måske med et lidt bittert smil have udbrudt: 

sjælden bavtastene 

ved vejen stå, 

når ej frænde dem rejser for frænde. 

Men han kunde også med berettiget stolthed have 

tilfojet: 

Ejendom dør, 

frænder dø, 

selv man dør til sidst. 

Eftermælet 

aldrig dør, 

når det vel er vundet.* 



* Vers 72 og 76 i »Den hojes taler« (H. G. Møllers oversættelse 
af »Den ældre Edda«). 

F. RdAning: B. K. Bask. 10 



146 Mindestenen paa Rasks' grav. - 

Endelig blev der i Juli 1842 rejst en mindesten 
på hans grav på assistents-kirkegården. 

Da man søgte at finde en kunstnerisk måde, hvor- 
på man kunde betegne Rasks literære personlighed, 
fik man »den tanke, at antyde sprogforskeren ved en 
sammenstilling af de forskelligste bogstavtegn, henhør- 
ende til sprog, om hvilke hans studier især havde drejet 
sig, og at karakterisere hans personlighed ved sæt- 
ninger i disse sprog. Man valgte til den ende Ara- 
bisk, Sanskrit, Islandsk med runeskrift og Dansk i facsi- 
mile af Rasks egen håndskrift. Hans rastløse flid, 
hans lyse blik og klare fremstilling, hans begejstring 
for sprogvidenskaben, hans kærlighed til fædrenelandet, 
disse karaktertræk søgte man at udtrykke ved følgende 
tankesprog: 

Sanskrit: Der gives ingen ven, som kan lignes med 
virksomhed: hvo der arbejder, synker ikke hen. 
(Af Bhartriharis tankesprog niti^at. 74.) 
Arabisk: Sandheden er klar, men det falske er dunkelt. 

(At Meidani's ordsprog, ed. Freytag I, 369). 
Islandsk: Vil du være fuldkommen i kundskab, da lær 
alle tungemål, men glem dog ikke dit eget ! (Konge- 
spejlet. Udg. s. 23). 
Dansk: Sit fædreneland skylder man alt hvad 
man kan udrette. (Af et brev fra Rask i anled- 
ning af en kaldelse til Edingborg, hvilken han 
afslog). 

I en fordybning midt imellem disse indskrifter 
er anbragt en fladt ophojet urne, hvorpå læses- med 
romerske bogstaver: 



Itasmus Rask. 

Født i Brændekilde d, 22, Novbr. 1787. 
Død i København d. 14, Novbr. 1832. 

Øverst paa stenen, umiddelbart under de mauriske 
forsiringer og med indfatning i samme stil, står den 
arabiske indskrift; på foden af stenens øvre halvdel 
Sanskrit-indskriften. Foroven og på bægge sider er 
tordybningen indfattet af runerne, og inde i den på en 
plade over urnen læses i facsimile de danske ord. « ^ 




10* 



148 

Tillæf?. 



I. Oversættelse af den tydske samtale s. 72-73. »I hvilket 
sprog er det skrevet?« — »Det er Dansk.« — »Ah!«. — »Ja dét 
bliver vel oversat, Riihs har vel kendt det og benyttet det osv.« 

»Danskerne have dog ydet noget i* literaturen; man har 

jo allerede nogle sager i tysk oversættelse, tror jeg, og nogle, 
som Baggesen, have skrevet ganske godt Tysk.« — »Men det er 
ikke vor hovedfortjæneste; vi have i de sk6nne videnskaber og: 
ogsaa i de strængere videnskaber mesterværker af almindelig an- 
erkendt værd.« — »Men hvorfor skriver De ikke Tysk.« — »Fordi 
vi ikke ere Tyske men Dansk«.« — »Min Gud! hvad er det dog: 
for en idé, at ville uddanne en sådan dialekt, der næppe bliver 
talt af 1 million, til bogsprog, hvad kan det blive til?« — »Det 
vil hos upartiske dommere gore os desto storre ære, jo mindre 
vi ere, når det dog har lykkets os at give vort sprog en uddan- 
nelse, som slet ikke står tilbage for ti gange så store nationers, 
sprog.« — »De er jo i alle tilfælde af germansk oprindelse, altså 
af god stamme, men hvad er det dog for en nationalitet og 
for en stræben at afsondre sig fra det store hele?« — »Den 
danske nationalitet er omtrent den samme som den tyske, heller 
ikke have vi skilt os fra noget stort hele, men kun hævdet det 
standpunkt, som naturen har anvist os, og vi vil, som jeg håber,, 
endnu en stund hævde det.« • 

II Rasks inddeling af folkeslagene M 1, den sarmatiske 
(japetiske) race, med følgende underafdelinger: a, den hindost- 
anske (sanskritske) sprogklasse; b, den mediske: (Zend, Pehlevi, 
Parsi Persisk, Afganisk, Kurdisk, Ossetisk, Armeni^k); c, den 
trakiske (Græsk, Latin); d, den lettiske; e, den slaviske; f, dea 
gotiske (de nordiske sprog, Tysk, Engelsk); g, den keltiske. — 
2, den østerlandske (Hebraisk, Arabisk m. m.). — 3, den sky- 
tiske (Finsk, Lappisk, Ungarsk, Eskimoisk, Siberisk, Tartarisk,. 
Mongolisk, Tamulisk m. m.). — 4, den seriske (Kineserne). — 
5, den sydlandske (avstraliske). — 6, den ætiopiske (neger- 
sprogene). — 7, den nordafrikanske (Kopter o. fl.). — 8, den 
amerikanske. 

III. De persiske sprog. Af det ældste persiske sprog, som 
kendes fra kile-indskrifter, udviklede der sig to sprogarter: Zend 
og Pehlevi. Den første af disse, som er den ældste, benyttedes, 
i Zendavesta, der indeholdt de gamle Perseres hellige skrif- 
ter. Af dette værk er der kun bevaret nogle storre og mindre 
brudstykker paa Zend, samt noget i oversættelse på Pehlevi. Af 



1 Jyf herom bl. a. Baska „Saml. afh." I S flg. 11, 264 flg. og 280 flg. 



149 

<ie ældste Zend-håndskrifter, tre i tallet, findes de to i vort univer- 
sitets-bibliotek, hjembragte af Rask fra Indien. — De fleste af 
Persiens indbyggere er Muhamedanere. De Persere, som, efter 
Arabernes erobring af landet, holdt fast ved deres gamle tro, 
kaldes Pars er. Af dem er der ikke mange i Persien, men i 
Ostindien derimod en 150,000, hvoraf den langt overvejende del 
findes i Bombay. 

De indiske sprog. Folkeslagene i Indien er af meget for- 
skellig afstamning. Den oprindelige befolkning hørte til den 
skytiske folkeæt, men i en meget tidlig tid trængte folkeslag, 
"der hørte til den jap etiske slægt, ind i landet. — Til de ældste 
lævninger vi har bevaret af den japetiske sprogæt, hører San- 
skrit. Deraf udviklede sig Prakrit, som, et par århundreder 
•efter Kristi fødsel, blev det almindelige talesprog, medens San- 
skrit vedligeholdt sig ved siden deraf som lærd sprog. Af de 
forskellige Prakrit-mundarter udviklede sig: I, Pal i, der af Bud- 
dhismens tilhængere på Ceylon (og i Bagindien) blev anvendt til 
optegnelsen af deres religiøse overleveringer; det har spillet en 
lignende rolle, som Latinen i den evropæiske middelalder^; og 
II, De nyere indiske sprog: 1, Bengalsk (i det østlige In- 
dien); 2, Hindi og Hi n du s t an i (i det egentlige Hindustan), 
hvoraf det første bruges af de ikke-muhamedanske folk, det sidste 
som er en del påvirket af Persisk og Arabisk, benyttes af Mu- 
hamedanismens tilhængere; 3, Mahrattisk (i landet syd for 
Vindhyabjærgene). Mindre betydelige sprogarter er Guzeratisk 

0. fl. — Sprogene i det sydlige Indien afviger stærkt fra den ja- 
petiske sprogæt; de hører nærmest til den skytiske, og kaldes 
under ét den dekhanske sproggruppe. De vigtigste af dem er: 

1, Tamuliskel. Malebarisk (paa Koromandelkysten) og 2, Sin- 
;^alesisk (på Ceylon), der hører til de mest blandede sprog i 
Indien. Dets skriftsprog, der har optaget meget fra Sanskrit; 
Ifaldes Elu. 

Religionerne I Indien. Brahmismen kaldes den religion, 
som fandtes hos de ældste indiske folkeslag af den japetiske æt. 
De ældste religiøse optegnelser findes i Vedaerne. — I det 7 
årh. for Kristus stiftede Buddha, der stammede fra det nord- 
lige Indien, en ny religion. Buddhismen, der udbredte sig over 
det meste af Forindien, og der fra videre til Kina, Bagindien, 
m. m. I Forindien blev den dog, ved en voldsom forfølgelse fra 
Brahmismens side, igen omtrent udryddet (det 14 årh.), så at den 
kun holdt sig på Ceylon. Men den har i det øvrige af landet 
efterladt mange mindesmærker om sit tidligere herredomme. 

1 Rask bragte med sipr bjem fra Indien den storsto samling Pali- skrifter, der 
findes i Byropa. 



Anmærkninger. 



Side 

1 - 1, En afbildning af det fin- 
des i »Illustr. Tidende« for 1867- 
68 nr. 466. 

— 2, Universitets -bibliotekets 
»Additamenta.« 4. 379. 

2 — 1, Egentlig lød hans navn: 
Ni elsH an sen Christians en 
Rasch, som han også skriver 
det på samme blad, hvor rune- 
indskriften står. 

— 2, Hans navn skreves også 
Rasmus Christian Nielsen 
Rasch, dog ikke i kirkebogen. 

3 — 1, Oplysningerne om Rasks 
barndom stammer dels fra kirke- 
bogen i Brændekilde, dels fra 
mundtlige meddelelser af en 
datter af en halvsøster (Maren) 
til Rask og af en gammel kone, 
hvis moder som ung pige til- 
bragte -en kort tid i Niels Han- 
sen Raschs hus for at lære at 
sy (efter velvillig meddelelse 
af pastor C. F. V. Olsen i 
Brændekilde). — Vedrørende 
Rasks familie skal her end- 
videre gives følgende oplysning- 
er: Rasks farfader hed »Hans 
Christian Rasmussen«; han 
boede i »Kirkehuset« i Pårup, 
en mils vej nordvest for Odense, 
og var skrædder. Han anføres 



Side 



ikke i kirkebogen med tilnavn- 
et »Rasch«. Han fik flere s5n- 
ner; den ældste af disse var 
Rasks fader, der blev født d. 
13 Marts 1749 og kaldet 
»Niels«. Niels Hansen flyttede 
senere til Brændekilde, og kal- 
des altid i dette sogns kirke- 
bog »Niels Hansen Rasch«. 
Han blev første gang gift d. 9. 
Oktbr. 1778 med »skrædder- 
pigen« Gertrud Jorgensdatter, 
med hvem han fik en datter 
»Mette Marie« (f. d. 29 Juli 
1779), der døde i Gråbrødre- 
hospitalet i Odense (1845). Hans 
hustru døde d. 6 Avg. 1779 (2» 
år gi.), og han ægtede så det 
følgende år pigen »Birthe Ras- 
musdatter«, med hvem han fik 
4 b5rn: 1, Maren, f. '^»/i 1781, 
t 2^5 1796; 2, Hans Christian, 
f. */i 1783, t 'V5I796; 3, Ras- 
mus Christian, f. ^2/^^ 1787; 
4, Christiane, f. "/^ 1793, f i Marts 
samme år. — Hans anden hu- 
stru døde ^/s 1801 (47 år gi). 
Derefter ægtede han »»/ji 1802 
pigen »Anne Cathrine Henriks- 
datter« af Agsenbølle, og fik med 
hende: 1, Hans Christian, f. */i 
1805; og 2, Maren, f.26/3i808,t 



151 



Side 

1876, samt to andre bom, der var 
dødfødte. — Rasks fader flyttede 
i Maj 1808 til Rydskoven i 
Fj eisted sogn, til et hus som 
hed Frydenlund, hvor han døde 
den 5 Des. 1810. Hans enke 
ægtede 1811 Peder Christensen, 
fra hvem hun nogle år efter 
blev skilt (1817?)/ 1828 blev 
blev hun gift 3dje gang med 
enkemand Hans Hansen i Hårs- 
lev sogn. Hun døde 1846. — 
Niels Hansen Rasch har i en 
bibel — der nu tilhører en datter- 
son af ham — gjort nogle krono- 
logiske optegnelser vedrørende 
sine giftermål, borns fødsel, 
m. m. Tidsbestemmelserne her 
stemmer ikke altid med kirke- 
bøgernes angivelser. — En del 
af disse meddelelser stammer 
fra den nys nævnte datterson, 
Niels .Hansen Rask i Hårslev 
sogn (efter meddelelse af pa- 
stor M. C. Jensen i Fj eisted). 

4 — 1, N. M. Petersens levneds- 
beskrivelse af Rask, s. 2 (i 
Rasks »Saml. afhandl.« I; også 
optrykt i N. M Petersens »Saml. 
afh.« I). 

5 — 1, Rasks >Saml. afh.« I, 3. 
6-1, Udateret brev (fra 1823) 

i »Additamenta«. Folio. 198. 
7 - 1, S. sted. 
8-1, Rasks »Saml. afh.« 1, 12, 

2-3, 10, 3. 
9 - 1, S. sted, s. 4. 

10 - 1, S. sted, s. 7, 11. 

- 2, Et brev fra Bloch i »Ny 
kgl. saml.« 4. 2086 h. 

11 — 1, Meddelt i Rasks »Saml. 
afh.« I, 8. — K)rdet frogd er 
vel en trykfejl for frægd (be- 
rommelse), som for resten kom- 



Side 

mer af fregna (sporge). — 
Om ordbogen jvf. s. 6 nederst 

12 - 1, Rasks »Saml. afh.« I, 4. 

— 2, En samling fynske pro- 
vinsialord, som han har opteg- 
net i sin skoletid, findes i »Ad- 
ditam.« 4. 588. 

13 - 1, Additam. 4. 627 k. - 
Rask bruger her for å et tegn, 
der består af to sammenslyn- 
gede a'er. Dette tegn anvendte 
han også i sin islandske gram- 

• matik, men ombyttede det se- 
med å. 

— 2, Rasks »Saml. afh.* I, 9. 

17 - 1, S. sted, s. 21. - Et brev 
fraThorstensen af 30 Juni 1836 
(Ny kgl. saml. 4. 2085 h). 

18 — 1, Sorø Akademis håndskrift- 
samling, 41 c, 

19 - 1, S. sted. (Der står i bre- 
vet 6 Des. 1813, men det er en 
fejlskrift for 1812). ' 

— 2, Citat af Biirgers digt 
»Die Entfiihrung«. Det er ikke 
ganske nøjagtig anført; i tredje 
linje skal der stå »zu« for »so«, 
og fjærde linje lyder egentlig: 
»Ich will, ich muss osv.« De 
anførte linjer lyder således i 
T hår up s fordanskning af Biir- 
gers digte: 

»Dreng! sadl mig op min dan- 
ske hest, 
her er så kvalmt i borgen, 
ud må jeg, ud i regn og blæst! 
Jeg vil bortride sorgen.« 

22 — 1, Sorø Akad. hdskr. 41 c. 

23 - 1, Et (lidt frit) citat af Bag- 
gesens digt »Idealia«; verset 
lyder egentlig: 

•»Ak! én fejl har dog min pige, 
som det alt fordunkle vil: 



162 



Side 

denne uforlignelige 

er des værre — ikke til.« 

- 2, Hvor dette vers stammer 
fra, har jeg ikke kunnet udfinde. 

24 - 1, Ny kgl. saml. 4. 2085 h. 

- 2, Additam. Folio. 198. 

- 3, Sorø Akad. hdskr. 41 c. 
26-1, Jvf. breve til Bulow af 

29 Nov. 1808, 19 Des. 1808 og 

30 Jan. 1809 (s. sted). 

- 2, S. sted. 

- 3, Brev til Biilow af 11 Sept. 
1809 (s. sted). 

- 4, S. sted. 

- 5, Rasks »Saml. afh.« I, 14. 

27 - 1, S. sted, s. 6-7. 

29-1, Jvf. fortalen til »Vejled- 
ning til det islandske osv.« 

30-1, Brev af 1 Jan. 1812 i 
Sorø Akad. hdskr. 41 c. 

33 — 1. De to breve findes i Sorø 
Akad. hdskr. 41 c. 

35 - 1, S. sted. 

- 2, Breve til Biilow af 19 
Maj og 24 Juni 1812 (s. sted). 

36 - 1, S. sted. 

37 - 1, Brev af 6 Des. 1812 til 
Biilow (s. sted). — Rasks >Saml. 
afh.« I, 22-23. - Rask indgav 
d. 11 Febr. 1813 en ansøgning 
om rejseunderstøttelse (der var 
anbefalet af Thorlacius og P. 
£. Miiller); ved kgl. resolution 
af 16 April s. år blev der be- 
villiget ham 700 rdl. årlig i 2 
år. (Se universitets-direktionens 
arkiv i gehejmearkivet og consi- 
storiums forhandlings -protokol). 

40 - 1, Brev af 4 Juli 1814 fra 
Rask til Thorstensen (Ny kgl. 
saml. 4. 2086 h). — Ganske vist 
er brevet holdt i en spøgende 
tone, men Rask vilde dog sik- 
kert ikke have betrådt en præ- 



side 

dikestol, hvis han endnu havde 
indtaget et rent ateistisk stand- 
punkt. 

42—1, Citat af Heimskringla (Un- 
gers udg. s. 6 1. 5). 

— 2, Brev af 30 Juni 1836 fra 
Thorstensen (Ny kgl. saml. 4. 
2085 h). 

43 — 1, S.'' sted. 

44 — 1, OmlslandsrejsenseRasks 
»Saml. afh.« I, 23-32. - Brev 
af 4 Juli 1814 fra Rask til Thor- 
stensen; brev af 30 Juni 1836 fra 
Thorstensen til H. K. Rask; 
brev af 14 Okt. 1836 fra Egil- 
sen til H. K. Rask (disse tre 
breve findes i »Ny kgl. saml.« 
4. 2086 h). - Fru Th[orlacius'] 
Erindringer fra Island (1846), 
s. 130. — At Rask- var i Leith 
d. 21 Sept. 1816, ses af et brev 
i »Hiå islenzka bokmentafélag.« 
1816-66.« S. 61. 

46 — 1, Skrivelsen findes i *Hid 
islenska bokmentafélag. 1816- 
66«. S. 66 flg. 

46—1, Se »Hid islenska bék- 
mentafélag. 1816-66«. S. 16 flg. 

— 2, Rasks brev af 11 Maj 
1817 til Larsen (Additam. Folio. 
198). 

66 — 1, De græske bogstaver er her 
gengivne med de latinske bog- 
stavtegn, efter den lyd værdi 
som Rask tillægger dem (se 
prisskriftet s. 166). 

58 — 1, Stambogen findes i »Ny 
kgl. saml.« 8. 363 p. 

60 — 1. Fia den dag Rask til- 
trådte sin store udenlandsrejse, 
begyndte han at føre en dag- 
bog, som han med enkelte af- 
brydelser fortsatte til kort for 



153 



Side 

sin død. Denne dagbog er, ved 
siden af hans rejsebreve, den 
vigtigste kilde til oplysning om 
hans store rejse. — Dagbogen 
findes i >Nykgl. saml.« 8. 389 ek. 

61 — 1, Margretes trone blev solgt 
1730 for nogle daler sølvmønt 

62 — 1, Brevet findes i »Additam.« 
Folio. 198. 

63—1, Sorø Akad. hdskr. 169 b. 

64—1, Additam. Folio. 198. 

65 — 1, S. sted. 

68 - 1, S. sted. 

69 - 1, S. sted. 

71 — 1, Rasks dagbog og et brev 
i Nyerups »Magazin for rejse- 
iagttagelser« I, 91-93. 

72—1, Dagbogen. — Brevet (af 
30 Okt. 1818) i »Additam«. Fo- 
lio. 198. 

— 2, Additam. Folio. 198. 

73 - l,Brevafl4Avg.l818(s.sted). 

74 — 1, Brev af 12 Okt. 1818 til 
Nyerup (s. sted). 

75 — 1, Dagbogen. 

76 — 1, Rasks »Saml. afh.« II, 262. 

— 2, Additam. 4. 627 h— m 
(trykt s. sted, 284-85). 

77 — 1, Jvf. Rasks brev til Muller 
af 12 Okt. 1818, Muller til Rask 
30 Okt. 1818, 15 Des. 1818, 6 
Marts 1819 og 13 April 1819 
(Additam. Folio. 198) og Biilow 
til R. 4 Okt. 1818 (Sorø Akad. 
hdskr. 169 b). 

78 — 1, Brev til Larsen i »Additam«. 
Folio. 198. 

— 2, Nyerups »Magazin for 
rejseiagttagelser« I, 286 flg. 

85 — 1, Brev til Larsen i »Additam«. 

Folio. 198. 
87—1, Dagbogen. 
88 — 1, »Af alle jærtegn, som jeg 

end har hørt, mest sært mig 



Side 

tykkes, at en mand kan frygte, 
mens dog han véd, at døden, 
alles mål, vist kommer, når 
den komme vil.« (Shakspeares 
»Julius Cæsar«, II akt 2 scene. 
Lembckes oversættelse.) 

— 2, Brev af 6 Avg. 1819 
til P. E. Muller (Additam. 4. 
627 h— m). 

89—1, Dagbogen. — Nyerups 
»Magazin osv.« I, 294. 

— 2, Nyerups »Magazin osv.« 
I, 295 flg. 

— 3, Johan Henrik Kell- 
gren, svensk Digter, f. 1751 
t 1795. 

90 — 1, En fri benyttelse af et 
vers iP.H.Frimanns bekendte 
romance om »Axel Tordsen«. 
Verset lyder således: 

»Mer ilende for pilen ej 
i luften hen fra buens stramme 
sene, 
end Axel på sin længselsfulde 

vej 
flyr hastende forbi dens ønskte 
milestene ; 
sin raske fod den stolte ganger 

hæver, 
den gronne hede flyr og ved hans 
fodslag bæver.« 

93 — 1, Dagbogen. Brev til P. E. 
Miiller i »Additam«. 4. 627h-m 
(aftrykt i Rasks »Sam. afh.« II, 
304 flg.). 

94 — 1, Dagbogen. — Nyerups 
»Magazin osv.« I, 433 flg. 

96 — 1,* Dagbogen. — Brev til 
Nyerup af 9 Jan. 1820 (Additam. 
Folio. 198); aftrykt i Nyerups 
»Magazin osv.« II, 831 flg., og 
brev til P. E. Muller (Additam. 
Folio. 198); dato og sted har 



154 



8ide 

rimeligvis stået pa et afklippet 

stykke af brevet. 
97 - 1, Brev af 10 April 1820 til 

A. Larsen (Additam. Folio. 

198). 
99 — 1, Brev af 9 Maj 1820 fra 
. Teheran i »Additam*. Folio. 

198 (aftrykt i Nyerups >Magazin 

osv.« II, 335 flg.). 

103 — 3, Brevet i »Additam«. 4. 
627h— m (aftrykt i Rasks »Saml. 
afh.« II, 306 flg.). 

104 — 1, S. sted, s. 309. 

— 2, Brevet i »Additam*. Folio. 
198 aftrykt i Nyerups »Magazin 
osv.. II, 430 flg.). 

105 — 1, Det har dog senere vist 
sig. at der var flere skrifter, 
ond Rask troede. 

107 — 1, Dagbogen. — Brev til P. 
E. Muller, Bombay d. 16 Nov. 
1820, og til A. Larsen, samme 
sted og dato (Additam. 4. 
627 h— m, aftrykt i Rasks »Saml. 
afh.« II, 310-14). 

— 2, Udpn overskrift; rimelig- 
vis til Nyerup (Additam. Folio. 
198). 

— 3, S. sted. 
111 — 1, Dagbogen. 

— 2, Additam. Folio. 198. 

113 — 1, Det findes på et kvart- 
blad blandt Rasks papirer i 
Additam. 4. 627h--m.— Al- 
dejgeborg. der lå på den 
sydlige sideaf Ladoga-søen,var 
»Russernes« (o: Varegernes, 
Nordboernes) ældste hovedstad; 
Holmgård (det nuværende 
Novgorod) var deres anden 
hovedstad. 

114 — 1, Brevene i »Additam«. 
Folio. 198. 

117 — ], Dagbogen. 



Side 



119 



120 



121 



125 



126 



133 



134 



135 

136 
137 



138 



— 2, Brev af 18 Febr. 1821 
(Additam. Foho. 198). 

— 1, Dagbogen. — Brev af 17 
Maj 1823 fra Rask til Thorsten- 
sen (Ny kgl. saml. 4. 2086 h.). 

— N. F. S. Grundtvigs »Poet. 
skr.« V, 108. 

— 1, Brev af 27 Marts 1824 i 
Sorø Akad. hdskr. 169 b. 

— 1, Brevene i »Additam,« 
Folio. 198. 

— 2, Jvf. brev af 31 Avgust 

fra Biilow til Rask (Sorø 

Akad. hdskr. 169 b. 

— 1, Jvf. N. M. Petersens breve 
i »Additam.« Fol. 198, og Rasks 
»Saml. afh.« I, 87 flg. 

— 1, Dagbogen 1 Febr. 1826. 

— Jvf. et brev af 10 Okt. 1825 
fra Rask i »Ny kgl. saml.« 4. 
2086 h. 

— 1, Dagbogen. — Den kgl. 
skrivelse findes i »Ny kgl. saml.« 
4. 2085 h. - Den 20 April be- 
svarede Rask regeringens fore- 
spørgsel; han skriver, at »min 
beslutning alt tilforn uigen- 
kaldelig var fattet, idet jeg alle- 
rede d. 19 Marts havde til- 
skrevet dr. Irving [i Eding- 
l>org], og undskyldt mig for at 
modtage den tilbudne post« (s. 
sted). 

— 1, Brief wechsel der Grebrii- 
der Grimm mit nordischen Ge- 
lehrten, s. 96. 

— 1, Additam. Folio. 198. 

— 2, Dagbogen for 18 Avg. 1824, 

— 1, Additam. Folio. 198. 

— 1, N. M. Petersens levneds- 
skildring af Rask, med tilfojelser 
af H. K. Rask (Ny kgl. saml. 
8. 389 en): 

— 1, Brev af 13 Juni 1809 til 



165 



8ide 

Biilow (Sorø Akad. hdskr. 41 c). 
— 2, S. sted. 

140 — 1, »Provst St.« må sikkert 
være provst C. L. Strom, der 
var gift med Nyerups ældste 
datter, Karen Marie. »U.« er 
rimeligvis Stroms datter Ulrikke, 
og »O. St.« er vel en son af 
ham. 

141 — 1, Rasks »Saml. afh,« I, 84. 

142 - 1, Dagbogen 22 Jan. 1818. 



I Bide 

— Meddelelse fra en datter af 
' en stedsøster til Rask. — Bre- 
vet til Larsen i »Additam. c Fo- 
lio. 198; det til stiffaderen i 
»Ny kgl. saml.« 4. 2085 h. 

143 — 1, Dagbogen. 

— 2, Additam. Folio. 198. 
145 — 1, N. F. S. Grundtvigs »Poet. 

skr.« V, 622. 
147 — ], Beretning om gravmælet 
over prof. R. Rask. S. 4-5. 



Rettelser. 



Sidie 17 linje 15: sysler, læs: sysler ^ 

» 23 » 7: den, I »den. 

»23 » 14: »en« udgår. 

» 41 » 9: ek, I ég. 

»58 * 6 f. n.: stambog, I stambog*. 

* 89 » 2: Abraham for, I A. i sin tid for. 



Indhold- 

Side. 

I. Barndom og skoleår 1. 

II. Ophold i København 1807—13. — Islandsrejsen. — 

Ophold i København 1815—16 55. 

III. Rejsen til Indien 60. 

IV. Ophold i København 1823-32 118. 

Tillæg 148. 

Anmærkninger 150. 



(. 



,ro 



Ycii3'eo 




M111830 




THE UNIVERSmr <»r CALIFORNIA LIBRARY 



^ 



A 



% . ..' 



é^